Gademad til godtfolket

Mad

Der er kommet endnu en god grund til at krydse Knippelsbro i modvind; den hedder Copenhagen Street Food og har netop slået sine appetitlige porte op for både god smag og udsigt på Papirøen. Kom nærmere på stadens nye madmarked.

 

Midtvejs i det københavnske forår er der ingen undskyldning for ikke at puste støv af cykelsædet og svinge jernhesten ud i det blå. Når man, som jeg selv, bor i hjertet af Nørrebro, er man ikke i tvivl om, hvor bydelens unge og velklædte segment hænger ud. Thomas Helmig Plads (Sankt Hans Torv for kendere) eller Dronning Louises Bro. Selvom jeg i dagens solrige anledning er velklædt, har jeg tænkt mig at cykle andetstedshen. Destinationen er Copenhagen Street Food, et nyfødt madkoncept på Papirøen. Efter sigende skal det nye madmarked servere fabelagtig mad til fordelagtige priser fra food trucks – rullende vogne med mad som vi kender dem fra Amerika. Og hvem er ikke nede med det? Jeg pakker rygsækken og inviterer min cykel på madeventyr.

 

Copenhagen Street Food har hjemme til vands – næsten. Omringet af bølger fra kanalrundfarten ligger madhallen på Papirøen, og omgivelserne på cykelturen derud minder mest af alt om en god sommerhustur. Forbi Christiania, dernæst lystjoller med navne som ’Numse’ og senest Experimentarium ligger madmekkaet i enden af denne lille margueritrute. Jeg smider cyklen ved Den Plettede Gris (ej en lystjolle, men derimod designeren Henrik Vibskovs kaffebar) og finder min vej ind i madhallen. Med utroligt mange kvadratmeter at gøre godt med er hallen alt andet end proppet. Det besøgende godtfolk befinder sig nemlig udenfor, solbadende på de mange bænke og hæng-ud-træinstallationer. Jeg har tænkt mig at gøre det samme, så snart jeg har udforsket hallen med mad.

 

 

FINE FOOD TRUCKS. Hallen på Papirøen kan bryste sig af sine autentiske food trucks – mad på hjul, der dog har faste pladser inde i hallen. //Foto: Karin Skaarup. 

 

Copenhagen Street Food har i dag omtrent 15 serverende boder, men hallen har forventninger om, og plads til, at huse mange flere over sommeren. Variationen af mad har potentiale til mere, men jeg suger til mig af dags datos duft og smag. Konceptet må siges at leve op til rygtet om de fornuftige priser. Fra Fish ’n’ Chips-boden over Pizzamobilen til kvarte kyllinger hos ’My Beautiful Kitchen’ ligger prisen for en paptallerken på omkring 50 kroner.

 

Jeg forsøger mig med en omgang dagens panini med fennikelsalami og tomat fra madvognen Buu-Buu. Når en flad, sprød og velsmagende sandwich bare er det, du skal have, er Buu-Buu’s panini mere end i orden. Men ingen brød uden vand – eller endnu bedre, vin. Indtil videre har Copenhagen Street Food én eneste vinbar, og den byder på et lille, men velassorteret udvalg af drue på flaske. Den skæggede bartender bilder mig ind, at det er rosévejr; jeg er meget enig. Et velskænket glas koster blot 45 kroner, og der fyldes op, så bouqueten ikke engang kan rystes frem uden at spilde. Det passer mig i dag helt fint. Scenen foran hallen er intet dårligt sted at nyde en italiensk sandwich og et fransk glas rosé. Med udsigt til Skuespilhuset ligefrem og Operaen til højre er Papirøens nye madkoncept et skønt getaway, hvor solen kan skinne uforstyrret.

 

 

Med en summende rosé-følelse, og lidt økuller, triller jeg forbi Experimentarium, lystjollen ’Numse’ og resten af Papirøens besøgsværdige perler. Høj sol over København kan få den gode smag frem i det meste, men jeg synes nu, at Copenhagen Street Food kan tage del i æren denne dag. Jeg beslutter mig for, at mit første visit på øen ikke bliver det sidste. Er du også blevet sulten i mellemtiden? Du kan jo tage med, når madmekkaen åbner officielt 2. maj med endnu flere boder, et brag af en åbningsfest og forhåbentlig masser af sol.

 

Hvad: Inspireret af USA’s mange food trucks giver madhallen dig hver dag fra 12-18 (lørdag 12-20) lækker mad til spiselige priser. Læs mere om arrangementet her.

Hvor: Trangravsvej 14, 1436 København

Mønt: Konceptet for Copenhagen Street Food er at holde mønten nede. Du får en stor fadøl eller et glas vin ca. 45 kroner, og en tallerken med mad fås helt ned til 50 kroner.

Skriv en kommentar

kommentarer