VINK elsker VÆRKER: Månen over Porten

Denne artikel er tredje del af serien VINK elsker VÆRKER, hvor vi på redaktionerne hver måned præsenterer møder med kulturen, der har haft en særlig betydning for os. Oktobers skelsættende møde er imellem VINKs Leif Pedersen og essaysamlingen Månen over Porten.

 

”Ray er død.”

 

Det var den første af Per Pettersons sætninger, jeg læste. Og når noget er ens ’første’, så har man en tendens til at glorificere og idealisere det efterfølgende, selvom det måske i virkeligheden var lidt kikset og uprøvet i sin tid. Særligt hvis man er romantisk anlagt. Og særligt hvis der er gået syv år siden dengang. Så er den ’første sætning’ ikke blot en fin, men tilfældig, sætning, men derimod en yderst meningsfuld sætning, der flyttede noget i én, markerede en overgang i livet og som næsten var forudbestemt til at ske på lige netop det tidspunkt og med netop den forfatter.

 

Derfor nytter det heller ikke noget bare at buldre derudad og fortælle løs om Per Petterson, og hvorfor han var – og er – noget helt specielt for mig. For at det skal give mening, så skal vi først runde en klassisk figur i en god dannelseshistorie – en 19-årig kvalfuld og meningssøgende dreng (i dette tilfælde mig) – for til fulde at forstå, hvordan det er at læse Per Petterson første gang og føle, at det er skrevet til lige præcis dig.

 

  • VINK elsker VÆRKER er en hyldestserie, hvor vi for en stund lader vores vante skriblerier om det skæve, det uopdagede og det aktuelle København ligge, og i stedet giver os selv lov til at træde et skridt tilbage og lave en hyldest til de helt særlige værker, som gør, at vi elsker kunst og kultur.

 

  • I VINK elsker VÆRKER får du mulighed for at komme med om bag kulissen og mærke, hvor VINKs skribenter får deres inspiration og kulturkærlighed fra.

 

  • Ligesom inspiration og temperament hos skribenterne spænder vidt og bredt, har vi ikke kunnet holde os til én type værker.
    Derfor arbejder denne serie med værker ud fra et bredt værkbegreb. Du vil altså komme til at læse om film, ballet, litteratur og sikkert meget andet.

 

  • I modsætning til vores normale VINKling på kulturen kommer her nogle hilsner til værker, der ikke er bundet til Kongens By, eller til det spirende lag, men som vi simpelthen fortæller om, fordi de bare er mega gode – og fordi vi slet ikke kan lade være.
  • Hver måned præsenterer en skribent et værk ud fra sin kærlighed til netop dette. Læs tidligere bidrag her og her.

Mit obligatoriske ”fjumreår” efter gymnasiet var sådan set helt efter bogen. Fritidsjobbet i Dagli’ Brugsen blev byttet ud med en fast stilling som salgsassistent samme sted, som så senere blev byttet ud med jobbet som lærervikar, der gav mere i timen og en time mere om morgenen. Jeg nåede aldrig at rejse til Sydamerika eller Nepal, men kollegiefester og provinsdiskotekets ugentlige indhug i børneopsparingen kunne jeg da mande mig op til. Det var også i den periode, hvor kæresten og jeg fejrede monumentale milepæle såsom 4-månedersdag, 5-månedersdag og halvårsdag. Med andre ord var jeg et godt stykke vej fra det (vel)voksne selvbillede, en studenterhue har det med at give usikre teenagedrenge.

 

Og usikker var jeg. Nogle gange endda sådan lidt tom indeni. Det var noget eksistentielt, nåede jeg frem til i et klarsyn af lommefilosofiske dimensioner. Jeg sagde sikkert også noget lignende til gymnasiegutterne, når vi var allermest dybsindige. Efter alle øllene og lige inden vi satte Star Wars i gang.

