Marcipangrisen og mig

Mad

Det er 4. søndag i advent, og julen kan snart ikke komme tættere på. Mine mange pakkekalendere er ved at nå deres ende, den beskedne julenisse som pynter i vindueskarmen, skal snart i sin kasse igen, og min trang til pebernødder og marcipanfyldte snebolde er så småt stillet. 

På administrationsgangen på KUA er de gået juletræsamok. I Magasin er der julekugler og lyskæder, i velovervejede og strategiske niveauer. Og selvom jeg endnu ikke har bevæget mig inden for i vores smukke Tivoli, ved jeg, at det igen er som aldrig før. København havde altså gjort sit, for at få mig i julestemning, men der manglede stadig én sidste ting!

Foto: Malene S. Hansen

// Collage: Malene S. Hansen

 

Jeg trådte ud af metroen og direkte ind i Magasin. Min vej gennem butikken var tilrettelagt forbi smagsprøverne, og endte i Summerbird. Den hvide butik havde flødeboller, chokoladebrud og børnejulekalendere, de endnu ikke havde fået solgt. Bedst af alt havde de marcipangrise. De havde en pakke med to i. En var overtrukket med mørk chokolade og en anden med hvid. Synet af marcipangrisene drog mig tilbage til min barndoms juleaftner på Pilegården på Omø.

På Pilegården boede min farmor og farfar. Deres hjem havde blomstret tapet, en blå tallerkenrække og faste pladser rundt om spisebordet. Min farfar sad for enden og havde foran sig en skuffe, hvor han gemte små sjusser, guf og småpenge. I den anden bordende sad min far, og i skuffen foran ham var der bestik. Jeg sad på bænken på bordets lange led, hvor der om sommeren stod en papkasse, som kattekillingerne fik lov at bo i. Overfor mig, tættest på køkkenbord og kogeplader, sad min farmor. Min smukke, lyshårede og ærlige farmor.

Min farmor elskede jul og alle de traditioner, højtiden bar med sig. Når kalenderen sagde 1. december havde nisselandskabet indtaget kommoden, foran TV’et stod mekaniske nisser og rockede til forskellige julesange, og på hver en ledig vægplads og billedramme kiggede kravlenisserne frem.

Når juleaftensdag endelig var ved at blive til aften, havde min farmor sørget for alt. Der var flæskesteg, and og selvfølgelig julemedister. Der var brunkartofler, rødkål og sovs. Hun havde den yderste plads omkring bordet i spisestuen, så hun kunne rende frem og tilbage til køkkenet. Hun fyldte fadende op inden de var tømte og sørgede for, at sovsen hele tiden var varm.

Når risalamanden kom på bordet, nåede den på besynderlig vis altid min far først. Han tog den første kæmpe portion, hvor skeen blev gravet godt ned i midten. Han vidste hvor min farmor havde lagt mandlen, sagde han. Han fangede mandlen gang på gang, og somme tider mærkede jeg en hånd i min, som i al hemmelighed afleverede den hele mandel under bordet.

Hvis mandlen en sjælden gang imellem ikke havnede hos min far, kunne man finde den i min farfars rødvinsglas, som han stille sad og gav gardiner.

Selvom mandlen ikke altid havnede hos mig, på ærlig eller uærlig vis, så faldt der alligevel en mandelgave af. Mine to fætre, min storebror og jeg fulgte efter vores farmor ud i værelset, hvor skrivebordet og telefonen stod. På bordet var der, ud over mandelgaven, fire marcipangrise, som var til os. Marcipangrisen var som et trofæ, som vi stolt viste frem til de andre. Og oftest blev den brugt som trofæ på værelset, fremfor at blive spist.

 

Hvor mit hoved gemmer minder
I al denne dragen tilbage til tidligere juleaftner, føler jeg hurtigt, jeg kommer til kort. Jeg må spørge min mor, min faster og min far om, hvordan det egentlig var dengang. Der er enkelte barndomsminder, som sætter sig fast i årtier, men også traditioner og begivenheder, som mit hoved har valgt at gemme steder, jeg ikke kan finde igen. Det skaber frustration, fordi det føles som om, mine bedsteforældre glider endnu længere væk, nu hvor mit hoved fyldes med stress og jag fra andre steder. Pludselig bliver jeg i tvivl om deres livretter, hvor de store havenisser blev gemt om sommeren, og hvad vi egentlig talte om.

Jeg og mit hoved glemmer, fordi al interesse ligger på fremtiden. Nutiden benyttes til at forbedre fremtidsmuligheder. Men hvad med fortiden, barndommen og vores værdifulde minder? Hvor bliver de af i ræset?

Julen er hjerternes fest, en kærlighedens måned og består udelukkende af gaver og fejring. Min december stod pludselig for en mangel. En mangel på nisselandskab, en mangel på marcipangris og en mangel på farmor og farfar. Jeg siger ikke, vi skal leve i fortiden og konstant mindes vores afdøde familiemedlemmer, men måske er det netop i juletiden, hvor vi bør glemme fremtiden og koncentrere os om, at huske hvad der sker lige for snuderne af os.

Nu finder jeg farmor, når min fætter hænger kravlenisser op overalt i sit hus. Hun sidder i min mors fotoalbummer, både ved siden af min farfar, min far og mig. Hendes håndskrift er på det sidste julekort, hun sendte mig, som starter med ”Kære Signe-pige”. Men vigtigst af alt, så holdes hun fast i min hukommelse, mine gener og mine ansigtstræk.

Den harmløse marcipangris gav min december en rutsjetur, jeg ikke kunne have forudset. Da jeg bevægede mig væk fra julestressen, gaveindkøbende og duften af kanelsnurrer i Magasin, havde jeg fået mere end bare to chokoladeovertrukne marcipangrise med hjem. Jeg havde fundet mine minder, en ro og vigtigst af alt – en toptunet, forbedret og kompromisløs marcipangris, der havde vundet mit hjerte!

 

Det var slutningen på madredaktionens adventsjulekalender. Vi har anmeldt juleøllen på godt og ondt, blevet klogere på ældgamle klejneopskrifter og genopdaget den klassiske pebernød! Dog slipper I ikke helt for os. 31. december bliver I taget med til nytårsaften, hvor der på lettere lyrisk og refleksiv manér sættes fokus på de minder, man ikke kan slippe, når en tosomhed brydes.

Jeg studerer dansk på Københavns Universitet, smider ofte billeder på instagram og er udpræget fan af indisk mad. Det fascinerer mig, når politiet beslaglægger digtsamlinger. Jeg er mest produktiv om morgenen. Og jeg drømmer om at deltage i billige keramikkurser.