Julesul igen

Mad

MADREDAKTIONENS ADVENTSKALENDER: Julen nærmer sig med hastige skridt, og det samme gør vores appetit på søde sager og brun mad. Du har måske allerede drukket dit første glas gløgg og er så småt ved at blive sindssyg af, at Netto har flere forskellige chokoladejulekalendere, end de har grøntsager. De kulturelitære typer prædiker ”Jeg er allerede træt af julemad”, men hvordan kan man allerede være træt af brune kartofler og sovse så tykke som magma? Måske fordi julen i virkeligheden ikke handler om andet end mad og rigtig meget af det?

// Illustration af Anja Oxager

Mad og jul. To ting, der hænger ualmindeligt meget sammen, og sådan har det måske altid været. Op til jul handler det om, hvad vi skal spise og hvornår, under julen handler det om, hvor meget vi kan spise, og efter jul handler det om, hvor meget vi har spist, og hvor dårligt vi har det i vores propfyldte maver. Julen er hjerternes tid, men i den grad også mavernes, og det er vist ingen hemmelighed, at når vi danskere tænker hygge, er der oftest noget spiseligt forbundet med det.

”Hvordan har din jul været”?

”Rigtig god, tak. Vi har bare spist SÅ meget mad”.

 Det er et af de standardsvar, jeg får, når jeg ser mine venner igen efter juleferien. De har haft det skønt, men de har som altid spist for meget. Og jeg kender det udmærket fra mig selv. Jeg er propmæt. Tanken om den brune sovs får mig næsten til at give den en anden farve til næste jul, for jeg skal godt nok ikke have mere brun mad lige foreløbigt.

Nu er det snart jul igen, og jeg har derfor reflekteret ekstra meget over min omgangskreds’ og egne madvaner i julen, og hvorfor vi taler så meget om mad op til, under – og efter december måned. Og når jeg siger mad, så mener jeg selvfølgelig den julede mad.

Min kæreste er fra Australien, så for ham er julen lig med en tur i poolen, shrimps on the barbie og iskolde bajere. Det er i gennemsnit omkring 30 grader juleaften i Sydney, og familien samles d. 25. december til gaveoppakning om morgenen og frokost om eftermiddagen. Sol, sommer, grill og chill. Der er ikke noget fast mad på menuen, og maden har i hvert fald flere nuancer end den brune farveskala, vi kender. Man spiser det, man nu har lyst til, og spørgsmålet ”spiser du and eller gås til jul” er ikke ét, en australier kan relatere til. Men nu er min kæreste blevet en del af min families jul, og jeg kan tydeligt huske første gang, vi holdt jul sammen. Han glædede sig, var spændt på hvad julen betød for mig og min familie og spurgte mig sågar også, hvad jeg forbandt med julen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at julen for mig er hygge med familien, tilstedeværelse og nærvær, men jeg fik meget hurtigt sagt julemad.

Den mad, der dufter af kanel og kardemomme. Den mad, der smager af tryghed år efter år, og som aldrig går af mode for mine smagsløg. I min familie er vi flæskestegsspisere. Jeg har fået and hos min fars familie et par gange, men det er ikke julemad for mig. Jeg skal have min halvtørre flæskesteg, sprøde svær, brune kartofler, hvide kartofler som jeg helt hemmeligt moser ud i den brune sovs og så den elskede, krydrede rødkål, som giver farve til hver brun bid, jeg indtager. Ved tanken om dette måltid ved jeg ikke, hvorfor jeg hver jul tilslutter mig den kulturelitære prædiken, for jeg elsker faktisk julemad, og det vil jeg gerne slå et slag for. Tænk at have et måltid at se frem til. Smagsnuancer man har savnet hele året, fordi de virker helt malplacerede på alle andre dage, men på denne dag er alt andet mad malplaceret. Og måske er det derfor, vi taler om det. Det er ligesom at glæde sig til en rejse. Man taler om rejsen med alle, man kender, planlægger, kommer i stemning. Julemaden er decemberdestinationen for rigtig mange danskere, og derfor kan vi ikke få den ud af hovedet. Heller ikke efter rejsen til ondt i maven og overspisning. Og vi får lyst til at besøge destinationen år efter år, helst uden nye oplevelser.

Nu det jul igen, og julesulen kommer langsomt snigende bare ved tanken om julemad. Jeg håber, at I har nydt den fiktive duft af brune kartofler og flæskesteg, men I skal ikke snydes for den søde julespise. I næste adventsskriv tager Marie jer nemlig med på endnu et julemadseventyr. Denne gang kommer det til at handle om noget, der gør næsen rød; det er risengrød.

 

 

Danskstuderende ved Københavns Universitet. Jeg tror ikke på kostreligioner, men spiser alt(!!) med måde. Mit hjerte banker for bedre, bæredygtig kaffe. Instagram er min foretrukne gastroguide og jeg elsker alt, der kan spises af en skål.