Mellemøstens mad: Så meget mere end kebab

14. marts 2017
Mad

Vi kan lige så godt indrømme det; for langt de fleste af os betød arabisk mad i lang tid bare kebab på Nørrebrogade en sen lørdag nat eller Nutana falafler og hummus. Københavns madscene havde travlt med at udforske andre køkkener, og alle de eksotiske varer hos grønthandlerne gik vi måske lidt udenom. Det er heldigvis ved at ændre sig nu, for det mellemøstlige køkken kan så utrolig meget godt, som du absolut ikke vil gå glip af! Hop med på mit arabiske tæppe og jeg kan vise dig alt, denne strålende verden af krydderier og mezze.

Mahalle og halloumisalat //Foto: Stine Merrild

 

Den insta-hypede @ Mahalle

Mahalle har lagt baggrund til mange instagrambilleder af hummus, falafler og især er kombinationen af fladbrød, avocado, granatæblekerner og halloumi populær. Det er ingredienserne i Mahalles halloumisalat, som næsten er et must på den libanesiske café! I de hyggelige lokaler på Nørrebro kommer mange unge, smarte typer til en utraditionel brunch. Menukortet er fyldt med hummus, oliven, aubergine og sågar kyllingelever, så at dette skulle være morgenmad kan måske synes svært at forstå, men det er netop en del af ideen. Her er ikke bacon eller ostemadder på menuen bare for at please et større publikum og tiltrække de kunder, som ikke føler for hvidløgsånde fra hummus allerede fra morgenstunden. Ja, hvidløg er måske lidt træls fra morgenstunden af, men det er det værd. Eller du kan bare komme til frokosttid i stedet, når de første kopper kaffe er indtaget og du begynder at være klar på hvidløg, halloumi og kyllingelever.

Åbent køkken i Madklubben. //Foto: Anna T. Huynh

 

Den nye @ Madklubben Nørrebro

En hyldest til Nørrebrogade i form af nyfortolket shawarma. Dekonstrueret kunne man også kalde den. Eller et sandt lammekødsmekka, som efterfølges af lammekødskoma. Madklubben Nørrebro er et smeltedigel af mange forskellige køkkener, lidt ligesom Nørrebro selv er det og det arabiske køkken repræsenteres med luksusshawarma. Fløjlsblødt lammekød, hummus, grønt og fladbrød serveres hver for sig, så du selv kan dosere som du finder passende. Et godt råd er at beregne meget kød per mundfuld alt andet, for der er rigeligt med kød. Du finder Madklubben Nørrebro ved Sortedam Dossering, hvor Madklubben-imperiet snart har opkøbt hele søbredden og restauranten er hyggelig, men lidt rå og baggårdsagtig samtidig. Igen en smeltedigel, hvor der ikke findes en karakteristisk stil, men bare god stemning og lidt af alt det bedste.

Jeg nød en rar aften på restauranten med flere retter, drinks og champagne. Den slags aften, hvor tiden flyver fordi alt er godt og stemningen hyggelig. På trods af lammekødskoma bliver det heller ikke sidste gang, at jeg får den dekonstruerede shawarma, selvom jeg også drømmer om at kaste mig over resten af menuen.

Platten på Falafel Factory //Foto: Stine Merrild

 

Den vegetariske @ Falafel Factory

På Falafel Factory er konceptet og menukortet simpelt, men det virker. De har 3 slags falafler, 4 slags salat, 2 slags brød og et stort udvalg af mere eller mindre flydende snask at toppe med. Så kan du mikse og matche, som du vil og bestille en salat eller en pitasandwich eller bare et brød med noget spread. Alt er veltillavet, prisen er fair og smagen er helt i top.

De tre falafeltyper er en klassisk, en rødbede variant og en gul fætter med gulerod og chili. Efter personlig erfaring kan jeg fortælle at den gule falafel kombineret med deres chilihummus er en uhyre spicy fornøjelse – chilisveden piblede i stride strømme. Salaterne varierer fra dag til dag og det samme gør saucer og dressinger, men det er alt sammen forskellige versioner af hummus, pesto og olier, som alle er lidt anderledes, end du sædvanligvis ser på sandwichbarerne rundt omkring i byen. Tag på Falafel Factory i de situationer, hvor du ellers havde købt en dürüm eller bagel. Prisen er den samme, råvarer og kvalitet er super, og du får en fastfood mad-på-farten oplevelse, der er bedre end de fleste andre. Du kan også få en platte med lidt af det hele, hvis tiden ikke er knap og du vil sidde og nippe lidt – det kan også anbefales!

