Latinamerikanske klichéer og masser af følelse på El Nacional

En første date. Dig i en hvid skjorte på den anden side af bordet. En flaske Sauvignon Blanc. Tolv retter mad. Alt det på et sted, der føles langt væk, men som ligger midt i København.

 

Københavns madscene er omfavnende. Ikke nytænkende som i Berlin, eller sexet som i Barcelona. Men stadig helt sin egen. Og stadig helt umulig at overskue, når økonomien, tiden og følelserne tillader en aften ude. Den her fredag aften var en af den slags aftener.  En af dem, hvor jeg en uge forinden endevendte mit klædeskab for alligevel at købe en ny trøje. Gennemtrængende rød, nedringet. Perfekt til et styks kvindekrop med lille barm. Den slags krop, jeg vandt i lotteriet, da jeg meldte min ankomst i 93. En af de aftener, hvor jeg hele dagen, bar rundt på diverse flyvende insekter i maven, indtil vi skulle mødes på Kongens Nytorv kl 18:30 . Helt umulige at rumme. Helt umulige at undvære. Vi havde set hinanden i omkring to måneder og begået alle de fejl, de advarer om i diverse dameblade. Dyrkede både sex og talte om ekskærester den første aften, vi mødtes. Alligevel stod vi der, midt i København to måneder senere, med akkurat samme sindssyge følelsesvolumen og skulle på vores første date ude i den virkelige verden. Jeg stod i lyset fra D’Angleterre og støjen fra metrobyggeriet, da jeg vendte mig om og mødte rummet omkring dine øjne.

 

//Illustration: Julie Sabber Nielsen 

 

Vi røg en enkelt cigaret ude foran restaurantens facade. E L N A C I O N A L. Vores ansigter malet i den kulørte lyskædes facetter af gul, rød, blå og grøn. Det var tidligt på aftenen, og på trods af flere omganges tæt kropsligt og mentalt samvær andre aftener startede vi stadig denne med cirka en meter imellem os. Både for at få lov til at indoptage den anden i helfigur, men også for at føle at aftenen indrettede sig efter en indadgående bevægelse. En sammenførelse. Vi blev vist til vores bord. Et typisk parbord. Plads til to, klemt ind imellem andre tomandsborde. Jeg satte mig i sofaen med ryggen til væggen, du på stolen med ryggen til alt livet bag dig. Gulvet er som det instragramdokumenterede gulv på Llama dekoreret med alverdens farvede og mønstrede kakler. På dette spraglede underlag står menneskehøje kaktusser og andre grønne planter, væggene er malet i varme nuancer, der sender en afsted mod varmere himmelstrøg. Alle klichéerne, der er at skrive om Latinamerika, var tilstede i den fuldt bookede restaurant, hvor tjenerne fór rundt med farverig keramik på bakkerne. Vi bestilte en flaske Sauvignon Blanc, Casa Del Bosque Gran Reserva fra 2012. En vin med sindssyge frugttoner og en friskhed, der gør beruselsen enormt tilgængelig. Vi klingede glas, og med ét begyndte historien om friterede stribefisk med korianderaioli, kammuslinger med parmesan og dine hænder, der fandt mine henover bordet.

 

//Illustration: Freja Marie R K 

 

Aftenens mission: Menu Del Pueblo. Family Style-konceptet er nærmest blevet voldtaget på den Københavnske madscene. Vi skal dele det hele, og gerne fordelt over 8-12 serveringer. Jeg er heldigvis vild med det, selvom mange andre holder af afgrænsede tallerkenforhold. Menuen på El Nacional er bare et lille kig ind til, hvad dette verdenskøkken kan og vil – og vi ville med. 12 serveringer med alt fra den klassisk syrlige ceviche, her serveret med salsa verde (læs: grøn salsa), til rødbedetatar og svinebryst med chili BBQ. Med en menupris på 345 kr. pr. person var jeg temmelig begejstret. Denne begejstring var ikke kun et udfald af den gastronomiske oplevelse, som bestemt var pengene værd, men ikke fuldkommen overvældende –   den var ligeså meget et udfald af den energi, der befandt sig i lokalet. Kombinationen af retterne, der bevægede sig til og fra bordet på begge vores sider, vinen, som hurtigt svandt, de kølige Modelo øl, vi bestilte efterfølgende og drak af flasken, samtalen, hvis intimitetsniveau steg, og mine øjne, der fulgte hver eneste af dine bevægelser. Måden, dit smil trak sig op på, da du smagte den møre oksebavette. En helt særlig form for lykke, der kun viser sig ved velsmag.

 

Måske var det El Nacionals store armbevægelser og ambitiøse måde at være en kliché på, der satte rammerne for noget nær det, jeg vil beskrive som den perfekte date. Måske var det følelsen af for et øjeblik at forlade Danmark og den afmålthed og kontrol, vi danskere i høj grad besidder, til fordel for høj musik, højt tempo og derfor høje følelser. Det føltes i hvert fald anderledes end at spise en rib-eye med bearnaise i minimalistiske omgivelser. Det føltes netop som alt andet end minimalisme. Især i hjertekammeret. Eller måske var det bare de friterede stribefisk med korianderaioli – men de var også virkelig gode.

 

En tak til Tinder, for udover at fungere som glimrende tidsfordriv og underholdningselement til diverse festlige begivenheder, ledte den mig også til ham  og til den aften på El Nacional og til de følelser, der vokser som det ukrudt, der gror i mellem fliserne på fortovet: insisterende og utæmmelige.

 

Hvad: El Nacional 

Hvor: Antonigade 8, 1106 København K

Hvornår: Mandag-onsdag 16.00-00.00. Torsdag 16.00-01.00. Fredag-lørdag 16.00-02.00.

Mønt: Menu Del Pueblo 345 kr.

 

//Forsideillustration: Freja Marie R K 

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.