Ramt af en spiseforstyrrelse

Der er altid nogen at befri af Johanne Kirstine Fall sætter skub i hele følelsesregisteret med en nærværende beskrivelse af at bære på en spiseforstyrrelse. Her omfavnes en ung pige af den onde psykiske sygdom, og vi følger hende som en del af hendes synsfelt i sin kamp om at bryde ud af sine tvangstanker.

 

//Foto: Dea Rasch Binozi

 

Første gang jeg stødte på bogen, var ved et sært tilfælde. Jeg havde været i Bog & idé og havde taget et par billeder af nogle bøger, jeg gerne ville læse. Da jeg kom hjem og kiggede billederne igennem, var jeg særligt betaget af en gul forside, som er blevet indikator for Zadie Smiths Swing Time. På billedet, side om side med den festlige Swing Time, ligger en lille grå bog, der af udseende ikke ser særligt indbydende ud. Jeg zoomer ind for at læse titlen: Der er altid nogen at befri af Johanne Kirstine Fall. Titlen gentager sig selv flere uger efter i mit hoved. Så da jeg står på bogmessen i Bella Center ved forlaget Gladiators stand, rammes jeg af en nysgerrighed for, hvad der måtte gemme sig bag titlen, og dankortet kravler næsten af sig selv ud af min pung.

 

Bogen handler om den stærkt spiseforstyrrede pige Katrina – fra indlæggelse på psykiatrisk hospital til udskrivelse. Den beskriver nærværende, hvordan det er at være indlagt med en psykisk sygdom. Lige fra intimbarbering i badet med overvågning af de ansatte til familiens højst anstrengte julemiddag.

 

Titlen er en god indgangsvinkel til denne bog, da den værner om en fælles skæbne for de personer, vi møder gennem teksten samtidig med, at den åbner op for det enkelte individs særlige behov for hjælp.

 

Jeg oplevede flere steder i bogen, at jeg ikke havde lyst til at læse videre, men jeg kunne ikke lade være. Katrinas væmmelige trang til at skære dybe snit i sin hud eller sulte sig selv fik tarmene til at vende sig i maven på mig. Min biologilærer fortalte mig engang, at man kun kan føle smerte et sted af gangen, hvilket har hjulpet mig til at forstå, hvorfor hun reagerer, som hun gør. For når hun har tanker, der hele tiden er en kritik af hende selv, tror jeg, det gør så psykisk ondt, at hun får brug for at abstrahere fra de tanker gennem en smertefuld handling.

 

Det er en modig tekst, der skildrer et samfundsrelevant problem. Vi lever i tid, hvor der aldrig har været flere mennesker med diagnoser på psykiske sygdomme, som der er i dag. Johanne Kirstine Fall formår gennem Katrina at åbne op for en tabubelagt verden og beskrive det psykisk syge menneske med ømhed og intimitet, som kan få enhver person til at forstå, hvorfor det er så svært at blive rask. Hun får udtrykt hvordan sygdommen forfølger Katrina, ikke kun i Katrina selv, men også i personerne omkring hende, som konstant kigger på hende med bekymrede øjne.

 

Jeg kan mærke denne bog i hver støvede krog af min egen krop. Det kildrer under fingerneglene, giver sug i maven og småvåde øjne i denne særlige historie om en pige, hvis tanker tager overhånd, bliver til en kropsfiksering og sætter hendes eget liv på spil.

 

Tilflytter til København fra provinsen, som har et hjerte der bløder god litteratur og finurlige ordspil.