Kom med hos Cideriet (2/2): Vi piller skrællen af æblet

Mad

I en tid, hvor Mikkellers succes, og interessen for mikro-ølbryggerier og finurlige øltitler breder sig over den københavnske madscene, spirer også en mindre industri. Det er nemlig på tide at lade de danske cider-bryggerier se dagens lys. I øjeblikket bliver der eksperimenteret, udviklet og kæmpet for, at vi ikke længere skal nøjes med svensk supermarkedscider. Jeg har sat mig ned med hobby-ciderbrygger og generel cider-entusiast, Bjarke Lindsø Andersen, til en samtale om tradition og iværksætteri i denne del 2 om hans forening, Cideriet. 

Vi sidder i en baggård på Nørrebro en kølig oktober eftermiddag, mens solen går ned, omringet af farvede paller og spinkle æbletræer i sorte cementspande. I glassene har vi én af Cideriets egne kreationer, Smiley Face. Den glimter gyldent og løber over tungen med en let bitterhed og sød smag af æble. Vi har fået en spændende rundtur i bryggeriet (psst, læs del 1), men vi skal nu gå et spadestik dybere.

//Foto: Karin Skaarup

Traditioner og nye strømninger

Når man sidder på en sprød efterårsdag og sipper dansk, syrlig æblecider, kan man føle sig forundret over, hvor nyt det hele virker. Der har længe ikke været mulighed for at smage ægte dansk cider. Så mit første spørgsmål til Bjarke er, hvorfor vi ikke før har opdaget, at vi kunne lave cider i Danmark? Bjarke stirrer ned på sit glas. ”Det ved jeg faktisk ikke helt. Det er mig en gåde. Jeg tror bare, man har glemt det. Vi lavede heller ikke cider, da vi havde æbleplantager. Der lavede vi bare æblemost. Jeg tror, det er et kulturspørgsmål om, hvad man kan lide med tiden. Helt konkret, hvad man godt kan lide af smage i munden, og jeg tror, vi begynder mere og mere at kunne lide det, som cider smager af.”

Han smiler og retter sig lidt op i stolen. ”Og hvis man har en national-romantisk vene, så er det jo også noget, som knytter sig til en vis dansk kultur. Man kan blive meget forarget over alle de Pink Lady-æbler, man kan købe rundt omkring. Det synes jeg er kummerligt. Og det er nederen, når vi har et sindssygt godt æbleklima herhjemme. Vi har mange gode sorter, der er udviklet over lang tid af dygtige folk.”

//Foto: Karin Skaarup

Jeg nikker og fortæller Bjarke, at det især undrer mig, fordi man i Sverige har meget tradition for cider. Bjarke skærer ansigt. ”Ja, men det er ikke godt. Det er det der Herrljunga, hvis du kender det. Det er sådan noget sodavand, som man får på grønne flasker.”

Han fortsætter med at fortælle, hvordan man i Sverige forsøger at holde de juridiske krav til, hvad der er ”ægte” cider meget løse, så der for eksempel ikke behøver være mere end 20% æblekoncentrat i.

”Og hvis man kan lide en håndværkstradition, så bør cider være lavet på 100% æbler, og hvis ikke 100, så i hvert fald tæt på,” slutter han.

Jeg smiler. Det næste, der selvfølgelig ligger mig på sinde, er at spørge ind til det cider, vi allerede kender i Danmark. Jeg spørger ham, om han mener, at brands som Somersby er ”ægte” cider. Det består jo heller ikke af 100% æbler.

”Nej, det er også et koncentrat,” svarer han. Han tøver og smiler så lidt for sig selv, inden han forsætter: ”Det kunne faktisk være sjovt at efterligne det, hvis man prøvede at koge noget æblesirup ind, og så tage noget vand og noget rom, og så proppe det i en sodastreamer. Så tror jeg, man ville ramme ret godt.”

Han tilføjer: ”Somersby har jeg stor respekt for. Det er bare en anden type håndværk. Ligesom IKEA er en anden type håndværk, end en Wegner stol er. Men det er jo stadig en stor bedrift.”