 

I virkeligheden handlede det nok om, at jeg – som basalt set var en fattig og fodboldtosset knægt fra landet inden gymnasiet (og for den sags skyld også efter gymnasiet) – havde samlet spandevis af identitet i gymnasietidens brusebad af fest, frisind og følelser og spædet til den kulturelle kapitals børneopsparing med digtoplæsning, ungdomspolitik og bodegabesøg, når advokatens, skolelederens og museumsdirektørens sønner trak mig og andre hang-arounds med. Da jeg så tilmed forlod gymnasiet med et – efter min hukommelse – forgyldt karakterblad i den ene hånd og en kæreste i den anden, så var egoet pustet op til storhed…

 

…og fald. Således bundede tomheden formentlig i den antiklimatiske udsigt til at skulle fylde skummetmælk og makreldåser på hylderne i Brugsen samtidig med en gryende vished om, at alt det man lige var blevet og lige havde opnået var et forsvindende lille skridt på en lang jagt efter anerkendelse og mening.

 

Mere eller mindre bevidst forsøgte jeg at finde en mental retning at gå i. Jeg troede – eller havde måske lært – at svaret på det, jeg blev nødt til at blive, lå gemt i bøgerne. Det vil sige alle bøger og særligt dem, som de føromtalte sønner havde læst lige så lidt i som jeg i løbet af de sidste tre år, men som jeg alligevel følte, at de kunne udenad. Det var vel også derfor, at de skulle læse ting som Dansk og Litteraturvidenskab, mens jeg derimod hellere måtte indfri løftet til mit yngre jeg om at blive sportsjournalist.

 

Alligevel besluttede jeg mig for, at retningen mod anerkendelsen gik via gymnasiegrundbogen Litteraturens veje, som de fleste danskelever i teenagealderen nok har stiftet bekendtskab med. Jeg ville læse den og supplere hvert kapitel med at læse et værk fra den litterære tidsperiode, som kapitlet omhandlede. Det lyder måske fjollet, selv af en fjumreårs-fritidsbeskæftigelse at være, men dengang mente jeg det skam dybt seriøst.

 

Det eneste jeg imidlertid nåede at læse i forbindelse med Litteraturens veje var det første og lidt kedelige kapitel om folkeviser og sagaer samt de mange biblioteksrykkere, jeg fik, fordi jeg nægtede at opgive min færd og aflevere bogen.

 

Da jeg endelig kapitulerede, var fjumreåret næsten forbi. Det var sidst på sommeren året efter, og jeg havde dumpet forårets optagelsesprøve til journalisthøjskolen og i stedet søgt ind på RUCs journalistlinje. En dumpet optagelsesprøve og udsigten til RUCs basisuddannelse efter ferien hjalp ikke just på anerkendelsestrangen og jagten på den dér forbandede mening med livet.
”Skal du læse brumbas?” sagde sønnerne da også i spøg.

 

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg troede, at vejen i livet skulle findes ved at finde en vej i litteraturen, men med den præmis som udgangspunkt, var det nok derfor, at det var så meningsfuldt og nødvendigt at læse lige præcis Per Petterson på lige præcis det tidspunkt.

 

Og så er vi tilbage ved ”Ray er død”. Og blot for at understrege dannelsesaspektet i dét øjeblik, skal det siges, at jeg havde jeg været til Britney Spears-koncert i Parken dagen forinden med kæresten og hendes barndomsveninde, kusine og fætre. Efterfølgende havde vi festet hele natten på dét, der vel var én af mine fem første byture i København. Og nu sad jeg så om morgenen i fætter Martins lækre lejlighed og kastede mig ud i dét, der vel var én af mine fem første læseroplevelser med Politiken. Og midt i kultursektionen læste jeg så sætningen og essaytitlen ”Ray er død” første gang.

