Sensommerlæsning

//Foto: Dea Rasch Binozi

Det er august. Sommeren er gledet henover hovedet på dig som en lun brise. Måske har du allerede læst stakkevis af bøger, måske har du ikke nået at åbne en eneste. Hvis du er studerende, har du stadig godt en måneds sommerferie tilbage, inden det endnu en gang går amok med studiestart, og frilæsningen nedprioriteres til fordel for studielæsning. Så derfor vil jeg hjælpe dig til at få dine skønlitterære depoter fyldt godt om inden da.

Jeg vil anbefale dig tre forskellige bøger, der går i hver sin retning og egner sig til forskellige situationer afhængig af, hvor meget tid og lyst du har til at læse.

Har du ikke hørt om Mount København?

Hvis din læsning helst skal gå lidt hurtigt, så du undgår at bemærke, du vender sider og ikke konstant bladrer om for at se, hvornår kapitlet slutter, så vil jeg anbefale dig at læse Mount København af Kasper Colling Nielsen. Det er en samling fortællinger, der alle foregår eller relaterer sig til Collings opdigtede bjerg i København: Mount København. Det har taget 200 år at etablere og er 3500m højt og adskiller sig markant fra den danske natur ved at have flere klimazoner, så der både kan leve isbjørne og tropisk natur. Det bliver til et internationalt naturfænomen og turist hotspot i København.

I fortællingerne møder vi en række forskellige karakterer, der har tendens til at tænke sig selv og den menneskelige natur lidt ud af proportioner. For eksempel formår en mand at blive opereret til verdens første fuglemenneske, en anden forsøger på at begå et mislykket selvmord i bjergets kompostbunke, og en tredje er magnetisk. Selvom det lyder noget skørt, formår Colling alligevel at overbevise mig om, at hvis jeg hopper på toget mod Avedøre Holme, vil jeg selvfølgelig støde på Mount København.

Du skal læse Mount København, hvis du trænger til et solidt grin. Jeg lover dig, at Kasper Colling Nielsens skarpe sprog og fortælleevne nok skal sørge for, at du bliver revet med. Fortællingerne er korte og overskuelige og læse. Desuden er der løbende fyldig information om bjerget, der gør, at man som læser bliver holdt pænt i hånden. Så kan du jo forsøge og overbevise dine venner om, de ikke skal til at besøge Mount København.

Den mere krævende læsning

Er du ikke lige i humør til høj latter? Du synes måske, det er lidt akavet at ligge i Søndermarken og grine af en bog. Måske trænger du til at kaste dig ud i noget, som kræver lidt mere af dig selv, når nu du endelig har tid. Så læs Vinterbørn af Dea Trier Mørch.

Vinterbørn er en roman, der foregår på Rigshospitalet omkring nytår 1975. Den følger 18 kvinders fødselshistorie. Den inddrager kvindernes sociallag og familie, samtidig følger vi med i hospitalshverdagen og personalets arbejde.

Romanen er skrevet i et let læseligt sprog, dialogen er naturlig, og selve formatet er nemt tilgængeligt. Så det er ikke det, der gør læsningen krævende, men selve handlingen. Jeg er nok lidt af en sart sjæl, når det kommer til hospitalshistorier og mere specifikt fødsler. Jeg synes, det kan være både ubehageligt og grænseoverskridende at høre om klip, syning, blod, væskeindsamlinger i kroppen, moderkager, og hvad der ellers hører sig til fødsel og graviditet. Derfor kan jeg heller ikke forsikre, at du kan undgå akavede ansigtsudtryk under læsningen. Til gengæld fik jeg en oplevelse af at få dæmpet min fødselsskræk, fordi den forklarer, hvordan det er at føde og bære et barn, og det er fortalt af helt almindelige kvinder uden en overflod af fagtermer. Det bliver sat i øjenhøjde med en selv, hvilket er noget af det vigtigste, når man skal lære noget nyt og især om menneskekroppens funktioner.

Det er en krævende læseoplevelse, fordi det er en læringsproces, men jeg vil anbefale alle, der er blevet født at læse den.

Læs den nu bare…

Jeg vender tilbage til denne roman som en trofast ven eller et nært familiemedlem. Uanset hvor længe vi har været væk fra hinanden føles gensynet helt naturligt, oplivende og behageligt. Allerede fra første sætning bliver jeg suget ind i fortællingen: ”Tore var en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde.” Hvis du har læst romanen, ved du nok allerede, hvad jeg taler om. Hvis ikke, så er det med at komme i gang. Det er Den kroniske uskyld af Klaus Rifbjerg.

Måske tænker du, den har alle jo læst, det er sådan en gymnasieroman. Jo, du har ret. Det er en gymnasieroman, men den er også mere end det. Den indfanger, hvordan det er at bære rundt på tabubelagte følelser og ulykkelig kærlighed i et skarpt sprog. Det er nemt at både hade og elske de tre hovedkarakterer Tore, Janus og Helle, fordi vi bliver inviteret ind i vennegruppen som læsere. Vi følger dem i de mest sårbare og intime oplevelser, hele vejen igennem med Janus som fortæller.

Det er en gennemført og god roman, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke kunne lide den. Så læs den nu bare!

Tilflytter til København fra provinsen, som har et hjerte der bløder god litteratur og finurlige ordspil.