Når lagkagen består af mere

Mad

La Glace: Hvordan dyre stykker lagkage udvikler sig til samtaler og tankestrømninger om ansvar, pengeproblemer og moderlig kærlighed.

 

Jeg har startet et nyt kapitel i mit liv. Det føles, som at famle i blinde, ligesom når man starter et nyt kapitel i romanen fra natbordet. Man undrer sig over, hvor hovedpersonen nu befinder sig. Man overraskes af den springende og ændrede handling. Og man prøver med stor opmærksomhed at finde hoved og hale i fortællingen. At finde pointen i andres historier og give de indlysende råd kan tit være bemærkelsesværdigt let, men overblikket tabes hurtigt, når det handler om ens eget eventyr.

Foran konditoriet er der kø. De forreste har ventet i 15 minutter. Jeg er tålmodig, og hun har ingen tidsplan. Vi har meget at indhente, om både festligheder, drengeskrubler og hullede strømpebukser. De to damer bag os lytter til vores rabelen – vores samtale minder om deres for 20 år siden, siger de diskret til hinanden. De er glade for deres tilvalg og deres fravalg. Den ene snor sit hår og kigger ned i brostenene.

La Glace er Danmarks ældste konditori. Facaden er en blanding af de rå, grå mursten og farverne guld og mørkegrøn. I vinduerne pryder den franske favorit, macaronen, i alverdens farver. Hun spejder efter den grønne og jeg efter den brune. Pistacie og chokolade.

Servitricerne har hvide skjorter, grønne forklæder og alle varianter af fletningen. På disken bag glasset står kagerne og venter. De venter på os og på de andre i den lange kø foran konditoriet. Hun peger på en lagkage, som er sprøjtet op med flødeskum og pyntet med karamelliserede vandbakkelser: ”Det der er sportskagen.” Der er lyserøde lagkager, brune tærter og deres egen fortolkning af det gyldne tårn.

Jeg vælger efterårskagen, som er med trøffel, bunde, overtræk og pynt af chokolade. Der stod den var inspireret af det mørke efterår og de nedfaldne blade. Den passer til mit humør lige nu. Hun vælger ’Lucky You’. Der er både græskar, mascapone, chokolade og hindbær i. Lagkagen har vundet en guldmedalje i 2009. Den gjorde særligt indtryk på dommerne, stod der på skiltet.

Væggene har en svag orange farve, der er paneler af guld og i lofterne er der stuk. Vi sætter os ved et rundt marmorbord. Hun har været her før, og siger at det er en god plads.

Lokalernes pragt og historie får samtalen til at blive flyvsk og filosoferende. Vi har store armbevægelser, men ikke på den pralende måde, som lokalerne har, men på den omfavnende og forstående facon. Vi snakker om de pengeproblemer, vi aldrig havde troet, vi skulle komme i. Vi snakker om hvordan, vi lader os afhænge af alt og andre. Vi snakker om menneskelighed, ærlighed og om det her er følelsen af lykke eller ulykke.

Et grønt forklæde og en sillebensfletning serverer de to stykker lagkage. Til lagkagestykkerne får vi en kande varm chokolade og en skål flødeskum. Vi må gerne få mere, hvis vi løber tør, bliver vi forsikret.

Vi snakker om København. Om København har indfriet vores enorme forventninger til både hvidemalede lejligheder med stuk, pulserende byliv fra morgen til aften og beringende studier. Vi er begge opvokset i provinsen og har i flere år sukket efter storbyens puls og muligheder. Afstanden virkede altid uoverkommelig og intet nær os var tilstrækkeligt. ”Men har København bragt os tættere på vores drømme, eller har byen trukket os længere væk?” kigger vi spørgende på hinanden. Festerne er konsekvent ikke bedre, ansvaret er absolut større og tiden fra at trangen til moderlig kærlighed indtræffer, til den indfries kan ofte ganges med uger. Den moderlige kærlighed var tidligere en usynlig konstant, som ofte blev taget for givet. Men ikke mere. Aldrig har tøjvask, opfyldning af toiletpapir og varme kram været i højere kurs.

Vi står alene, på egne ben og har ansvar. Jeg hiver efter vejret. Hvis jeg bliver ved, hyperventilerer jeg. Stress eller anspændthed er typisk årsagen, har jeg læst. Det er vel lettere at håndtere hele situationen med en diagnose. Også selvom jeg selv har stillet den.

Vi har ikke set hinanden i lang tid. Hun har fået kulør fra sin rejse, og hun har det lysegrønne hårbånd på, som jeg har givet hende. Hun har mørkebrune øjne. De har dybde, rummer forståelse og giver mig vished. En vished om at den historie vi alle søger, engang bliver virkelig. En historie hvor vi har gader vi undgår, dage vi pjækker for at se gyserfilm og stamcafeer hvorpå vi skriver polyfone digte. Tilstanden mod historien føles som en konstant jagt. En evig jagt på mening, en endeløs søgen efter erkendelse og en evindelig kamp med egne forventninger. Ligegyldigt om det er den ægte kærlighed, de høje karakterer eller kunsten at holde fredsliljen i live.

Det mest heldige af lagkagestykkerne blev ikke spist op, på trods af dens luftighed og forførende smage. Om grunden til dette var at skabe en form for distance til dens ironiske titel, eller om det var for at komme den i forkøbet, er jeg ikke sikker på. Men spist op, blev der ikke.

 

//Illustration: Christine Buchholtz

 

 

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.