Når kærligheden forsvinder, forsvinder madminderne så også?

30. december 2016
Mad

Jeg blev i sommers single efter tre års forhold. Jeg har været ulykkelig, vred, lettet, frustreret og forvirret. Nu er jeg okay. En af de ting vi dyrkede med stor passion som par, var kærligheden til gastronomi. Så hvad skal jeg nu gøre med de madminder, der har plantet sig som frø i min by? Hvad gør man, når kærligheden har forladt bordet, og champagnen er løbet tør?

 

Jeg har gjort året op. Jeg har talt mine penge, sat nye mål og ryddet op i garderoben. Jeg har drukket min del gin. Jeg har også drukket lidt mere end det. Vi står på dørtærsklen til 2017, og det er svært ikke at døse hen i en selvrefleksiv summen. Nåede jeg det, jeg ville? Fik jeg smagt nok? Oplevede jeg nok? Jeg tror, jeg har gjort det udemærket.

 

Hvordan forholder man sig til et univers af madminder? Illustration:// Lisa Larsen

 

Vi var et vi i tre år, indtil vi stoppede med at være det i sommers. Så var vi lige pludseligt et du og jeg. Tosomhed blev til ensomhed, og ensomheden forsvandt stille og roligt, i takt med at træerne blev røde ved efterårets ankomst. Vi var et vi, da vi spiste middag på Gorilla, og jeg i de timer følte mig boblende af lykke. Vi var et vi, når vi stod foran Vagabondos Pizzaria på Amagerbrogade i joggingtøj om søndagen. Vi var et vi, når du lavede julemiddag til mig i november, fordi jeg insisterede. Jeg har tænkt over, hvor meget mad har betydet i vores relation. Hvordan vi kunne bruge flere timer på TripAdvisor inden ferier, for at finde steder vi ville spise. Hvordan du elskede Indian Pale Ale, og hvordan det smittede af på mig. Hvordan vi fik stress over udvalget af det gastronomiske udbud i København, fordi vi ville det hele på samme tid. Hvordan vores hjerter voksede sig større, da vi satte tænderne i verdens bedste pizza på Pacos en augustaften i Barcelona.

 

Brud er mærkelige på den måde. Man binder sig ekstremt sanseligt til hinanden. Det kan være en bestemt duft, ligesom din duft altid vil være timian, rosmarin og god rødvin. Det kan være en sang eller et ord, der udløser minderne. For mig er det maden og de oplevelser, der knytter sig hertil. Det slog mig sidst, da jeg stod hos min lokale bland-selv-slik pusher, som vi hyppigt besøgte sammen. Jeg fyldte posen med det, jeg altid gør, og den ramte næsten den samme vægt, som den altid har gjort, og jeg tog mig i at stå og vente på, at din poses vægt ville lyse i rødt på skærmen. Vi plejede at betale omkring 85 kroner. Sammenlagt. Jeg betalte kun 33 kroner. Denne aften. Min pose føltes pludselig lidt tom, hvilket fik mig til at tænke over, hvad jeg skulle gøre med alle de minder, vi har plantet som frø omkring os som par? Skal jeg køre ukrudtsbrændingsstilen og ikke se mig tilbage, eller er det ok at vende tilbage, og en dag blive okay med at være okay, selvom det er uden den anden?

 

Husk, at du også kan drikke den øl alene. Illustration:// Lisa Larsen

 

Jeg tror på det sidste. Jeg tror det er vigtigt, at acceptere det faktum, at vi tillægger forskellige ting lykke i det her liv. For mig vil lykke stadig være den første slurk af en bitter og karamelagtig IPA fra Taphouse, eller porchetta fyldt med krydderurter og håndskårne fritter på siden fra Loft Gastro Grill. Det var vores ting, men jeg har fundet ud af, at det også kan være min ting. På den måde forsvinder vores vi aldrig. Selvom kærligheden forsvandt imellem fingrene på os, så findes den stadig rundt omkring mig. Og engang i mellem støder jeg på den, hilser pænt og mærker et lille stik af varme. Der er noget ret fint ved tanken om, at vores relation stadig lever i den mørkerøde farve på en god rødvin. På sin egen måde udødeliggøres den kærlighed, vi havde. Den er flyttet ud fra hjerterne, og ind i andre ting. Jeg drikker stadig den rødvin, og jeg er okay.

