Italien indtager København

Mad

I uge 42 vil duften af hvidløg, friske urter og solmodne tomater sprede sig i de københavnske gader, når den italienske udgave af Dining Week indtager byen. Så hvis du ligesom jeg har et hjertenært forhold til italiensk madlavning, store Aperol Spritz og den klichéfyldte og romantiserede idé om stemningen i de små italienske stræder, så læs med, når jeg giver dig fem bud på, hvordan du kommer i ægte Italiano stemning.

pasta2

//Illustration af Nicole Blicher Jonasson

 

Dining week er en fantastisk mulighed for at spise en masse lækker mad for en meget lille mønt. På alle deltagende restauranter får du 4 retter og en flaske Pellegrino mineralvand for 225 kr. + gebyr. Jeg har kigget på sagerne og lavet en guide til de steder, hvor du kan genopleve den helt rigtige italienske feeling.

 

Julisolen i Bolognas gader. Vi går tæt sammen, flettede fingre og svedige håndflader. Gaderne er røde, orange og gullige. Støvet lægger sig let på stenvæggene. Smalle stræder og store armbevægelser. Vin, der drikkes i spandevis. Vi sidder på højstole, vakkelvornt placeret på ujævne brosten. Bordet fyldes med alverdens skinke, ost og brød. Ejeren sender os kys igennem luften. Hjertet, der udvider sig. Italien, du brænder i min brystkasse.

 

La Vecchia Enoteca

Søengen 1, 2840 Holte.

Jeg elsker charcuterie. Jeg elsker at sidde og nippe delikatesser, dyppe brød og skåle i store rødvinsglas i flere timer. For mig er det noget nær den bedste måde at tilbringe tid med andre mennesker på. På La Vecchia Enoteca får du lidt af det, jeg mærkede på den lille fortovsrestaurant i Bologna. Du får den uformelle stemning, den hjemmelige følelse, du får osten og skinken, der skal deles, og du får det serveret med et lille twist af nordiske råvarer oveni. Jeg er allerede vild med det. Tag S-toget ud af midtbyen og smag på en lille bid af det bedste fra støvlelandet i en baghave i Holte.

Antipasto: Oste og charcuteri fra egen import serveret med oliven, sprødt og sødt

Primo: Risotto på hønsefond (al dente), sprød parmaskinke, trøffelolie, syltede rødløg og karse

Secondo: Braiseret kalvespidsbryst med luftig gorgonzolaskum, syltede og grillede persillerødder, parmacrumble, frisk urtesalat og kartoffelkompot med rosmarin

Dolce: Klassisk tiramisu med et snært af limoncello og havtorn

 

Spuntino

Vesterbrogade 68, 1620 København V.

Spuntino er en ud af mange gode restauranter i Cofocokæden. Der er lækkert både i design og i madlavning, hvor de enkelte råvarer får lov til at fylde. Bag den store glasfacade kan du finde små oaser at gemme dig i, som på første sal, hvor du kan sidde mellem oliventræernes trækroner og kigge intenst ind i øjnene på en, du holder af. På restauranten placeret i Vesterbros pulserende hjerte, får du serveret moderne italiensk mad, der fortjener applaus for sin æstetik og præsentation. På menuen finder du både trøffel og tatar- to ting, der i hvert fald får min mave til at synge serenader.

Antipasto: Tatar af okse fra Mineslund, hasselnøddeolie, røgemulsion, quinoa og oregano & blomkål med yuzu vinaigrette, parmasancreme og verbana

Primo: Trofipasta, Fontina og sort trøffel

Secondo: Grillet svineskank med polenta og grønne oliven

Dolce: Karamelliseret bananparfait med mørk og hvide chokolade

 

Stjålne kys ved Colosseum i Rom. En bar ryg presset op ad hvid marmor. Udsigten over et kejserrige i ruiner. Følelsen af, at gå med bare ben og flagrende kjole henover historie skåret i monumenter. Livet, der farer forbi på Vespaer, og byen, der aldrig sover. Et sted, hvor hvidt brød er en gave, og en kølig Aperol Spritz om formiddagen er nødvendig. Dine solbrændte arme, der lægger sig om mine hofter. Vi er hjemme.

 

Antiristorante L’Altro

Torvegade 62, 1400 København K.

