Langborde, akustisk lyd og fællesskab

Når mad og musik mødes opstår der ren magi. Det har jeg altid ment. Ikke at du nødvendigvis skal spise imens du lytter til musikken, men en aften med begge elementer er altid en god aften. Da jeg hørte om Forbrændingens fællesspisning med koncert til Albertslund KultUge, var jeg derfor ikke sen til at slå til. Hver dag i en uge serverede Forbrændingen middag for sine gæster og inviterede nye kunstnere til scenen. VINK tog med til en aften, hvor danske rytmer og sydamerikanske smage mødtes på fineste vis.

14379931_10154353198370907_1994980386196984157_o

Solskin i trætoppene på Forbrændingen. //Foto: Jonas Feldfoss Rossum

 

Hele koncerthallen er pyntet op med hængende potteplanter uden potter, uldtottede lamper udformet som skyer og en mindre skovfuld grene. Med den dunkle belysning og jordede farver fra både muld og grønne blade ligger stemningen lige på kanten mellem varm hyggestue med pejs og en kølig mudret skovbund. Det er uhyre behageligt og jeg føler mig øjeblikkeligt godt tilpas. Jeg har bevæget mig til vestegnen, hvor jeg er til fællesspisning efterfulgt af koncert med Gustaf Ljunggren og hans venner; Frederik Vedersø og Søs Fenger.

 

Aftenens peruvianske tema får jeg bekræftet i baren, der i dagens anledning serverer en Pisco Sour og scenen, som er forvandlet til Andesbjergene i miniformat. Med min Pisco Sour i hånden og en rumlende mave, finder jeg mig til rette ved et af langbordene. Setuppet er helt simpelt uden fancy service, men blot en stak tallerkener og bestik midt på bordet og ikke meget bordpynt. Det er spartansk, rent og lidt som enhver anden hverdagsmiddag. Maden kommer ind, og vi får en quinoasalat med friskost og vinaigrette til forret. Quinoaen har godt med bid, der er massevis af lækre friske sæsongrøntsager og med fedmen og syren fra friskosten, spiller smagene i den grad sammen.

Hovedretten serveres i fade fra storkøkkenet, så vi holder os i den almindelige, hverdagsagtige stemning. Maden er dog lige et par niveauer over sædvanlig aftensmad med et langtidsstegt oksespidsbryst, en creol salat med rucola, tomat og poppede majs med tilbehør af ovnkartofler og hvide søde yams. Det er helt autentisk peruviansk og lækkert. Vores restauratør denne aften er Panca Peruvian Rolling Restaurant, som bestyres af Simon Brammer og hans peruvianske kone. De laver maden, som man gør det i Peru med de rette simple ingredienser. I deres farverige, rullende køkken kører de ud til events og serverer et stykke af hjemlandet for københavnerne.

Da fadene er tømt og tallerkenerne samlet på bedste højskolemanér, afsluttes middagen med Alfajores. En lille sød karamelkage fra Peru, som lige præcis er nok til at tilfredsstille den søde tand ovenpå middagen. Mens vi nipper til kagen begynder aftenens underholdning så småt med tuning af guitarer og mikrofoner.

 

At lydprøven foregår med publikum på, beskriver lige præcis den uformelle tone, der er et gennemgående tema for denne aften. Der er ingen afstand eller ophøjethed mellem musikere og publikum. Vi er alle i øjenhøjde mentalt, men også fysisk, for de tre musikere har valgt at sidde ned under hele koncerten for ikke at hæve sig over deres langbordsbænkede publikum. Søs Fenger lægger ud med at fortælle, at de tre aldrig har spillet sammen i denne konstellation, så vi må undskylde eventuelle fejl eller “uforudsete improvisationer”. Så er forventningerne i hvert fald afstemt.

14238292_10154333706985907_6214726130016525068_n

Langborde under skyerne. //Foto: Jonas Feldfoss Rossum

 

Da musikken begynder, bliver vi transporteret til et lettere drømmende stadie af de akustiske tolkninger af kendte og ukendte sange som kærtegner øregangene. Det spænder vidt fra Frederik Vedersøs egne kompositioner fra hans bands til Coldplay, Simon & Garfunkel og selvfølgelig Søs Fengers største ørehængere, som alle kan synge med på. Det virker til, at vi kommer rundt om alt deres egen yndlingsmusik. De spiller lige den musik de selv synes bedst om, og det spreder en hygge og ægthed, som sad vi med til en jam-session hjemme i kælderen. Aftenen kulminerer i hjemlighed og hygge, da Forbrændingens kunstneriske leder, Jeppe Skjold, i hawaiiskjorte inviteres med på scenen for at tilføre en lækker, blød saxofonsolo til aftenens sidste nummer; et improviseret stykke musik som stiger og falder, kører i ring, forfra og bagfra. Det hele styres af Søs Fengers intense sangstemme, der subtilt lader musikerne vide, hvilken retning musikken skal føre indtil et instrument af gangen tier og musikken rinder ud. Kun den tyste genklang af saxofonens sidste tone hænger i luften som en næsten umærkbar rest af de drømmestunder vi delte denne aften.

Som publikum føler vi os inkluderet i et lille fællesskab, hvor alle kender alle, alle nyder en uformel hyggelig onsdag aften, og alle kan være med. Da lyset tændes igen, har jeg helt lyst til at gå ud og spørge om jeg kan hjælpe med opvasken, for jeg kunne nærmest lige så godt have besøgt en god ven og hans musikalske kammerater, som lige fik lyst til at give en intimkoncert.

Med et smil på læben vender jeg hjemad opfyldt af den glædesfølelse, som kun skabes af godt selskab, glade smagsløg og toners bløde musik. Jeg siger det gerne igen; når mad og musik mødes opstår der ren magi. Altid.

 

Om arrangementet

Seks aftener i træk diskede Forbrændingen op med lækker mad og koncerter. Gid jeg kunne have oplevet alle seks, men jeg endte med denne peruvianske middag, som fik følgeskab af Gustaf Ljunggren og hans venner. Oplevelsen kostede ikke mere end en flad 50’er for treretters middag og koncert med tre af landets bedste musikere. Det kalder jeg value-for-money.

Du kan opleve Gustaf Ljunggren med nye venner igen på Forbrændingen den 28. oktober klokken 21:00, men det er dog uden mad. Vi kan kun håbe på, at Forbrændingen vil bringe gastronomiens og musikkens kunst sammen igen og byde på flere intime langbordsmiddage, for det arrangement var en ren succes. Det er hygge og fællesskab på højeste plan.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.