 

Jeg husker første gang, vi efter en periode med intensitet, brud og skænderier skulle forsones, og forsøge at tale sammen. Du bestilte bord på Mandfreds på Jægersborggade, fordi jeg havde hørt godt om deres tatar. Vi mødtes ude foran, akavede til mode begge to, nervøse for det kommende. Vi satte os ind ved det lille bord, knæende, der akkurat rørte hinanden. Elektriciteten imellem os var sydende. Vi bestilte en form for tastingmenu, med deres tatar på siden. Dertil en flaske fermenteret orangevin. En vintype du introducerede mig for, og som jeg vil være dig evigt taknemmelig for. Jeg husker at det meste af maden, var lidt kedelig, med undtagelse af tataren. Den grove, møre og mørkerøde tatar, der smeltede på vores tunger. Jeg husker hvordan, vi fandt hinanden over den tatar. Hvordan vi begyndte at grine, klinge glas og mærke hinanden henover det vakkelvorne træbord en mandag aften i januar. Vi sluttede med en cortado på Café Taxa på Hørsholmsgade, og jeg græd, da vi sagde farvel, og du gik ned mod bussen. Jeg husker ikke, om jeg græd af sorg eller glæde, men det betyder heller ikke så meget længere.

Den sidste middag i Berlin og det ødelagte hjerte. Illustration:// Lisa Larsen

 

Den sidste middag vi spiste sammen, var på en lille italiensk restaurant i Berlin. Vi bestilte anti pasti, drak Aperol Spritz, rødvin, spiste figener med gedeost og pastaretter med små svampe, and og vildt. På det tidspunkt drak vi, måske mest for at dulme følelsen af mellemrummet, der voksede i mellem os. Man kan narres til at tro, at hvis man bare fylder hullet med alt det, man normalt elskede sammen: maden, kyssene, vinen og øllene, så ville alt blive okay igen. Vi prøvede, men måtte erkende tabet. Hjerterne havde trukket sig sammen, og flyttet sig tilbage i hver deres brystkasse. Vi havde sluppet hinanden. Jeg husker det blå i dine øjne, næsten gråt da vi sagde farvel.

 

I november stod jeg i mit eget lille skod tekøkken på Amager, og skar riller i flæskestegen. Jeg stak laurbærblade og nelliker ned i mellem dem, ligesom du har lært mig. Jeg valgte selv rødvinen; en Zinfandel, mørkerød i farven, duften af os, der snurrede i glashulen. Jeg skålede med mig selv og mærkede, at kroppen på en eller anden måde fandt sin plads i verden igen og hjertet i kroppen. Så stod jeg der, med flæskesteg der både var saftig indeni og med sprøde svær udenpå, og havde det helt okay.

 

Vejen gennem det her liv er lang, og undervejs møder vi folk. Nogle passerer vi bare med et smil og en highfive, andre kysser vi på i flere år, nogle hægter sig så hårdt fast i kødet på én, at de aldrig helt forsvinder. De skal heller ikke forsvinde. Spis de steder, I spiste med dem, I har elsket. Kig på den solnedgang alene, drik den rødvin I drak, hold hovedet højt, græd til jeres musik, dans til den også, vær i det, og vær i dig selv hele tiden.

 

Til hele København og til dig, og til alle dem i dit hjerte: skyl det næste år ned med en masse champagne og tungekys.

Skyl livet ned med en masse glimmer, tungekys og champagne. Illustration:// Lisa Larsen

 

 

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.