Scott Pilgrim er den ultimative antihelt for alle os i 20’erne

Scott Pilgrim er en historie om at lære at tage ansvar for sine handlinger. Men det er også en støttende forsikring om, at det er okay at klynke over kæresteproblemer og ikke at have penge nok til sushi. Det sidste bind i tegneserien Scott Pilgrim blev udgivet i 2010, men Bryan Lee O’Malleys syrede energibombe af en fortælling virker stadig i 2020 – og den er essentiel læsning for alle, der har været, skal være eller er i 20’erne.

//Foto: Sara Rejaye Gryesten

”’I don’t think I’m ready to be a grown up.’

‘I don’t think you are either, Buddy. But hey, you’ll get it. It just takes practice.’”

Sådan siger Kim Pine til sin ven og ekskæreste Scott Pilgrim, mens de vandrer i Ontario. Scott er rejst over for at besøge Kim, så han kan få lidt distance fra sit liv i Toronto, som er blevet vendt på vrangen, efter han begyndte at date den mystiske og uforudsigelige Ramona Flowers. Ramona kommer nemlig med en del bagage: helt præcist med syv ekskærester, som Scott er nødt til at vinde over i kamp for at kunne blive officielle kærester med hende. Ramona og den intriger, der følger med hende, har lavet et stort rod i 23-årige Scotts – angiveligt – fede liv, hvor han brugte sine dage på at spille med sit band Sex Bob-omb, date den 17-årige high school elev, Knives Chau, og snylte på sin bofælle, Wallace Wells. Hvis du synes, at det lyder underligt, så har du sådan set ret. Det er den lettere bizarre, energiske, videospilsinspirerede verden, som vi finder i Bryan Lee O’Malley tegneserie på 6 bind, Scott Pilgrim.

De fleste har nok set eller hørt om Edgar Wrights fænomenale filmatisering af tegneserien, Scott Pilgrim vs. The World fra 2010, hvor en ung og akavet Michael Cera spiller titelrollen. Første gang jeg så Wrights filmatisering, kan jeg ikke have været ældre end 13, og jeg så filmen som en smagsprøve på alt det, som ventede mig, nu hvor jeg som teenager forlod barndommen. Jeg glædede mig til at være arbejdsløs og forvirret og bruge mine dage på at vandre rundt i pladebutikker og crashe hos en ven som Wallace Wells. Filmen blev på den måde en af mine yndlingsfilm, men der skulle gå ti år, før jeg endelig fik læst tegneserien, som den var baseret på. Til min 23-års fødselsdag fik jeg nemlig alle seks bind i gave, og grådigt læste jeg dem alle i løbet af et par dage. Mens jeg så filmen for første gang som ny teenager, læste jeg altså tegneserien, mens jeg var på samme alder som Scott selv. Måske har det påvirket, hvordan jeg har læst Scott Pilgrim, for pludselig blev jeg opmærksom på den tristesse, der løber igennem alle seks bind. 

Selvbilledet ødelægges

Da vi først møder Scott, er hans liv gået i stilstand, efter hans ekskæreste Envy Adams er gået fra ham for at være sammen med bassisten i sit populære band, Clash at Demonhead. Scott er arbejdsløs og bruger sin tid på at spille videospil og bas i et band, han ikke ser noget potentiale i. Envy gik fra ham på dagen, hvor Scott fik klippet en dårlig frisure, og han har derfor ikke turde gå til frisøren lige siden. Da Scott begynder at date den uerfarne Knives Chau, bliver Scotts bekendte derfor mistænksomme over, om Scotts interesse i hende kommer fra et behov for at få bare en lille smule kontrol. Vi begynder serien med at se Scott på en måde, der ikke er langt fra, hvordan Knives ser ham. På komisk og lettere manisk vis bliver Knives besat af den cool attitude, som Scott bærer rundt på, når han nonchalant præsenterer hende for en verden af indierock og videospilsarkader. Ligesom for Knives bliver det bare mere tydeligt for os, at Scott ikke bare er en flink, uheldig fyr, men at han også kan være manipulerende og selvisk. Igennem de seks bind ser vi Scott være utro med Ramona, være ligeglad med sine venner og nægte at tage ansvar for sine handlinger, men det tager os noget tid at begynde at kritisere Scott, for han gør det med en ubekymret og lettere tumpet charme. Problemet er nemlig, at Scott heller ikke selv ser, hvad han gør forkert. Tegneserien er centreret omkring Scott Pilgrim, for den følger Scotts perspektiv, og han er utroligt selvcentreret. Han ser, at han ikke har det godt, og han ser, når andre folk påvirker hans liv, men han ser ikke, når det er ham, der påvirker andre. Derfor ser Scott sig selv, som den flinke, cool gut, som vi også lærte ham at kende som, og det er gradvist, at vi opdager, at Scotts selvbillede ikke helt er i overensstemmelse med virkeligheden.