//Foto: Anna T. Huynh

 

Den libanesiske @ Manzel

Jeg har hørt om Manzel, at den er både kitsch og ligner et storcenter, men jeg har også hørt at den er hyggelig og autentisk. Jeg tænker, at det ene ikke behøver udelukke det andet. Storcenteragtigt kan vel godt være autentisk arabisk, for de arabiske lande har da massevis af storcentre. Er det forkert at lave en autentisk arabisk restaurant og dekorere den som et moderne center frem for et nomadetelt? Det må falde under kategorien nutidig autencitet. Et restaurantbesøg er en helhedsoplevelse, så indretningen er selvklart vigtig, men maden er trods alt det vigtigste, og hos Manzel får du libanesiske 3-retters menuer, som tæller adskillige appetizers efterfulgt af tungere kødfulde retter. Med et menukort, der bugner af eksotiske ord som kibbeh eller yakhnet al-bazella w-Jazar er min nysgerrighed vakt, og jeg glæder mig til at besøge et libanesisk storcenter med arabiskkrydret mad midt på Fiolstræde!

 

To tyrkiske: Gadehjørne og gourmet

Forståelsen for tyrkisk mad er ikke ret stor i Danmark og egentlig ved mange af os nok ikke helt, hvad der er tyrkisk, libanesisk, syrisk eller israelsk. De ved nok heller ikke, hvad der er svensk, dansk og norsk dernede, så det går nok, men det er nu synd, hvis vi bare skærer alt over en kam med shawarma-barbermaskinen. Flere steder i København kan du udvide den viden udi det tyrkiske køkken. Både den virkelig autentiske på et hjørne af Istedgade, der lige så godt kunne være et hjørne i Istanbul, og den moderne i Kødbyen.

Et udvalg af kebab //Foto: Alexander Hjort Jespersen

 

Tyrkiet på hjørnet af Istedgade @ Konya Kebab

Her får du samme stemning som et gadehjørne i Istanbul, hvor du ikke skal skue hunden på hårene, når det gælder det lidt snuskede lokale. Du tænker nok ikke at dette bliver gourmet, men giv det en chance, for maden er som taget ud af Istanbuls gader. Her er rent faktisk tale om en kebabbiks, der serverer mange forskellige typer af kebab. Kommer du til Istanbul, vil du hurtigt opdage at kebab er en betegnelse, der dækker en del mere end du forestiller dig, men på Konya får du mere end din sædvanlige shawarma-kebab. Prøv en sis eller adana i stedet eller måske en tyrkisk pide, som næsten er pizza. At Konya Kebab serverer pide frem for pizza er et ret godt symbol på at de tyrkiske gastronomiske værdier vægter højere end københavnske fastfoodværdier.  Velkommen til Istanbuls fastfood!

En tyrkisk ovn i et topmoderne køkken. //Foto: Alexander Hjort Jespersen

 

Den fancy @ Mangal

Mangal er ny, den er tyrkisk og den er i Kødbyen. De vil kombinere varmen fra Istanbul med det kolde nord ved at redefinere tyrkisk mad og servere den i de rå lokaler i Kødbyen. Her får du ikke kebab, men lækre gastronomiske retter, der tager sit udspring i tyrkiske traditioner. Mangal vil vise, at tyrkisk mad kan være en komplet gastronomisk oplevelse, frem for altid at komme i form af fastfood. Det handler om at omfortolke lidt hist og her og skabe kombinationer, der smager af de kraftige varme krydderidufte i souken, men tager sig ud som serveringer på dyre restauranter. Jeg har endnu til gode at finde ud af, om maden er bedre end fra en god tyrkisk grillbar, men det kan næsten garanteres at selve restaurantoplevelsen bliver større end ved plasticborde og friture-os. Alene det at tilbyde arabiske restaurantoplevelser er en god ide og mangel i København, så Mangal har fat i noget rigtigt. Lad os få arabisk mad lidt ud af grillbarerne og ind på restauranterne.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.