Små kvinder, store historier

Biograferne måtte lukke landet over, ganske kort tid inden Little Women nåede at få premiere i Danmark. Nu er biograferne åbne igen, og endelig kan danskerne få den at se! Men inden du styrter afsted mod biografens svale mørke, kan du med fordel dykke ned i den klassiske bog og lære de små kvindfolk at kende. Meg, Jo, Beth og Amy står klar med åbne arme til at byde dig ind i den bløde, idylliske, hjemlige ro anytime.

Little Women // foto: Sidsel Finderup

I USA er den på enhver ung piges læseliste, men jeg har altid kun kendt Little Women som den første bog, Joey kan lide i Friends, der ikke har Jack Nicholson i hovedrollen. I mange år har det i hvert fald været sådan. Men med udsigt til Greta Gerwigs filmatisering, var det på tide at lære selve bogen at kende. Hvis Gerwig, mit absolutte filmgirl-crush, synes, at den er værd at filmatisere i disse år, må der da være noget om snakken.

Bogen handler om den ikke helt rige March-familie i årene omkring den amerikanske borgerkrig. Krigen markeres tydeligst ved farens fravær i den første del af bogen, hvor han er sendt ud for at tjene landet, mens hans kone og fire døtre går derhjemme og har deres at se til. De har en hel hverdag der hurtigt bliver fyldt godt ud, når der både er pligter at tage sig af og drømme, der skal udleves. Det er deres gerninger, hverdagseventyr, stridigheder og mest af alt forsøg på at være gode pigebørn, der udgør bogens handling. Det lyder alt sammen meget sukkersødt, og det er det til tider også. Der er klare moraliserende pointer, om at man skal være god mod andre, ikke være grådig eller selvisk, og familiebåndet står som en hellig stjerne, der kan lede én gennem de værste stunder. Heldigvis er de fire søstre vældig godt selskab, og det hele glider ned som et iskoldt glas cola på en svedfremkaldende varm sommerdag.

Lær dem at kende: March-søstrene

Familien March er indbegrebet af en god, gammeldags kernefamilie. Hvis de var skabt i dag, ville de pryde forsider af samtlige familiemagasiner med deres yndige smil, mens de stod tæt omslynget foran deres brune træhus. Familiekærligheden buldrer i dette hjem. Alligevel er de fire søstre sjældent helt enige, og meget af bogen går med at diskutere alt fra manerer og egoisme til ægteskab og fremtidssikkerhed. Det er vel egentlig en børnebog, og det forklarer også det til tider skarpt optegnede persongalleri.

Margaret, kaldet Meg, er den ældste og dermed også den, der går mest op i snart at skulle være kvinde med alt, hvad det indebærer på denne tid. Hun er den mest traditionelle blandt søstrene, som vogter over de gamle dyder og kommer ofte til at gå på kompromis med sig selv for at tilpasse sig andres forventninger. Det er først i mødet med nogle rige skarn, at hun for alvor lærer at lægge sin appetit på pæne ting på hylden og får øjnene op for de sande fornødenheder. Denne lærestreg sender hende i favnen på en mand, som ikke beriger hende med en stor formue, men overvinder hende efter lidt overtalelse med sit store hjerte og forsikringer om, at han vil skænke hende et godt liv. Et godt liv som centrerer sig om ægtemand, børn og huslige pligter, vel at mærke.

I den anden ende, er Jo, som næsten aldrig går på kompromis. Hun er viljestærk og vild, skriver historier og drømmer om at blive forfatter; hun er selvstændig og ret ligeglad med at skulle leve op til nogen former for idealer. Navnet, der jo er af lettere androgyn karakter, afspejler Jos drengepigetræk, som ofte får hende i fedtefadet, fordi hun bare ikke kan eller vil tilpasse sig. Når Jo hænger ud med nabodrengen Laurie, falder det hende ikke ind, at han kunne forelske sig i hende, og hun har generelt for travlt med at sende historier rundt til aviserne til at skænke fremtidigt ægteskab særlig mange tanker. Men hvor langt kan kunstneriske drømme mon række?

Jo er tættest med sin lillesøster Beth, og når Jos iltre sind stormer afsted, formår Beth at trække hende tilbage på rette spor. Beth er en uskyldsren, troskyldig engel, som bare vil have, at alle har det godt. Hendes største problem er, at hun synes husarbejde er noget så kedeligt, men hun forstår alligevel, at det må gøres. Hvis du har set Friends, ved du godt, hvad der sker med hende, så husk at gøre plads i fryseren! Beth er for god til denne verden, og mere er der ikke at sige om den sag.

Amy er den yngste, men ikke mindre udfoldet som karakter af den grund. Amy kæmper med sin trang til smukke ting og andre egoistiske ønsker, men lærer efterhånden at spille spillet, så hun ofte kan få sin vilje. Som romanen skrider frem, og hun får lov at vokse lidt, bliver hun en spejling af Jo. Hun har mere succes med at passe ind, men deler Jos foragt for idioti og drenge med dårlige manerer. Fordi hun er optaget af popularitet og skønhed, end retten til at leve som man vil, kan man begå den fejl at undervurdere hende, men hold godt øje med hende. Hun har en ræv bag øret.  

Rebelsk feministværk eller forlæggerbetinget behagesyge?

Som det måske fremgår af personfremstillingerne, handler bogen meget om at blive kvinde. Alcotts roman udkom i 1868, og taler selvfølgelig ind i en tid, hvor verden så anderledes ud. Kvinder, og piger, skulle først og fremmest være dydige, dygtige, dejlige, så de kunne blive et godt parti i et ægteskab. Little Women udfordrer både de idealer og behager dem. Jo er især med til at udfordre dem, og det er da også hende, de fleste fremhæver og læser som feministen i bogen. Det er Jo, der ofte får æren at give hele bogen feministisk status, men selv Jo, som har evner og tjener penge på at skrive, må opgive sin rebelskhed og leve mere konformt. 

Bogen var et bestillingsprojekt fra en forlægger, der efterspurgte bøger til unge piger, og blev hurtigt en succes og har været det lige siden. Det er en bog, der insisterer på, at almindelige piger og kvinders liv er værd at fortælle om, men det er også en bog, der ikke har kunnet se sig fri for at være nødt til at fortælle om kvinder, der må gifte sig eller dø. Det var forlæggerens krav i 1868. Der er gået noget tid siden da, og heldigvis ser verden noget anderledes ud i dag. Så hvorfor overhovedet læse den nu? Hvorfor filmatisere den?

De små kvinders liv er måske ikke så store, men det er historien om dem. De mange moralske diskussioner kan indimellem føles lidt træge og gammeldags, men det gør personerne ikke. De er fulde af liv, glæde, varme og gnist, og trods deres karikerede typebeskrivelser, overrasker de gang på gang, i takt med at de bliver ældre.

Nu er der ikke andet for end at tage i biografen og se, hvad Greta Gerwig har stillet op med det!

læsende menneske som finder stor glæde i finurlige formuleringer og fantasifulde formater