Da Puerto Rico kom til København

14975874_10208810968204330_566630756_o

KØBENHAVN + SAN JAUN // Tegning: Lisa Larsen

 

Første gang jeg læste Hunter S. Thompsons The Rum Diary, blev jeg efterladt med en dyb længsel efter at rejse til Puerto Rico og opleve det land, som jeg allerede følte, at jeg havde besøgt. Mit indre billede af hovedstaden San Juan stod så klart, at jeg næsten kunne mærke den tyngende varme og smage luftfugtigheden, som blandede sig med havets salthed. For litteraturen kan teleportere dig fra en våd og sjappet 5A’er på en kold vinterdag til en stoppet, svedig bus i San Juans hede. Men når bogen lukkes og bussen ikke længere varmes af ordene på siderne og sproget pludseligt er dit eget, er det så muligt at fastholde stemningen?

Hvis du ikke er bekendt med romanen, så er den ”semiselvbiografisk og handler om journalisten Paul Kemp, der i 1950’erne rejser til Puerto Rico for at skrive for en lokal, engelsksproget avis. Snart er Kemp lige så alkoholiseret som sine kolleger, men han kommer på sporet af forretningsmænd og politikeres plan om at forvandle det mere eller mindre uberørte paradis til et lukrativt feriemål med hoteller og kasinoer.”, som Christian Monggaard så fint formulerer det.

På trods af at jeg aldrig har sat mine ben i Puerto Ricos hovedstad, kunne jeg ikke ryste følelsen af at være bekendt med San Juans brostensbelagte gader, farverige bygninger og strande så lange som øjet rækker. Flere af beskrivelserne i bogen frembragte lige så stærke indre billeder af København, som det gjorde af Puerto Rico. Jeg har samlet nogle steder fra The Rum Diary og opsøgt nogle af de områder i København, hvor ligheden med Københavns gader og stræder er til at tage og føle på, og andre områder hvor Puerto Rico er ligeså fjern som Narnia og Hogwarts. Samlende for alle uddragene fra bogen er, at de handler om, hvordan Kemp befinder sig i situationer, hvor han oplever byen på en ny måde og får øjnene op for noget, han ellers ikke havde set.

 

Bussen

“At eleven-thirty I caught a bus in front of the hotel. It was crowded and I had to stand. The air in the bus was like steam, but no one else seemed to mind. Every window was closed, the smell was unbearable, and by the time we got to the Plaza Colón I was dizzy and soaked with sweat”.

Enhver der har tilbragt sin tid under et skybrud, ventende på en bus, presset sammen til én umiskendelig klump af dig selv og fremmede under verdens mindste busstoppested, eller har forsøgt at klemme sig ind som sidste mand i metroen midt i juni, kan nikke genkendende her. Måske er der noget universelt omkring følelsen, af at være på kanten af at besvime i offentlig transport på en højsommerdag, uanset hvor du befinder dig i verden. I al fald er en fremmed mands våde armhule ligeså ubehagelig, om den bliver stukket i dit ansigt i Puerto Rico eller et sted imellem Tingvej og Tycho Brahes Allé.

 

Søndagen

“I had never seen the city on a Sunday morning. Usually I got up about noon and went to Al’s for a long breakfast. Now the streets were almost empty. There was no sign of the weekday chaos, the screech and roar of an army of salesmen careening through town in uninsured cars. The waterfront was nearly deserted, the stores were closed, and only the churches seemed to be doing any business”.

Selvom gaderne i San Juan er meget anderledes end dem i København, er følelsen af at opleve et familiært sted på ny det ikke. En gang i mellem kan selv det mest velkendte sted transformere sig for øjnene af dig. Stedet bliver en hel ny oplevelse, som at være på KUA midt i semesteret, hvor der er studerende overalt og samtlige stikkontakter er optaget til midt i sommerferien, hvor det kun er dig, og dine knirkende sneakers på det lidt for rene gulv.  Det er sjældent, at man får lov til at føle sig alene i en storby, og når det sker, er det både magisk og foruroligende. Det kan føles helt ulovligt, at se et vant sted på en så ny måde; som om at man har skubbet tæppet til side og afsløret kulissen, før den var klar.

Det er den samme oplevelse, som når København én søndag om året forvandler sig fra bilkaos og dyttende horn, til fredfyldt kridttegning på de selvsamme veje. Når det vante ved omgivelserne fjernes, bliver du tvunget til at lægge mærke stedet og dets detaljer, som ellers forsvinder i dagligdagens trummerum.

 

Stranden

“We were on the edge of a large bay and the water was that clear, turquoise color that you get with a white sand bottom. I had never seen such a place. I wanted to take off all my clothes and never wear them again”.

Måske forventeligt kommer det nogen gange til at føles lettere komisk at forsøge at forestille sig Puerto Rico i København. Den slags følelser som Kemp oplever på den menneskeforladte strand, har Amager Strandpark vidst aldrig fremkaldt hos nogen. Men det betyder ikke at smagen af den salte luft, og følelsen af havets brise ikke er den samme, når du lukker dine øjne. Billedet bliver bare sværere at fremkalde på din nethinde, når det er en råkold december dag og det første du ser, når du igen åbner øjnene, er en mor med sin barnevogn og en Gulddame i kopholderen.

Ikke desto mindre har stranden i storbyen altid en speciel ambiance over sig; en modsætning, der på underlig vis virker. Blandingen af bilos og sand mellem tæerne fungerer muligvis bedre, når vandet er turkisblåt og sandet hvidt, men det er ikke tilfældigt, at Amager Strandpark er stuvende fuld, så snart der kastes sollys over den.

Gadefesten

“The sound was incredible; people were singing and stomping and screaming. Here and there I saw tourists trying to get out of it, but most of them were carried along in the mob. The bands moved off together, heading down the main street. Behind them the crowd linked arms, thirty abreast, blocking the street and both sidewalks – chanting the music as they jerked and staggered along”.

Billedet af den stopfyldte gade kan ikke undgå at minde mig om Distortion, hvor byens kvarterer på skiftevis fyldes til bristepunktet, og en speciel følelse bobler op gennem asfalten. På samme måde som stemningen river en med på Puerto Rico, gør den det også i København. At komme nogen vegne under Distortion er en umådeligt frustrerende oplevelse, men imens du forsøger at mase dig imod strømmen på Dronning Louises Bro, kan du ikke undgå at stemningen siver ind i dig. Den slags menneskestrøm og energiudladning er ikke til at flygte fra, lige meget hvor den finder sted.

Det kan føles som en gave, når man slår øjnene op og ikke helt genkender virkeligheden omkring sig. Ens omgivelser fremstår helt friske og mere intense, end når de er pakket ind i de sædvanlige scenarier og mennesker. San Juan og København er meget forskellige, men de øjeblikke i The Rum Diary, hvor Kemp oplever sine vante omgivelser med nye øjne, har øget min bevidsthed om at holde øje med de øjeblikke, hvor der er noget nyt på spil i mit hjemmevante København. Om noget har denne rejse fået mig til at forelske mig mere i København.