Koldskåltest!

Mad

Igennem de seneste fire uger har VINK’s madredaktion gjort din sommer bedre med vores lille føljeton fuld af tips og kærlighed til sommermad. Signe lavede en ultimativ picnicguide, Sigrid lærte os at tage på bærjagt i byen og Line delte ud af sin kolonihavekærlighed. Nu vil jeg afslutte denne serie med en ret, der er indbegrebet af sommer for mig. Derfor får I her madredaktørens koldskålstest! 

 

Koldskåltest - Christine Buchholtz

//Tegning: Christine Buchholtz

 

På varme sommerdage i København er der én overskrift, som pryder aviser og internettet, der bevidner om, hvad mange københavnere og især børns livret er, når solen skinner: ”Koldskål udsolgt. Alt er revet væk. Mejerierne kan ikke følge med.”

De fleste københavnere har en mening om koldskål. Hvordan skal den smage? Hvordan skal den se ud? Er den et måltid eller en dessert og sidst men ikke mindst, hvilken topping skal den have? Jeg er ret flex på de to sidste punkter, og jeg elsker at udforske ny topping. Klassikeren fra min barndom har altid været ristede havregryn i smør og sukker, og det smager sødt og knasende, men jeg elsker kammerjunker og jordbær. Skal din koldskål være lidt mere dessert-agtig, kan du prøve med en skefuld guf og supplere med forskellige friske bær. Men jeg har en klar holdning til, hvordan den skal smage, og hvordan den skal se ud. Den skal have den rigtige balance mellem sødme og syre, og så skal den helst have en god fedme og konsistens. Et kriterium er dog vigtigere for mig end alle andre: Den helt rigtige koldskål skal tage mig lidt ud af byen for en stund. Hive mig tilbage til min barndom på landet. Vi fik altid koldskål i haven om sommeren. Efter en hel dag med leg i haven til duften af nyslået græs og en konkurrence med min bror om, hvem der kunne gynge højst på det kæmpe gyngestativ, som min far selv havde bygget, så blev koldskålen sat på bordet. Min far kom ned fra sin majetærsker, for nu skulle vi have aftensmad i haven. Duften af høstet korn fløj direkte ind i vores have – om det var vinden eller min far, der tog duften med, ved jeg stadig ikke, men her fik vi altid nylavet koldskål med ristede havregryn og kammerjunkere, og hvis vi var rigtig heldige, var der danske jordbær i.

Køledisken i de københavnske supermarkeder bugner af koldskål, og det kan være lidt svært at bane sig vejen igennem alle de forskellige mærker og kartoner. Prisforskellen svinger mellem 10-20 kroner, og jeg undrer mig over, om der egentlig kan være så stor forskel? Derfor tester jeg et par store spillere på koldskålsmarkedet for at finde ud af hvilken én, der kan sætte gang i mit koldskåls-følelses-register:

 

ARLA: koldskål med tykmælk og æg, 17,95 kr.

KLØVER: koldskål med citronsaft, 11,95 kr.

ØLLINGEGAARD: økologisk koldskål, 20,50 kr.

 

Den første koldskål er fra Arla og koster 17,95 kr. Den er lavet med tykmælk, og så er den faktisk den eneste af de testede koldskål, der indeholder rigtige æg. På kartonen står der, at den skal rystes grundigt, inden den spises, så det gør jeg. Den letskummende, hvide koldskål har små pletter af vaniljekorn, og den klæder egentlig min tallerken meget godt. Da jeg smager på den, har den en fin fedme og smag af vanilje, men jeg synes, den er alt for syrlig. Det er nok tykmælken, der her har sat sit præg i denne koldskål. Den får mig ikke helt op at flyve, men den tager mig alligevel lidt ud af byen og minder mig om sommer på landet og vind i håret. 

