En kold fornøjelse

Mad

//Illustration: Andreas Juul Blinkenberg

 

Jeg ved en del om mad generelt, men jeg er dælme ekspert, når det kommer til is, og hvis der er noget, jeg har en klar mening om, så er det årets første is. Alle mine år har jeg spist årets første is i solskin. Som dansker er jeg dybt influeret af vejrets gøren og laden og især i forhold til mad. Jeg spiser hjemmebagte småkager i gråvejret i december. Flæskesteg matcher snevejr helt perfekt. For ikke at forglemme de massive mængder sild, som jeg har fortæret på bagerrugbrød i den kolde påskesol, der altid er suppleret af en bidende vind. Nu er vi godt inde i foråret, og solen skinner. Alle Københavns isboder har rullet markiserne ud. Issæsonen er skudt i gang.

 

Kæresten og jeg lader for en gangs skyld cyklerne stå og snører skoene til en mindre gåtur på Nørrebros gader. Vi har besluttet os for at besøge Vildglad, som er en isbutik i Blågårdsgade. Med logoets stærke farver i hidsiggrøn og en kæmpe-isvaffel med barbiepink top hængende på væggen udenfor ligner butikken egentlig en provinslegetøjsbiks fra 1990’erne. Forhåbentlig gælder det ikke også isen.

 

Vi nyder solen på turen ned til isbutikken. Faktisk er vi en smule overrasket over, hvor kraftig vinden er, men det slår os ikke ud. En skaldet mand med et stort smil kommer frem, da vi træder ind i den mikroskopiske biks, der kun lige har plads til ismontren og ismanden. De mange farver fra sorbeter og flødeis imødekommer os, og vi begynder straks at snakke om de mange muligheder. Det er vist noget, man aldrig vokser fra. Efter tænketid og overvejelser vælger Kæresten en vaffel med to kugler: den amerikanske Oreo-is og Dagens is, der viser sig at være en pink tyggegummi-is. Selvfølgelig skal der flødeskum og syltetøj på toppen. Jeg vælger ligeledes vaflen med to kugler: cookie og hasselnød, også med flødeskum på. Flødeskummet kommer ud af sprøjteflaske, der kommer ud af et køleskab under disken. Det er ikke lige den slags flødeskum, jeg havde håbet på. Det smager ikke rigtig af fløde, til gengæld smager det af vanilje. Desuden er det på en måde alt for luftigt.

 

Cookie-isen måtte gerne bære mere præg af cookies. Altså med småkageklumper. Det føles i stedet mere som en rug vaniljeis med chokoladestykker. Hasselnød er en favorit hos mig. Jeg vælger den hver gang, uanset hvor jeg er, og det er en sikker vinder. Derfor prøver jeg også altid at få den nederst, så det er den is, jeg slutter med. Det er dog på trods af, at min far altid siger, at man skal spise det bedste først, for så er der kun det bedste tilbage. Nej, ikke her. Ikke når det gælder is. Her gemmer jeg altid det, jeg ved, er bedst. I dette tilfælde er det hasselnøddeisen, hvis vi ikke regner vaflen med. Vaflen er som smagløs pap. Med endnu et far-citat vil jeg sige, at vaflen smager som at række tungen ud af vinduet. En billig købeudgave. Den kan Vildglad godt opgradere en gang eller ti.

 

Da vi træder ud af butikken, har skyerne trukket sig tættere sammen. Solbrillerne bliver siddende i panden. Blæsten bider i kinderne og rusker i håret, men vi fortsætter vores tur, som de stædige solskinselskende og sommerpåståelige danskere, vi er. Hver gang solen trænger gennem skylaget, stopper vi op og suger energien til os. Vi snakker og smager på hinandens is. Vi spotter mærkelige dimser, bøger og cykler i Sortedams Søen. Det er noget, is kan. Det kan være en ting, vi mødes over i solskin. Altså en grund til at mødes. Ligesom vi hele vinteren har mødtes til gåture med to-go-kopper med kaffe eller varm kakao. Med det ikke-helt-forårsvejr, som vi har i dag, burde jeg og Kæresten nok have holdt os til de varme drikke.

 

Med den is, jeg har spist i dag, så bliver årets anden is højst sandsynligt fra en anden isbod.

 

Hvad: Vaffelis                   

Hvor: Vildglad, Blågårdsgade 15, 2200 KBH N

 

 

Kulturentusiasten, der elsker at formidle, dele og skabe kultur i København. Daglig leder på VINK er min primære funktion, men ideudvikling, research og skriblerier lurer altid i skuffen.