VINKel #1 // Kultur som talerør – en aften i kulturens tegn

Den 25. januar blev VINKKbhs nye livekoncept, VINKel, skudt i gang på Mellemfolkeligt Samvirkes hyggelige, non-profit café, Mellemrummet, i Ravnsborggade. Mellemrummet kræsede for publikum med specialdesignede drinks, og der blev budt på lækre snacks fra Send Flere Krydderier for at fejre denne aften i kulturens tegn.

 

Mellemrummet Café i Ravnsborggade // Foto: Karoline Vestergaard Madsen.

 

VINKel er en platform for kulturforeninger, kulturskabere og kulturinteresserede – finansieret af paraplyforeningen KULTUR KBH, som har til formål at bringe kulturforeninger og folkeoplysende foreninger sammen, og denne aften på Nørrebro var der spotlight på kulturen som talerør.

Det vil sige, at VINKel havde sat sig for at undersøge kulturen som andet og mere end ”underholdning” eller æstetisk slutprodukt i sig selv. For hvad bruger vi egentligt kulturen til? Og hvad KAN den bruges til?

 

Med virkeligheden som udgangspunkt

Mette Kramer og Julie Skov fra Mellemrummet, Rosa Sand Michelsen fra kunstkollektivet FAMILIEN og Hakon Ask Jensen fra Forvandlende Fortællinger gav hver deres bud på, hvordan kultur kan gøre en forskel ved at skabe opmærksomhed på problematikker, minoriteter og grupper i samfundet, som ellers ofte kan forsvinde under radaren for det almindeligt småtravle hverdagsmenneske.

Fælles for de tre kulturskabende organisationer er en forankring i virkeligheden og ikke mindst i den personlige fortælling, som er opstået mere eller mindre bevidst.

Rosa Sand Michelsen fortæller for eksempel, at virkeligheden bare ligesom har sneget sig ind i FAMILIENs værker – fordi de simpelthen tager fat i det, de synes, er interessant, og på den måde er de blevet en slags tilfældigt opstået talerør for forskellige grupper af (virkelige) mennesker.

Kunstkollektivet FAMILIEN har som udgangspunkt det kunstneriske i centrum; de er som udøvende kunstnere vant til at gå direkte efter det, som er mest dramatisk, som sætter tingene mest på spidsen, og som er mest seværdigt. Rosa Sand Michelsen påpeger dog, at der altid er tale om en balancegang mellem at gå efter det, som er mest kunstnerisk interessant og så det at tage hensyn til de mennesker, som har sagt ja til at medvirke frivilligt i et givent projekt.

For Hakon Ask Jensen og Forvandlende Fortællinger er den kunstneriske oplevelse egentligt et biprodukt – de laver ikke deres projekter for at ”lave kultur”, men skabe en kultur, hvor vi som mennesker kan møde og forstå hinanden.

Oprindeligt startede Forvandlende Fortællinger som afslutningsprojekt på en fire måneders projektlederuddannelse, fortæller Hakon Ask Jensen. Eksamenen blev et arrangement, hvor 13 forskellige mennesker fra Nørrebro gennemgik et historiefortællingskursus (fire gange fire timer) og endte på en scene, hvor de fortalte en personlig historie. Det blev en enorm succes, så de gjorde det igen. Og endnu engang – og med tiden begyndte kunderne at komme af sig selv.

 

Aftenens moderator, Matilde Lund, Mette Kramer, Julie Skov, Rosa Sand Michelsen og Hakon Ask Jensen // Foto: Karoline Vestergaard Madsen.

 

En stemme til de udsatte grupper

Hovedsageligt er det NGO’er og patientforeninger – organisationer, der arbejder for en gruppe mennesker, som er underlagt et tabu eller er en minoritet på en eller anden måde, der henvender sig. Og lige nu drejer det sig om Dansk Flygtningehjælps Ungdom og projektet Fortællinger på Flugt.

Og netop det at give stemme til minoriteter og udsatte grupper i samfundet, som ellers ofte bliver proppet i fastlåste kasser og kategorier, ser Forvandlende Fortællinger som deres fornemmeste opgave. Således er den personlige historie et værktøj til at skabe forståelse, hvor der ellers ikke er, og gennem forståelsen vil de – ganske uambitiøst – skabe et samfund, hvor der er plads til alle.