 

 

fullsizeoutput_4

 

Og det var kikset og uprøvet fra min side af. Eksempelvis vidste jeg ikke, hvem Raymond Carver var, som essayets titel refererede til. Og jeg vidste heller ikke, hvem Tjekhov var, som blev nævnt undervejs. Men lige dér var det heller ikke så vigtigt. Det vigtige var, at den var skrevet til mig. Den handlede ganske vist om Per Petterson selv og vennen Tor, og dengang de rejste til USA for at besøge Raymond Carver, som så døde, inden de rejste. Men de rejste alligevel og besøgte Raymond Carvers enke Tess Gallagher. Det handlede den om, men den var skrevet til mig. Mellem de korte, præcise sætninger, der ukrukket fortalte om litteratur, om Ray og indirekte om Per selv, forstod jeg, at den inderlighed og den passion, der lå i Per Pettersons ”mission” om at besøge Raymond Carver, var den samme inderlighed og den samme passion, som mit forhold til litteratur – og måske livet – skulle bygge på. Det var med vilje ikke akademisk og elitært. Men det var litterært og personligt, som der også står på titelbladet i bogen, som det hele nu skal handle om.

 

Således gik der en lige linje, fra jeg lagde Politiken fra mig den sensommerdag, til jeg oprigtig talt meget overrasket åbnede en julegave fra mine forældre samme år, hvor Månen over Porten, Per Pettersons samling af litterære og personlige tekster om det at læse litteratur og det at blive forfatter, lå gemt. Det er samme samling hvor ”Ray er død” hører hjemme. Der var én, der havde visket mine forældre noget i ørene, og med kyndig vejledning havde de bevæget sig ind i Asnæs-centerets Bog og Idé og bestilt den lille samling hjem.

 

I bogen fortæller Per Petterson om sine favoritter. Om Ernest Hemingway, om Karen Blixen, om Aksel Sandemose, om Simone de Beauvoir, om Kjell Askildsen og mange andre. Min favorit er den ene af to tekster om Hemingway, som hedder ’Én eneste sand sætning (og så en til)’, hvor Per Petterson skriver om dengang, han var en ung gymnasieknægt på Groruddalens gymnasium i Oslo i 1970 og købte Hemingways samlede noveller i Narvesenbutikken i Veitvet Shopingsenter. Han fandt også Hemingways selvbiografiske bog Der er ingen ende på Paris, der handler om årene i Paris, hvor Hemingway, ifølge Per,

 

skrev de første noveller, der virkelig holdt, på jagt efter én eneste sand sætning, og så én til, indtil det virkelig lykkedes for ham. Og der var ikke noget bedre sted at befinde sig eller nogen bedre tid at leve i og skrive sine første noveller i, mente han, og jeg kunne ikke være mere enig, som jeg sad og læste på mit værelse eller i T-banen på vej op fra Oslo centrum gennem den vindblæste Groruddalen og følte mig fejlplaceret i verden og i tiden. Og jeg som allerede havde læst en hel stak bøger, flere per uge end jeg nogensinde vil orke igen, følte for første gang i mødet med Hemingways prosa det man kunne kalde genkendelsens chok, og jeg forstod ikke hvad det egentlig var, eller hvad der skabte det, og det gør jeg måske stadigvæk ikke, men at jeg blev udsat for noget helt specielt, det forstod jeg.”

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Det var samme følelse af fejlplacering i verden og samme genkendelsens chok, jeg følte, da jeg læste ”Ray er død”. Så da det året efter blev min tur til at bo i København (i fætter Martins lækre lejlighed i øvrigt), var Der er ingen ende på Paris den første bog, jeg købte. For Månen over Porten var blevet min Litteraturens veje, der førte mig til steder som Tanger, Dublin og Kenya, alt imens jeg gik rundt i København og på RUCs basisstudium og blev voksen. Per Petterson introducerede mig for Frank O’Connor og Aksel Sandemose og gav mig lyst til at læse de dér Hemingway-noveller, jeg aldrig fik læst i Engelsk i gymnasiet.