I en af tegneseriens mest sigende passager, hvor Scott snakker med Kim, opdager vi for eksempel, at Scotts minde om, hvordan han som high school-elev blev kærester med hende, er romantiseret i en sådan grad, at man nærmest vil kunne kalde det en vrangforestilling. I tegneseriens flashbacks ser vi nemlig begivenheder udelukkende fra Scotts perspektiv, hvor han altid er enten offer eller helt, og det er derfor først, når andre karakterer fortæller deres perspektiv på begivenhederne, at vi opdager, at Scott ofte har været lidt af en skurk. Det er for mit vedkommende en både skarp og relaterbar portrættering af, hvordan Scotts egoisme og narcissisme gradvist bliver tydeligere for os – og især for Scott.

Og nu kommer vi frem til, hvorfor jeg synes, det stadig giver mening at skrive om en tegneserie fra start 00’erne, for jeg vil vove at påstå, at Scott Pilgrim-serien er en af de bedste litterære portrætteringer af ungdom, jeg endnu har stødt på.

Let Scott have his slightly tragic moment

Fortællingen om en dreng i 20’erne, der skal lære at tage ansvar for sit liv og for de skader, han har påført andre, kan nemlig nemt blive til en moraliserende dannelsesfortælling, som vi efterhånden har set lidt for mange gange. Når Scott Pilgrim undgår at falde i den fælde, skyldes det, at historien ikke anklager Scott: Når jeg læser Scott Pilgrim,bliver jeg irriteret på Scott, men jeg fordømmer ham ikke, for jeg kan genkende hans fejl i mig selv, og min irritation går derfor lige så meget på mig selv som på Scott. Scott selviskhed og mangel på selvbevidsthed bliver beskrevet, som noget, han skal vokse fra, men det bliver ikke beskrevet som noget, der gør ham til et dårligt menneske. Det kan nemlig godt være, at Scott er fanget i sit eget hoved, men han er det, fordi han er i en periode af sit liv, hvor han bliver nødt til at være selvcentreret for at få styr på sig selv. Det er derfor også en plotpointe, at Scott ikke skal bekæmpe sig selv, men stå ved sine egne mangler og lære at håndtere dem.

Scotts frustrationer og kæresteproblemer bliver derfor også beskrevet som små problemer i det store billede, men det ændrer ikke ved, at de er enormt vigtige for Scott, og de har derfor betydning, selvom de er små. I en scene, hvor Scott har haft et skuffende møde med ekskæresten Envy, som han havde håbet på at få en venskabelig afsked med, giver Scott en lettere melodramatisk monolog. I baggrunden står Wallace Wells og joker, da Ramona siger til Wallace ”Come on, dude. Let Scott have his slightly tragic moment.” Ramonas citat kunne lige så godt være beskrivelsen af hele tegneserien, hvor Scotts problemer, som de fleste personer i 20’erne oplever til en eller anden grad, får lov til at blive udfoldet gennem episke kampscener. For Scott Pilgrims liv er ikke noget specielt, og hans fortælling er ikke vigtig i det store billede, men Scotts problemer er alligevel ”slightly tragic”, og det skal Scott have lov til at reagere på, ligesom vi andre skal have lov til at reagere på vores ”slightly tragic” oplevelser.

Vi ser en lignede ikke-moraliserende fortælling om et ungt menneskes egoisme og forbedrede selvbevidsthed i TV-serier som Freaks and Geeks og film som Ladybird, hvor ungdommens tragedier får lov til at blive taget alvorligt, samtidig med, at fortællingens unge hovedrolle lærer at tage ansvar for sig selv. Jeg mener, at vi har behov for den slags fortællinger, og Scott Pilgrim er et pragteksemplar i sin genre, som stadig holder den dag i dag.

Filosofistuderende og selvdiagnostiseret litteraturnørd med forkærlighed for støvede antikvariater og Kender du typen