En østers har ingen følelser

Mad

Tvangsproduktion af perler i østers er ikke just noget, der sætter denne madskribents pis i kog. Jeg synes, jeg oplever en tendens til, at københavnerne fokuserer på fuldstændig latterlige dyrevelfærdsproblemer, når vi i virkeligheden burde starte med at diskutere, hvad dyrevelfærd egentlig er. For når økologi og dyrevelfærd bliver skåret over en kam, så kan jeg ikke lade vær med at undre mig og sætte spørgsmålstegn.

 

Kathrine Karlshøj

//Foto: Kathrine Karlshøj

 

Forleden sad jeg til en middag i København, hvor en ung kvinde i selskabet udtrykte sine forargelser over tvangsproduktionen af perler i østers. De stakkels østers bliver nemlig efter sigende arrangeret på rad og række i et bassin, hvor vandet blot ville nå en lille skolepige til anklerne, og her bliver de snydt med plastikperler eller sandkorn, som de forvandler til ferskvandsperler. Det er nemlig en østers’ natur at forsøge at udskille ethvert fremmedlegeme, som måtte komme i klemme i mellem dens to skaller. Den bliver altså narret til at tro, at den stort set altid har et fremmedlegeme i sig, som den skal af med, og derfor omkapsler den dette i sit slim, og vupti så er der ferskvandsperler. Kvinden i middagsselskabet udtrykte flere gange, at hun syntes, det var en grov udnyttelse af østersen. Men hov, lad os nu lige få én ting på det rene. Vi spiser næsten østers levende! Vi samles omkring et måltid, hvor vi ynder i fællesskab at slå dem ihjel en efter en for til sidst at squeeze en halv citrusfrugt ud over liget, i mens den krymper sig sammen, inden den bliver slupret ned i svælget og spist af dens egen skal. Og så mener du, at produktionen af perler er dyremishandling?  En østers har ikke nogen følelser, og derfor kan vi ligeså godt udnytte dens super seje funktion. På den måde sparer vi lille Quang en dykkertur ned på havets bund for at hente perlerne op til overfladen. Der er en tendens til, at folk fokuserer på fuldstændig latterlige dyrevelfærdsproblemer, når vi i virkeligheden burde starte et helt andet sted. For helt ærligt har vi ikke vigtigere problemer at bekymre os om end en østers kår?

 

Dyrevelfærd handler vel i bund og grund om dyrenes ve og vel, mens de lever, så vi kan sikre en lav dødelighed. Og økologiske varer værner ikke nødvendigvis om dyrevelfærden, selvom mange går efter det røde ø-mærke med netop den begrundelse. Økologiske kvæg kan ikke få medicin og antibiotika, hvis de bliver syge, for så må bonden ikke bruge dyret igen i meget langt tid, hverken til malkning eller slagtning. Derfor er det oftest billigst for bonden at slå den syge ko ihjel fremfor at behandle den. Hvorimod en konventionel landmand behandler koen, hvorefter den kommer i karantæne, indtil medicinen er ude af kroppen, før den igen kan bruges til malkning såvel som slagtning. Hvad er så bedst for dyret? At behandle det og lade det leve eller slå det ihjel? Økologisk Landsforening giver ti gode grunde til at vælge økologiske varer frem for produkter fra et konventionelt landbrug. Høj dyrevelfærd er anført som den fjerde grund. Landsforeningen definerer blandt andet høj dyrevelfærd som forhold, der imødekommer dyrenes naturlige adfærd og behov. Og det er da også korrekt, at der for eksempel bliver stillet større krav til, at dyrene skal være fritgående hos en økologisk bonde. Men selvom de økologiske høns kan hakke efter mad i jorden, og grisene kan lege på marken, så er det ikke det naturlige liv for hverken en høne eller en gris. I Zoologisk Have kan du se den høne, som alle høns stammer fra; Bankiva. Den lever i flokke på omkring ti dyr og lægger i gennemsnit et æg om ugen. Hos den økologiske ægproducent er der 3000 høns i flokken, der hver lægger et æg om dagen. Samtidig dør der dobbelt så mange økologiske høns som burhøns, fordi de har adgang til udearealer, hvor der er en større risiko for, at de bliver snuppet af ræve eller ravne eller udsættes for parasitangreb. Blandt høns i flokke af en vis størrelse, hersker der desuden et meget stramt hierarki, hvor de svage og mindste er meget udsatte for at blive hakket ihjel af stærkere høns i flokken.

 

At det vilde og naturlige liv er forbundet med høj velfærd er typisk en idé, vi får, når vi bor i byen langt væk fra den barske natur. For hvis høj dyrevelfærd er ensbetydende med lav dødelighed, har vildsvin i naturen meget lav velfærd, for det er en del af artens overlevelsesstrategi, at der jævnligt fødes store kuld af smågrise, hvoraf cirka halvdelen dør inden de bliver voksne. Eller tænk på fuglene i haven. Hvis der er ti æg i reden, er det normalt kun et par fugleunger, som overlever så længe, at de selv kan få unger. For husk på, at i den vilde natur er sult, sygdom og anden nød helt elementære vilkår, og hvordan ville du så egentlig helst selv leve? I en virkelighed hvor survival of the fittest hersker eller trygt bag et tag og fire vægge? Kan vi ikke starte med at blive enige om at glemme diskussionen om den tugtede østers og begynde at tale om hvad dyrevelfærd egentlig er? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg vil tage mine perler på, spise en levende østers og overveje at købe Grambogård eller Bornholmer grise i stedet for, at svinet absolut altid skal være økologisk.

 

Madglad og madstønnende madredaktør for VINKkbh, som elsker solbriller og god rødvin. Jeg er fraskilt og nyforelsket og arbejder som editor for Microsoft.