Hjerter af honning

Mad

 

Julekalenderens 7. låge er blevet åbnet, og kulden bider i danskernes kinder. Wham! og Mariah Carey blæser som altid om kap ud af butikkernes højtalere på Strøget, julehjerter og gran hænger sirligt side om side på Nordre Frihavnsgade og alle steder er brunkager stillet frem på disken, for at glæde de travle julekunder. Jeg er taget ud i København for at opleve julen og finde ud af, hvordan 2. søndag i advent smager.

 

Men hvordan smager julen egentlig for mig? Nu ved jeg det. For mig smager 2. søndag i advent sødt, krydret og den er helst overtrukket med et tykt lag chokolade. Kager har nemlig altid været en stor del af julen for mig. Lige fra jeg var helt lille, har jeg smagt på vaniljekransedejen og drysset flormelis over de nykogte klejner, når det var storebagedag i december hjemme i min mors køkken. Men én kage har dog altid haft en særlig plads i mit hjerte, og det hænger måske sammen med, at det var så sjældent, vi fik den. For vi bagte dem aldrig selv. Jeg taler selvfølgelig om de søde honninghjerter, som er blevet bagt og spist igennem tre generationer i Danmark. I 1873 begyndte den danske sukkerbager Christian E. Rasch at fremstille kagerne, og i dag er hans hjemby Christiansfeld verdenskendt for de danske honningkager. Jeg har altid elsket honninghjerter, og nød den lille luksus det var, når vi i december købte kagerne hos konditoren, og mæskede os i de store hjerter.

 

Når man siger kage i København, kan man næsten ikke komme uden om Nikolaos Strangas og hans Dessert Boutique. Her, i starten af den trafikerede Åboulevarden, inde bag ved de julepyntede vinduer, er der smagsprøver på jødekager og brunkager på disken, og sammen med de smørbagte croissanter og kanelsnurrerne i vinduet, frister de store, flotte honninghjerter. Nikolaos Strangas står selv bag disken, og han sender mig et ordentlig smil, da jeg bestiller et enkelt hjerte, og han advarer mig mod det tykke lag chokolade. Jeg beroliger ham og siger, at jeg godt kan klare det. Honninghjertet er blødt, og en anelse sejt, og valrhona chokoladen knaser mellem mine tænder. Den søde smag af honning breder sig, og mine smagsløg fyldes med julestemning. Nikolaos Strangas selv er også lidt af en stemningsspreder. Han kræser rundt om alle kunderne i butikken, og da to yngre piger fra Røde Kors træder ind, får de ikke kun et par mønter i indsamlingsbøtterne, de får også hver en lækker lyserød macaron i hånden, som er Strangas specialitet. Jeg slipper da heller ikke uanede ud af bageriet, for Strangas insisterer på at give mig en julebolle med på vejen, og vinker efter mig og siger med sin græske accent: ”Hav en god dag, smukke pige.”

Efter en time i selskab med den altid glade Strangas og hans forunderlige kager, er jeg solgt. Der er simpelthen ingen tvivl om, at mit hjerte banker for søde sager. Hjerter af honning dem kan du købe, og for søde sager kan du sagtens købe mit. For hvad er bedre end kager formet som hjerter, der bliver serveret med julestemning og kærlighed?

 

Hvad: Hjemmelavede honninghjerter hos Strangas Dessert Boutique Cph

Hvor: Åboulevarden 7, 1635 København V

Hvornår: Mandag-fredag kl. 7.00-17.30, lørdag-søndag kl. 7.00-16.00

Portemonnæ: 55 kr. for honninghjerte, americano med varm, skummet mælk og postevand.

 

Sidste søndag smagte Stefani på gløgg og et shot med Østeuropa, og er du også begyndt at mærke julens faste greb om dit hjerte og honningduften omfavne dig, så glæd dig til 3. søndag i advent, hvor vores madskribent Emma smager på julens grød.

 

//Foto: Nikolaos Strangas

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.