Den næste koldskål hedder Kløver, og kan erhverves til sølle 11,95 kr. Den kommer i en gul karton, der har samme form som en Mathilde kakao. Den har jeg i en snæver vending købt før. Også her står der, at den skal omrystes, inden den spises, så jeg ryster den i mere end et minut for at hjælpe den lidt på vej. Da jeg hælder koldskålen i min tallerken, bliver jeg allerede virkelig skuffet. Den er helt tynd og sjasket, og jeg kan ikke spotte et eneste vaniljekorn. Jeg giver ikke så let op, for jeg vil elske, hvis det er underdoggen, der vinder, så jeg tror stadig lidt på den, indtil jeg får skeen i munden. Desværre kan den ikke ændre på mit førstehåndsindtryk. Den fylder ingenting i munden, og den smager mest af alt af kunstig citron – den slags man kan købe på de gule plastflasker, som er formet som en citron. Ved nærmere eftertanke smager den lidt mere at de stripsiler, jeg spiser, når jeg er syg. Eller opvaskemiddel. Den sætter mig direkte ind i det industrikøkken, hvor min mor arbejder, hvor duften af rengøringsmiddel og opvaskemiddel med citron er markant. Smagen vækker altså ikke sommerminder om koldskål fra barndommen i denne omgang. 

Den sidste koldskål jeg har med hjem i indkøbsposen er fra Øllingegaard, som jeg fik på tilbud til 15 kr. Den koster normalt 20,50 kr. Den er økologisk, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det er den bedste, siger jeg til mig selv. Den skal også rystes, inden den fyldes i tallerknen, og jeg kan godt mærke, at jeg gør lidt modstand og ryster den måske kun i 20 sekunder. Jeg synes åbenbart ikke, det er en fed test, hvis den økologiske og dyreste koldskål vinder, så jeg gør livet lidt hårdt for Øllingegaard. Allerede da jeg hælder den ud af kartonen og ned i min dybe tallerken, må jeg overgive mig. Den ser helt cremet, tyk og skummende ud, og allerede nu kan jeg mærke, hvor det bærer hen ad. Den er helt anderledes end Kløver koldskålen. Den har så mange smukke vaniljepletter, og den dufter syrligt og sødt. Jeg tager den første bid, og nu ved jeg, at jeg har fundet vinderen. Den smager helt perfekt og sender mig øjeblikkeligt tilbage til sommeren i mit barndomshjem. Jeg husker tilbage på min lille provinsby, hvor de omkringliggende marker stod i blomst, og jordbærrene begyndte at blive modne. Så var det for alvor blevet sommer. Det sidste endegyldige bevis på, at sommeren havde gjort sit indtog, var, når jeg fik lov til at hjælpe med at lave koldskålen. Jeg piskede æg og sukker grundigt sammen med beskeden om, at jeg ikke måtte stoppe, før sukkeret var helt opløst. Jeg stoppede mange gange undervejs for at få min mor til at tjekke, om jeg ”var færdig nu”, men ligeså snart hun bevægede de slukkede piskeris rundt på bunden i skålen, kunne jeg høre sukkeret knase, som vidnede om, at jeg havde et stykke vej igen. Jeg piskede trofast videre. Min far har tit fortalt om, hvordan han gjorde det samme, da han var barn, men det var altså med et helt almindeligt piskeris og ikke en elpisker. Han afslørede desuden, at det var en smart måde at holde et barn beskæftiget på for en stund. Det tror jeg på.

I min bitterhed over at den dyreste og økologiske koldskål vandt min lille test, laver jeg min egen. Jeg gør, som jeg kan huske, min mor gjorde. Et æg, en stor skefuld sukker og kornene af en vaniljestang piskes grundigt sammen og til sidst tilføjes en liter kærnemælk og smages til med citron. Bum. ”Nu har jeg fundet den helt rigtige vinder; den hjemmelavet koldskål,” tænker jeg. Min koldskål smager da også, som den skal, men den er på ingen måde lige så luftig og cremet som den fra Øllingegaard.

Jeg overgiver mig og lader den bedste koldskål vinde. Måske opgav jeg piskningen for hurtigt i min egen koldskål, eller også gemmer Øllingegaard på et hemmeligt trick til deres koldskål. Jeg formåede i hvert fald ikke at gøre det bedre. Nu ved jeg uden tvivl godt hvilken koldskål, jeg vil læske mig med resten af sommeren. Du kan jo prøve det samme.

 

God sommer fra VINK’s madredaktion.

 

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.