Bland-selv-slik i livets trummerum

Mad

Hvor mange forskellige varianter af slik behøver vi egentlig for at stille sliksulten, og hvor mange hobbyer skal der til for at fylde et liv? Disse yderst relevante livsfilosofiske spørgsmål tænker VINK lidt over på en stille søndag. Og med en slet skjult reference til Forest Gumps legendariske citat, “life is like a box of chocolates, you never know what you’re gonna get”, kan I berede jer på en omgang sliksulten lommefilosofi om et liv, der kører i ring, men aldrig går i stå.

Farverige favoritter //Foto: Anna Huynh

 

Du træder ind i slikbutikken og mødes af farvestrålende vægge med utallige plastbokse fyldt med lækkerier nok til et helt liv – eller ti. Langsomt drages du af den sukkersøde duft, og fødderne flyver på skyer af candyfloss hen imod den første væg, der kun koncentrerer sig om chokolade. Bevæbnet med plastikske og papirspose graver du efter den ene mundvædende chokolade efter den anden og snart er posen godt fyldt med det brune guld, men så udspiles næseborene, idet du opfanger flere dufte. Lakrids ovre fra lakridsvæggen, surt slik, skum, engelsk vingummi, jellybeans, skittles, lakridskonfekt. Du kigger rundt i hele butikken overvældet af alle disse valgmuligheder, og efter længere tid med slikskeen i hånden end du vil indrømme, vandrer du glad ud af butikken igen med langt færre mønter på lommen, men rig på slik. Lige præcis den slik du allerbedst kan lide og dine 30 næstyndlings-slikslags. Kunne mindre slik have gjort det, så der var sparet lidt penge? Ja, helt sikkert! Men når du nu kan vælge det hele, hvorfor så ikke gøre det?

 

”Life is like a candy store, you choose exactly what you want and you choose it all”

 

Livet nu om dage er jo egentlig ikke så forskelligt fra slikbutikken. I dagens valgsamfund propper vi alle de ting, vi gerne vil have, ned i papirsposen og glemmer at den måske bliver så fuld, at vi slet ikke overkommer at spise alt indholdet. Vi overbeviser os om, at vi snildt kan nå det hele. Og helst lige nu, for det lyder så interessant alt sammen. Sådan har jeg det ofte selv, og når jeg så sidder med en slikpose med 30 forskellige slags slik og slet ikke kan spise det hele, men kun spiser mine yndlings, som jeg for øvrigt også spiste sidste fredag og forrige fredag, så tænker jeg, om jeg måske bare skal nøjes med mine yndlings næste gang.

Så mange valgmuligheder //Foto: Anna Huynh

I livet forsøger jeg også at huske, at jeg gerne må komme ind i et trummerum, hvor alting kører lidt i ring engang imellem. Finde de ting som er mine yndlings at gøre, og så fokusere på dem i lidt længere tid. Så får jeg godt nok ikke prøvet helt så mange forskellige ting, men hvis jeg rigtig godt kan lide de ting jeg gør, er det så ikke mere værd end at prøve alle ting i verden? Jeg får ikke strikket mine egne karklude, jeg kommer nok heller aldrig til at fatte det sjove i Pokemon Go, og mine planter er døde længe før jeg nogensinde får en hjemmedyrket urtehave, men det er okay, for jeg synes jo reelt ikke at hverken strikning, plantevanding eller pokemons er særlig ophidsende. Måske synes du det, og måske er det lige netop dine yndlingsting, som du elsker at bruge tid på, mens jeg har andre yndlinger, som jeg prioriterer højere. Og det er kun godt, for så er der nok slik til os alle sammen. Er det ikke mere værd, at jeg spiser mine fem slags slik og du spiser dine, og vi begge elsker og nyder hver en bid, end at vi propper os med 20 forskellige, hvor de 15 ikke rigtig gør noget godt? Er det ikke mere værd at have fundet få interesser, som virkelig gør os glade, end at skulle prøve alt i hele verden, kun for at finde ud af, at det ikke gjorde os lykkeligere? Livet må godt være et trummerum. Det betyder ikke, at vi skal gå helt i stå, men vi behøver måske ikke putte mere i posen, end vi kan overkomme. Tænk over, hvordan du prioriterer din tid. Hvad og hvem du bruger den med, og lad være med at føle dig som et dårligt menneske, bare fordi du ikke har prøvet alt det nyeste. Overvej om få ting i livet, der gør ægte glad, måske giver mere livsværdi, end et proppet liv fyldt med overfladiske interesser og bekendtskaber.

 

Flygtigheden bliver ofte et problem for mig. Jeg finder alting interessant, og alt er jo muligt i vores overpriviligerede liv. Men jeg kan bare ikke nå alt. Når jeg rammes af lede over kun at interessere mig kortvarigt for ting for dernæst at rykke videre til en ny ‘obsession’, så stopper jeg lidt op og tænker efter. Jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg virkelig brænder for, og hvad der kun er en flygtig idé, jeg fik, fordi jeg opdagede, at det var en mulighed. Som dengang jeg lavede en surdej, for nu skulle jeg bage lækkert brød flere gange om ugen. Surdejen blev aldrig passet efter den første uge, og mit patentglas lugter nu muggent for evigt. Eller min ukulele, der samler støv i boksen, fordi det aldrig lykkedes mig at blive ægte interesseret i at lære at spille. Jeg ville jo egentlig også kun spille, så jeg kunne blære mig ved de lejrbål, jeg alligevel ikke sidder ved så tit, som jeg også engang gerne ville.

Slikmekka. //Foto: Anna Huynh

Faktisk reflekterer jeg lidt på samme måde nede hos slikpusheren og tænker lige efter et sekund. Jeg har sukkercraving, og skeen graver grådigt i samtlige bokse, indtil jeg kigger mig lidt rundt på de overdådige hylder og beslutter, at jeg faktisk kun behøver djungelvrål og punchknapper. Det er de to slags, jeg altid vender tilbage til og som altid forsvinder først fra posen, hvor en stor del af det øvrige indhold bliver gemt og glemt længe. Det var alligevel bare flygtige idéer, jeg fik i sukkercravingens magt, og når det kommer til stykket, ville jeg faktisk ikke have hverken engelsk vingummi, skumsvampe eller piratos. Ligesom alle de mange fantastiske idéer og interesser jeg får, men aldrig følger op på, for det var blot en flygtig idé i kedsommelighedens magt på en søndag, da jeg følte at mit liv manglede indhold. Mandag morgen, da livet fik indhold igen, glemte jeg at gøre noget ved min flygtige søndagsidé. Mandag startede mit livs trummerum fyldt med ting, som jeg kan lide. Mit yndlingstrummerum som er fint og fyldt som det er.

Svenskofil studerende ved Lunds Universitet, som både drages og forarges af medier, men gerne vil skrive for dem alligevel. Kardemummabullar og Ismageriets Amageris er mine ultimative treats. Evig tidsoptimist, der stensikkert mener at alt kan nås på 5 minutter.