 

En tekst, der står særligt stærkt i samlingen, er ”En bro i Toronto” der handler om en forfatter-konference i Toronto, som Per Petterson tager med til, særligt fordi han vil se en bestemt bro, som indgår i den singalesisk-hollandsk-canadiske forfatter Michael Ondaatjes roman In the Skin of a Lion. På konferencen er Ondaatje tilfældigvis selv tilstede og læser op af sin nyeste bog, og i ham genkender Per Petterson den evige usikkerhed, der knytter sig til identiteten som forfatter. En forfatter er nemlig en, der skaber helheder, skriver Per Petterson:

 

At være forfatter er ikke at skrive, men at fuldføre det man skriver, skrive er noget der starter i en selv, men som når man har fuldført det har en helhed, en egenvægt, en afrundethed der står uden for en selv og gør det til noget man kan betragte på afstand og lytte til og sige: Nu er det færdigt. Som en skulptur, som en koncert. Det var dig, nu er det ikke dig.”

 

Og det var dét, Per Petterson ville, siden han var omkring de 18 år. Men det ”lykkedes fandeme ikke,” som han skriver. Han havde ikke mod nok til at fuldføre. Således fuldførte han først sin første novelle, da han var 34 år, selvom han alle årene levede med længslen efter at være forfatter, der ifølge ham selv først blev en egenskab for så til sidst at blive en identitet. Men det var denne længslen og måske også denne mangel på mod, som han stadig bar rundt på mange år senere på den forfatterkonference i Toronto, selvom han jo var blevet forfatter. Og det var de selvsamme ting, han genkendte i Michael Ondaatje, der endda har vundet den prestigefyldte Bookerpris. Identiteten var ikke at være forfatter. Identiteten var længslen efter at være forfatter.

 

Hvis vi lægger længslens objekt til side (altså det at ville være forfatter), så vil jeg vove at påstå, at den usikkerhed, der er forbundet med at længes efter at være noget – blive noget – selv når man måske allerede er det, er en generel pointe omkring identitet.

 

Og det er her, Per Petterson er stærk. Også i hans egne romaner. Ved at fortælle simple, konkrete – og ofte meget personlige – historier om hverdagen og livets gang, formår han med de Hemingwayske sande sætninger at fortælle en meget større historie om de ting, steder, personer, minder, bøger og hændelser, der former et menneskets identitet og handlinger. Nogle gange bliver det en lille smule trist, men sådan er det heldigvis aldrig i Månen over Porten. Dertil er hans læseglæde og kærlighed til litteraturen for stor.

 

Men når man læser forordet til Månen over Porten, giver det i hvert fald mening, at jeg som 19-årig, der sukkede efter en identitet og en retning, følte at Per Petterson skrev teksterne med netop mig i tankerne. I forordet skriver han faktisk, at flere af teksterne i samlingen peger tilbage til et særligt punkt i livet: Til årene før han fyldte tyve, hvor han læste og læste. Det var der mange, der gjorde, som han påpeger, men han tænkte ikke over, at han blot var en af mange:

 

Det var snarere som om alle bøgerne på mystisk vis var skrevet direkte til mig og jeg var den eneste læser, fordi jeg havde brug for dem, fordi jeg var kommet til et punkt i mit korte liv da netop de bøger jeg valgte ud (tilsyneladende tilfældigt) var helt nødvendige, og uden dem ville jeg ikke have klaret mig. Jeg var den perfekte ”solitary reader” som de amerikanske kritikere Alfred Kazin og Harold Bloom taler om, ikke læseren i sin ensomhed, selvom jeg helt sikkert også var det, men læseren i sin ”enkelthed”, i sin ”adskilthed”, som med fuldstændig distance til alle omkring sig, fjernt fra alt hvad der hed eksamen og pensum, fra kravet om præstation og sociale færdigheder, læste for at redde sig selv og for at forberede store forandringer i nær fremtid. Det føltes som om det handlede om livet, og det gjorde det jo også.”

 

Per Petterson siger, at skal man starte med at læse Hemingway, så skal man starte med novellerne. På samme måde vil jeg sige, at skal man starte med at læse Petterson, så skal man starte med Månen over Porten.

Journalist af uddannelse, videnskabelig assistent af profession, VINK'er af hjertet. Tidligere var jeg redaktør på VINK LYD, nu er jeg bare en højlydt kasserer.