Lune klejner er ren julestemning

Mad

MADREDAKTIONENS ADVENTSKALENDER: Hvilken juletradition giver dig den helt rigtige julestemning? Julestemning er en individuel følelse, der kan opstå til årets julestue, til duften af den første risengrød eller i en stille stund 3. søndag i advent. Men hvad der præcis kan trigge denne følelse af jul kan være vidt forskelligt. For mig er det duften af nykogte klejner.

 

 

Når pebernødderne, klejnerne og de hvide marcipansnebolde begynder at snige sig ind på hylderne i supermarkederne i starten af oktober, kan jeg ikke mærke julestemningen. Overhovedet. Når julepynten begynder at dukke op i butiksvinduerne, og guirlanderne på Værnedamsvej og Nordre Frihavnsgade tændes, begynder det at krible lidt i mig. Men det er faktisk først den 24. december, på juleaftensdag, at julestemningen får tag i mig. Og det sker ved en helt særlig klejne-tradition.

 

”Vi’ traditionsbundne folk, i traditionernes land”

Sådan synger MC Einar i julesangen fra 1988, og jeg giver ham ret. For i Danmark elsker vi virkelig traditioner. Vi elsker at holde liv i de gamle traditioner, og vi elsker at lave nye. Især til jul er vi omgivet af skikke, sædvaner og værdier, som er overleveret fra den ene familie til den anden op igennem tiden. Kalenderlys, julefrokoster, adventsdekorationer, pakkekalender og tv-julekalender. Ja, og selv ned i detaljer som den mad, vi spiser i løbet af julemåneden, som både Clara og Marie har skrevet om de foregående søndage. Der er mange, der sætter en dyd i at holde liv i alle vores traditioner, og jeg tror, det er en higen efter at finde frem til den der helt rigtige følelse af julestemning.

 

Der er julestemning i luften

Min familie er ikke anderledes end så mange andres, men nogle traditioner er vigtigere for mig end andre, og det er de traditioner, der af en eller anden grund tænder en helt særlig julestemning i mig.

 

Det kan for eksempel være julestuen med min mors familie, hvor vi mødes til æbleskiver og gløgg og laver juledekorationer til lyden af julemusik. Eller den 23. december, hvor vi mødes og bytter julegaver og spiser risengrød og pynter juletræet.

 

Men den juletradition, der sætter allermest fut i julestemningen for mig, er en af de nyere. Den startede for cirka 10 år siden og var i starten en undskyldning for, at jeg kunne slippe for den årlige kirkegang den 24. december (en tradition, jeg i øvrigt overvejer at genoptage).

 

Men i dag er traditionen, at når mine forældre er i kirke, koger jeg en ordentlig omgang klejner og dækker det fineste kaffebord med rød juledug. Imens skråler jeg med på alle Pyrus-sangene, ”Jesus og Josefine” og ”Jul det’ cool.”

 

Det er min mormors klejneopskrift, jeg bruger, og hun har altid ment, at klejner skal spises lune, og derfor skal de små friturebagte kager helst koges lige inden, gæsterne kommer hjem. Min mormor har en smart klejnespore, der sørger for, at klejnerne bliver samme størrelse. Men sådan en spore har jeg ikke. Så jeg har besluttet, at jeg slår et slag for forskelligheden og variationen i størrelsen og skærer klejnerne på må og få, inden de vrides og koges i den varme olie.

 

Find tilbage til din julestemning

Når mine forældre kommer hjem fra kirke, står jeg klar til at tage imod dem, og ind på gårdspladsen kommer pludselig andre gæster til. Mine brødre, deres koner og børn er selvfølgelig selvskrevne, men indimellem er min mormor eller farmor også at finde ved kaffebordet eller andre familiemedlemmer, som lige vil nå det sidste julevisit, imens anden er i ovnen.

 

Her sidder vi så og spiser klejner i forskellige størrelser overdrysset med et generøst lag af flormelis. Der udtrykkes stor overraskelse og glæde fra børn og barnlige sjæle, når de fanger en enorm klejne i skålen eller en lille, bitte babyklejne. Men ellers er det ikke altid, at vi snakker om så meget her ved kaffebordet. Vi spiser og smiler og deler forventningens glæde. Stemningen er ikke til at tage fejl af. Det er jul.

 

Om det også er det, du forbinder med julestemning, det ved jeg ikke, men det er denne helt særlige følelse, der giver denne tradition en ganske særlig plads i mit julehjerte.

 

Jeg håber, at du kunne dufte klejnerne og mærke julestemningen. Hvis du ikke fik nok, så læs også Sigrids anekdote fra sidste år om den kogte julekage. Ellers kan du læse med igen næste søndag – altså juleaftensdag (!) – hvor Line opfordrer dig til at nyde uden at yde i julen. Du får blandt andet et par tips til ting, du til nøds kan gøre, hvis du vil være sund i julen.

 

Glædelig 3. søndag i advent!

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.