//Foto: Karin Skaarup

”Det er en hård verden! Man tror æbler er ren idyl.”

Undervejs som alkoholen og samtalen flyder, kommer vi også ind på, om Cideriet har i sinde at udvide bryggeriet til en forretning. Til det spørgsmål har Bjarke mange overvejelser:

”Der er ret besværligt, hvis man har ambitioner om at tjene bare en smule på det. Der er jo urimelige betingelser. Hvis man vil starte med at producere, så er alkoholafgiften ligesom, hvad den er, og man skal registreres for at betale. Og man skal nærmest ned på knæ for SKAT for at få lov til at betale punktafgift: man skal vise, man har 50.000 kr. Det er fuldstændig absurd. Ud over det, og selvfølgelig at registrere alt i hoved og røv, så skal man også have pant- og retur-systemet ind over, og det er også en ret høj afgift, man betaler for hver solgt flaske.”

”Så er der selvfølgelig Fødevarestyrelsen og hygiejnegodkendelser. Det er det samme. Selvom det er en langt mindre udsat proces, så skal det se ud som et stort køkken. Så man skal lægge 100.000-200.000, hvis man vil lave noget, man kan sælge.”

”Der kunne man godt have en mere lempelig tilgang til små mikro-producenter. Det er virkelig de små mod de store. Det er Carlsberg, der sørger for, at der er så høje pantafgifter, fordi det holder de små fra markedsandele.”

Han stopper så, og slutter af med et smil. ”Det er en hård verden! Man tror, at æbler er ren idyl.”

//Foto: Karin Skaarup

Som forening kan man mere

Bjarke fortæller, at de i det nye år har udsigt til at flytte til nye, større lokaler. Og selvom der ikke er tale om en forretning for Cideriet, er der stadig meget, man kan gøre med en forening. Derfor spørger jeg selvfølgelig, hvad han håber på at kunne opnå.

Bjarke skal ikke bruge tid til at tænke. Han sætter sig op med lys i øjnene. ”At etablere Cideriet som en forening er super fedt, for så er der flere, der kan være med, og det er tit sådan, man lærer at værdsætte noget. Så jo mere man kan sprede den viden og det budskab, jo federe. Det vil jeg hellere, end jeg vil sælge og begynde at lave en butik eller en forretning ud af det. Og så synes jeg, det er sjovt. Hvis man havde et bryggeriforløb, hvor der var 15-20 mennesker, så synes jeg, det kunne være sjovt at stå for det.”

Vi rammer også et andet emne, som undrer Bjarke.

”Hvorfor er det egentlig, at det kun er drenge, der interesserer sig for at brygge cider? På mange måder er det jo en lidt feminin drik. Det undrer mig meget. Nu har vi Pernille med i vores forening, men jeg forstår det ikke helt.”

Han ser ærgerlig ud.

”Det synes jeg er nederen, jeg vil faktisk gerne gøre noget aktivt for at få en mere divers kønssammensætning. Det er en personlig erfaring, at alting går lidt bedre, når man er lidt blandet i køn.”

Glassene er ved at være tomme, og solen er næsten væk. Med lidt klaprende tænder kan jeg stille mit sidste spørgsmål: hvordan kan man komme i kontakt med både dem og deres produkter?

 ”Vi holder faktisk nogle arrangementer. Vi har holdt ét herude i gården, hvor temaet var ”forskellige gærtyper”. Rimelig nørdet, men der serverede vi 5 forskellige gærtyper i den samme most. Men ellers er vi desværre ikke så gode til at holde konsekvent åbent, men man er altid velkommen til at skrive til os. Og vi svarer! Så kan man komme forbi og få en tur rundt og måske være med til at brygge.”

 Man kan holde øje med Cideriet på deres Facebook-side her.

Madredaktør, økonomistuderende og illustrator. Er typisk den gæst, der spiser alle dine kanapéer, hvis du ikke holder øje med mig. Kan heller ikke holde fingrene fra frisk pasta, friskbagt brød og flødeskum.