Noget af det, jeg klarest forbinder med Italien, er den intense stemning, der kan opstå. To mennesker og en hel masse kærlighed og lyst. På L’Altro får du lov til at dyrke kærligheden til maden og til hinanden. Menuen byder på lækkerier som polenta, crostini og svinekæber, og en dessert med navnet ”Kastanja Fantasia” intensiverer spændingen. Så hop i det lækre tøj og afhold jer ikke fra at bestille en masse rødvin til maden. Med så fin en beliggenhed på Christianshavn, er det næsten oplagt at gå en tur bagefter langs de små brostensgader, tæt omslynget, opstemt og med rødvinsblussende kinder.

Antipasto: Crostini all’Italiana

Primo: Hjemmelavet ”Pizzocchero” pasta med savoykål og Bitto ost

Secondo: Rødvin, svinekæber og Polenta Taragna

Dolce: Kastanja Fantasia

 

Gorms Magstræde

Magstræde 16, 1204 København K.

Gorm Wiswehs ansigt er efterhånden velkendt i bybilledet for sine restauranter, og for sin medvirken i Go’morgen Danmark på TV2. Han er sød, han er begejstret, og han har formået at samle københavnerne om gourmetpizza og delemad. Maden er simpel, veltilberedt af gode råvarer, og udvalgt blandt middelhavskøkkenets klassikere. Restauranten ligger i et gammelt og skævt bindingsværkshus i Magstræde i indre by. Magstræde er en af de gader, jeg elsker at gå på, især på en kølig efterårsdag, fordi de smalle huse, der varierer i farve og udformning, er noget af det smukkeste, du finder i vores by. De rødlige og støvede farver sender mig direkte tilbage til mange af mine bedste minder fra Italien.

Antipasto:  Serveres i bedste italienske stil til deling ved hele bordet! Lækre salumi og oste fra egen import, hjemmelavede tapenader, balsamicosyltede løg, aubergine med rogn, fraiche og purløg samt brød

Primo: Ristet hokkaidogræskar med mozarella, parmaskinke, ristede græskarkerner og oreganoolie

Secondo: Gourmetpizza. Vælg mellem Gorm’s tre klassikere og signaturpizzaen: Margherita, Denny Speciel, Casper Braid Speciel, Italien Dining Week Signaturpizza.

Dolce: Mandel-sponge cake med hvid chokolademousse og karamelliseret æble.

 

Vi sidder på en klippeskråning i Livorno. Brune ben svinger i luften, og duften af havvand har sat sig i vores hår. Gåturen ind til byen var lang. Vi købte kød ved den lokale slagter, grøntsager og pasta fra stande på gaden og en flaske god rødvin fra en lille spiritusforretning, ejet af en mand, der var nær hundrede år gammel. Vi har trukket os tilbage til kysten, til lyden af bølgerne i baggrunden. Mens vi sidder på vores træterrasse og nyder en cigaret, mærker vi livet lige der, hvor vi er. Den italienske kyst er omfavnende.

 

Søren K

Søren Kirkegaards Plads 1, 1221 København K.

Jeg har valgt Søren K som den sidste anbefaling i denne guide. Dette selvfølgelig på grund af menuen, der lyder overdådig, men også grundet dens beliggenhed og det rum, man fornemmer omkring sig, når man træder ind. Her er højt til loftet, og lyset falder fantastisk ind ad alle vinduerne, der omringer restauranten. Udsigten er direkte ud til kanalerne, og du kan følge med i livet på den anden side af vandet. Udover den æstetiske oplevelse af at være i rummet, er menuen også noget ganske særligt. Med en forret, der blandt andet byder på tomatis, og en dessert, der både brillerer med citronis, hvid chokolade og rosmarin, kan jeg kun se en vellykket aften finde sted her.

Antipasto: Mozzarella med tomatis og basilikum til deling ved bordet

Primo: Kalvetatar Vitello

Secondo: Cremet perlebyg-otto med havgus, trøffel og sprød korn

Dolce: Hvid chokolade med citronis og rosmarin

 

 

Hvad: Italian Dining Week 2016.

Hvor: Udvalgte restauranter i København.

Hvornår: Uge 42, 16. – 23. oktober 2016.

Portemonnæ: 225 kr. + gebyr for 4 retter mad og en flaske Pellegrino.

 

 

Madredaktør med hang til gin, snackpølser og store følelser. Skriver meget poesi og squatter tungt. Har lært at elske koriander. Har ikke lært at elske østers.