Pizza og poesi

 

Jeg græder ikke til film, men jeg græder til poesi. Ikke altid, men nogle gange.

 

For mig er mine digtsamlinger lige så vigtige som mine andre skønlitterære værker på min bogreol. De fylder godt nok ikke lige så meget, men det er nu også sjældent, at en digtsamling er på størrelse med Tom Kristensens Hærværk på lidt over 500 sider. Og selvom Ingvild Lothes lille hæfte Litt lyst til å pule, litt lyst til å dø med 21 små digte kun fylder 21 sider, har de lige så meget styrke og indhold som en roman eller en helaftensfilm i den lokale bio. Og det er slet ikke fordi, jeg ikke læser romaner eller går i biografen (tværtimod) – jeg læser bare også digte, og ja, jeg græder til dem i ny og næ – ligesom mange nok fældede en tåre første gang de så Titanic og Rose slipper Jacks frosne hånd…

Men tilbage til poesien. Poesien som jeg har en stor kærlighed for, men som jeg desværre oplever ofte bliver placeret på en piedestal. En piedestal, hvor den får lov til at stå uberørt, fordi flere tror, at de alligevel ikke forstår poesien. Og dét er hovedårsagen til, at jeg skriver denne artikel. For poesien skal ned fra den piedestal, den skal læses og tilgås på niveau med romaner og helaftensfilm i biografen.

 

Da en god ven fortalte mig om arrangementet Tunge Mandage, der blander pizza og poesi, vidste jeg, at nu var det på tide at åbne poesiens verden for dem, der måske ikke selv har turde at kaste sig ud i den.

 

//Illustration: Anja Oxager

 

Poesi på en tung mandag

For midt i Nordvest på Rentemestervej mellem hyggelige villaer ligger Behov – en spisebutik, der serverer yderst lækre pizzaer! Endnu en ting jeg rigtig godt kan lide. Her kan du komme forbi og få en Obelix-pizza med vildsvinepølse og 30-årig balsamico, mens du lytter til poesi. Tunge Mandage kalder de det, og det foregår hver første mandag i måneden. Og mandage kan være tunge, især nu hvor det kun bliver mørkere og koldere. Så er det vigtigt at have noget at varme sig med, og her kan Tunge Mandage være løsningen. Jeg fik i hvert fald varmen, da jeg spise pizzaen ’Storm’ med stærk krydret pølse fra Calabrien, mens digter og medarrangør Caspar Eric præsenterede aftens digtere: Julie Mendel og Thomas Boberg.

 

Aftenens oplæsning foregik i Behovs bagerste lokale, hvor et tungt, gråt gardin delte restauranten i to. Man kunne stadig høre en summen fra den anden del af restauranten, hvor pizzaerne blev langet over disken.

Thomas Boberg lagde ud og måtte hæve sin stemme en smule, så han var sikker på, at alle kunne høre ham. Ofte vil der til en oplæsning være mussestille i lokalet, så det kun er poesien, man hører, og det kan jeg også godt lide, at digterens ord får lov til at fylde lokalet. Men alligevel var der et eller andet befriende ved denne her pizzeria-baggrunds-summen, der blandede sig med Bobergs ord. Det blev lidt mere hverdagsagtigt og uformelt og gjorde det pludseligt helt ”normalt” at lytte til poesi og spise pizza en mandag aften. Og nu skal det ikke lyde som, at det er unormalt at være til digtoplæsning på en mandag, slet ikke! Det jeg gerne vil pointere er bare, at det var helt rart med nogle andre rammer for en poesioplæsning – i hvert fald andre rammer, end hvad jeg før har oplevet.

 

Kontaktdigt

De to digtere tog mig med på hver deres rejse. Boberg ind i det ironiske, kritiske og længselsfulde univers med sit ’Kontaktdigt’, hvor jeget i en kontaktannonce ”søger en person med styr på finanserne og som er vild go til at knalde i Venedig./Jeg kan også godt lide bøffer.
Oplæsningen forgår med en ekstra kraft i stemmen på grund af den konstante pizzeria-summen og får digtet til at virke endnu mere komisk og virkeligt. Jeg forestiller mig, at man sagtens kan sidde der og fumle med sin fedtede pizza, mens man i avisens sidste sider gennemgår kedelige og gængse kontaktannoncer, indtil man pludselig støder på ’Kontaktdigtet’. Og midt i drømmen ødelægger Boberg sine briller. Flere kravler pludselig rundt på gulvet med lys i deres telefoner for at finde den mistede skrue, der holdt sammen på en digters briller. Det er sådan set en ret kritisk situation, at en digter midt i sin oplæsning ødelægger sine briller, hvilket Boberg selv pointerer, hvorefter han fortsætter sin oplæsning, med brillerne siddende på skrå – nu kun med en enkelt brillestang.

 

Happy hour

Efter en kort pause med happy hour i baren, blev det Julie Mendels tur. Selv sprang jeg det ellers fremragende tilbud om billige drinks over – min søndagsblues sad stadig i mig, hvilket i bund og grund kun gjorde mig endnu mere modtagelig over for Mendels poesi. Med en rolig og fin stemme kæmpede hun lidt med summen fra det andet lokale, men lige så snart hun begyndte sin oplæsning, glemte man alt omkring sig, og hendes ord betog mig med det samme. Med sin lyriske reportage ’Reklivie’ sætter hun ord på det at være til, på en sådan måde som de fleste kan relatere til.

”Er fandme pinligt altid at ligge inde i sengen i nattøj, når du kommer hjem – men jeg har givet fuldstændig op nu. Jeg har ligget med computeren på maven for at se finalen i Den store bagedyst.Man kunne mærke, hvordan Mendels så ærlige og fine ord fik alle i lokalet til at lytte. For hun sætter ord på det at være menneske, især når det går skidt, men på samme tid orienterer hendes tekster sig også mod håbet – et håb jeg i hvert fald sad tilbage med, da Mendels oplæsning var slut. Og som jeg skrev i starten af artiklen, kan jeg i ny og næ fælde en tåre til poesi, hvilket jeg gjorde til Julie Mendels.

 

Med disse ord, må det være tid til at runde min hyldest til poesien af. Jeg håber, jeg har åbnet for en nysgerrighed til poesiens univers, der slet ikke er så svært tilgængelig, som flere måske går rundt og tror. Tunge Mandage beviser i hvert fald, at poesien sagtens kan blandes med pizza på en kold mandag aften. For poesi er ret fantastisk, den taler til alle, der gider lytte, og som min kloge højskolelærer engang sagde: ”Hvis du kunne lide digtet, så forstod du det”.