GRO SPISERI: Et hurtigt, økologisk pusterum

Mad

Kål, fennikel, gulerødder og utallige krydderurter danner det fine ØsterGRO, en urban mark, der forsyner 40 familier med lækre råvarer. Projektet blev startet af de tre venner Livia, Kristian og Sofie i 2014, og huser i dag også GRO Spiseri. På den økologiske, biodynamiske oase på ydre Østerbro var jeg med til vegetarisk mandag. Konceptet går ud på, at gæster, fordelt på tre seatings, spiser ved et langbord i det smukke og meget hyggelige drivhus. Alle råvarerne er lokalt dyrkede, økologiske og bliver behandlet med stor passion.

//Foto: GRO

 

Feriefornemmelse i drivhuset

Efter at have beundret og rørt ved samtlige planter i rækkerne, blev vi råbt op og derefter tilbudt drikkevarer i form af økologisk øl, cider og naturvin. Valget faldt, efter en smagsprøve, på en sommerlig naturrosé. Jeg fik tildelt en plads ved midten af bordet med en god veninde til højre og en mand, på tur med tre andre, til venstre. Det føltes som at være til en af de middage, man ser i film, hvor alle sidder ved langborde i en lade med lyskæder overalt, endeløs latter og blomstret dug. At der blot nogle få meter længere nede foregik vejbyggeri og trafikkaos, blev hurtigt fuldstændig glemt. Først fik vi serveret et stykke groft og grillet fladbrød, med en slags raita at dyppe i og en sennepsstærk, japansk form for rucola på toppen, til deling to og to. Det smagte af sommer – den dybe, røgagtige grillsmag med den syrlige dip og spidse salat var en udmærket appetitvækker. Desuden har jeg altid været glad for at spise ”family-style”, altså hvor maden bliver serveret på fade til deling.  På den måde bliver måltidet en social begivenhed. Hovedretten blev, ligesom de andre retter, serveret på genbrugstallerkener, som en ven af huset hvert år køber i Frankrig. Tallerkenerne i de forskellige mønstre og farver forstærkede følelsen af sommerhusferie og udfordrede anretningen af maden. På tallerkenen fik vi hvide asparges, et langtidspocheret æg, en lille salat og en hollandaise på sennep og røget smør. Hvis man kender mig, ved man, at en god sauce er en direkte vej til mit hjerte. Derfor blev jeg hurtigt solgt på hollandaisen, der med skarpheden fra senneppen og den røgede smag fra smørret skabte en rød tråd til det grillede brød. Hurtigt derefter kom den sidste ret, en meget god koldskål med rabarberkompot og en sød kiks som erstatning for kammerjunkere. Det er en af de bedste koldskåle, jeg har smagt. Let, luftig og nærmest skummet spredte den friske smag af kærnemælk sig på tungen. Rabarberkompotten gav en god syre og lidt fylde, og kiksen gav bid og sødme. En dejlig dessert, der igen smagte af dansk sommer.

 

En lille og hurtig omgang

Kvaliteten af maden var høj, men der var for lidt af den på tallerkenen. Mine veninder og jeg sad alle med en tom fornemmelse efter hovedretten, der havde været på størrelse med en normal forret. Havde det ikke været for desserten, var vi gået sultne derfra. Jeg er klar over, at god mad handler om kvalitet, og ikke om at overspise. Alligevel mener jeg, at en lille ekstra mellemret havde gjort en stor forskel.
Derudover fik vi i begyndelsen af middagen at vide, at vi havde en times tid til at spise. Det betød, at vi kom til at føle, at vi skulle skynde os for at nå det hele, inden det næste hold gæster skulle spise. Derfor vil jeg, uden at have prøvet det, anbefale, at man prøver menuen med fem retter, og gerne den sidste seating, for måske at undgå følelsen af, at skulle skynde sig igennem et dejligt måltid.

 

Hvad: GRO Spiseri.

Hvor: Æbeløgade 4, 2100 København Ø.

Hvornår: Vegetarisk mandag er kun hver 1. mandag i måneden, kl. 17.00, 18.30, 20.00, og femretters menu hver torsdag til søndag, 17.30 og 20.15.

Mønt: Vegetarisk mandag 175 kr, femretters menu 400 kr. Pris på drikkevarer varierer, vores rosé kostede omkring 450 kr.

Har det svært ved at skrive biografiske informationer, uden at det kommer til at lyde som teksten på en datingprofil.