Mette Kramer og Julie Skov kommer som nævnt fra Mellemrummet – og nærmere bestemt Mellemrummets Zambiagruppe Global Platform Zambia. Mellemrummet er et socialt og kulturelt rum i sig selv, hvor unge i Danmark kan mødes til for eksempel arrangementer a la VINKel eller måske bare for at hygge sig eller holde gruppemøder og samtidig gennem deres barkøb være med til at støtte de forskellige gode sager, som Mellemrummets frivillige kæmper for ude i verden.

Projektet Global Platform Zambia går først og fremmest ud på at udveksle erfaringer med de unge i Zambia, som gerne vil være med til at ændre noget i deres lokalsamfund – og i Zambia i det hele taget. Platformen er et sted, som i sig selv er Mellemfolkeligt Samvirkes projekt, og her foregår blandt andet en masse training af NGO’er og unge mennesker. Nu og her har projektet drejet sig om oprettelsen af et computerrum til studerende samt etableringen af en café, hvor de unge dernede også selv kan begynde at tjene penge til de projekter, de gerne vil iværksætte.

Lækre snacks fra Send Flere Krydderier // Foto: Karoline Vestergaard Madsen.

 

Det vi er fælles om

Noget mindre globalt var projektet En Landsby på Højkant, som er kunstkollektivet FAMILIEN’s seneste forestilling. Til gengæld var det lokale i den grad i centrum, idet FAMILIEN kastede deres kærlighed på og flyttede ind i et faldefærdigt højhus i Urbanplanen på Amager.

Pointen med En Landsby på Højkant var, at publikum skulle lære noget om fællesskab et sted, hvor man slet ikke ville regne med, at det eksisterede.  For nok virkede rammerne trøstesløse og mange af beboernes livsvilkår barske og svære, men til gengæld fandt FAMILIEN her en form for vilje til at støtte og hjælpe hinanden, som var ganske særlig. Forestillingen kom derfor til at handle om, hvad fælleskabet gør for mennesker – hvor vigtig en del af vores tilværelse, det egentligt er. Rosa Sand Michelsen fortæller, at hun faktisk selv oplevede det som et savn, da kunstkollektivet fraflyttede Urbanhøjhuset.

Også for Hakon Ask Jensen og Forvandlende Fortællinger gælder det om at finde frem til det, der er fælles for alle. Måske kan vi ikke relatere til oplevelsen af at se ens barndomsby blive bombet synder og sammen, men vi kan alle forstå følelsen af tab eller ensomhed – så spørgsmålet bliver: hvad handler historien egentligt om? Og så tage fat i det. Her er udgangspunktet altid, at alle mennesker har værdi; alle mennesker har en historie, der kan inspirere os andre.

Den personlige fortælling går også igen i de billeder og interviews, som pryder væggene i Mellemrummet, og som er med til at synliggøre, hvad det er, der arbejdes for i de forskellige Global Platformgrupper. Her kan man få et indtryk af, hvad det er unge mennesker i f.eks. Zambia dealer med – og måske finde ud af, at vi ikke er så forskellige, når det kommer til stykket. Vi har bare forskellige livsomstændigheder.

Det lader altså til, at svaret på spørgsmålet om, hvad kultur kan bruges til – i hvert fald for aftenens VINKel-gæster – bliver noget med at skabe opmærksomhed og forståelse. At få os kulturforbrugere til at føle en samhørighed også med de mennesker og miljøer, som umiddelbart forekommer os fjerne og fremmede.  Og at det altid er nemmest at opnå gennem den personlige fortælling og relation.

Alle syntes at være enige i, at det er i udvekslingen af erfaringer og fortællinger, at værdien ligger. Det er mødet, som skaber magien. Det kan der godt være noget om.

 

 

 

 

Uddannet cand. mag i teatervidenskab og dansk med forkærlighed for det groteske og den dramatiske tekst. Dårlig grammatik gør mig trist. Er til gengæld vild med kunstskøjteløb, udstoppede dyr og tatar. Mådehold er min store udfordring.