På kanalrundfart med døden

VINK er taget på dødssejlads gennem Københavns kanaler til et helt unikt poesi-event arrangeret af Blågårdens Bibliotek. Fokus er at præsentere poesien på en helt ny måde, hvor digte, byliv og performancekunst finder sammen i en højere enhed. Så kom med på en rejse til dødens rige, hvor både djævle og bryster slippes løs til isnende digte.

Dødsmasker. //Illustration: Anja Oxager

Dødsmasker. //Illustration: Anja Oxager

 

Det er en kold og klar novemberaften, da jeg sammen med en af VINKs tegnere bevæger mig mod Holmens Kirke. Herfra afgår båden, der gennem Københavns kanaler skal føre os ud på en litterær rejse til det græske dødsrige, Hades. Vi bliver mødt af arrangørerne, der som kutteklædte dødsdisciple tavst modtager vores billetter i form af græske guldmønter.  Bagefter får vi udleveret hver vores kappe og får sat os ned blandt de øvrige sjæle. Rejsen går nu gennem dødsriget. Stille glider båden ud af havnen og gennem det blanke vand, der reflekterer tusmørket mod Københavns nattehimmel. Man kan mærke, at stemningen er en smule anspændt – næsten som har de mange kutteklædte skikkelser fået folk til at forstå, at denne kanalrundfart er ekstra alvorlig. Det er døden, det skal handle om.

 

Bag denne aftens dødssejlads står Blågårdens Bibliotek og en række samarbejdspartnere, bl.a. Copenhagen International School of Performing Arts. De har for første gang arrangeret en ganske speciel kanalrundfart, hvor litteratur og performancekunst skal forenes på en helt ny måde. Det fortæller litteraturformidler Caroline Mogensen, der sammen med Suzan Erdogan har været med til at stable aftenens utraditionelle kanalrundfart på benene. Caroline mener, at der er et behov for at formidle litteraturen og i særdeleshed poesien på en mere levende måde, så flere kan være med: ”Målet er at signalere, at man ikke skal være bange for digte, men opleve dem. ” Derfor satte de sig for at arrangere denne rejse gennem dødsriget, hvor digtoplæsninger skulle mødes med Københavns kanaler og forskellige performances. Som Caroline fortæller, så var det meget vigtigt for dem, at digtene blev sanset – at både performance, musik og kostumer kunne være med til at suge publikum ind i poesiens verden.

 

Dødsflod. //Illustration: Anja Oxager

Dødsflod. //Illustration: Anja Oxager

 

Færgemanden Charon

Vi har ikke sejlet længe, før en dyb mandestemme kommer ud fra højtaleren bag os og præsenterer sig som færgemanden Charon:

 

”Jeg er Charon, færgemanden på dødens floder. Altid sejlende fra bred til bred

med døde sjæle på vej til det sidste sted, som er Hades.”

 

Så er stemningen ligesom lagt. Fra nu af forstår vi, at der kun er en vej ud af mørket, og det er gennem det. Kutteklædte personer med hvid ansigtsmakeup og kulsorte øjne går truende gennem skibet og læser op af forskellige dødsdigte. I baggrunden kan man høre en truende underlægningsmusik og lyden fra vandet, når skibet glider gennem kanalerne. Der synes ikke at være nogen specifik orden i digtene på sejladsen, andet end at de alle har døden tilfælles. Som f.eks. i dette smukke digt med titlen Underklang af Morten Nielsen:

 

Ӯblerne bliver tunge

og sitrer i dagenes sensommerglød.

Men haardt som en kulde i mig

staar budskabet om din død.”

 

Det er dramatiske digte, og man kan mærke dødens bitre saft drive ud af dem, som de kutteklædte personer spytter dem ud over bådens passagerer. Det er sjældent, at digte så konsekvent handler om døden, og man kan virkelig fornemme, at her er formålet ikke digtenes form, men at de skal sanses, at de skal mærkes på egen krop.

 

Som båden driver videre, passerer vi den Kongelige Afstøbningssamlings bygninger, hvis front er oplyst i novembermørket. Ved kajkanten danser vilde djævleskikkelser med enorme masker. Deres små stikkende øjne gennemtrænger natten. Der er fakler i baggrunden, og en af djævlene slår taksfast på en stortromme, som var det et scenarie taget fra ens værste mareridt. Igen fornemmer man straks den rejse, vi er ude på. Døden er ikke noget, vi bare skal tale om, den skal ses i øjnene.

 

Det er også en af de andre pointer, som Caroline Mogensen lægger vægt på, når hun skal beskrive arrangementet. Ifølge hende er døden et område, som vi godt kan have en tendens til at være berøringsangste overfor – lidt ligesom at mange er berøringsangste overfor digte. Og her kommer dødssejladsens store formål frem. For den ønsker at slå to fluer med et smæk. Den vil præsentere digte på en ny og sansefuld måde, så deres univers åbnes op for os, og hvilket emne er bedre til det end døden? Samtidig ønsker sejladsen at få os til at se døden i øjnene på en meningsfuld måde, og hvad er bedre til det end digte? Foreningen af de to bliver denne novemberaftens dødsrejse, og som Caroline så simpelt formulerer det, så handler det om, at vi skal blive ”mindre bange for digte, mindre bange for døden. ”

 

Dødens bryst. //Illustration: Anja Oxager

Dødens bryst. //Illustration: Anja Oxager

 

Bare bryster

Vi er nået videre i vores dødssejlads og er kommet til Lethe, glemslen flod, som er den endelige og måske også mest kendte flod af de fem græske sagnfloder. Her når vi også til aftenens mest klimatiske digt Dødsskibet af DH Lawrence, der af to kutteklædte personer bliver læst op i et flakkende skær fra en håndholdt lommelygte. Digtet er inddelt i ti akter, og her kommer et uddrag fra det første, der på meget fin vis skildrer, hvordan døden er en paradoksal størrelse, der både er smuk, forgængelig og tragisk.

 

I

Nu er det efterår og faldende frugt

og den lange rejse mod glemsel.

Æblerne falder som store dråber af dug

for at såre sig til en udgang fra sig selv.

Og det er tid at gå, at sige farvel (…)

 

Nu er det virkelig tid til at sige farvel. Vores rejse er ved vejs ende, og idet vi passerer Marmorbroen, stopper båden op, og en anden båd med en forblæst kvindeskikkelse sejler mod os. Kvinden går ombord, og i en grotesk scene hiver hun fat i en af de kutteklædte passagerer og smider sin top, hvorefter den kutteklædte sutter på hendes bryst, som omfavner han dødsriget. Bagefter smider han alt tøjet, og nøgen stiger han sammen med kvinden ombord på det skib, som hun kom med og sejler bort. Vi er nu i dødsriget, forstår vi, og samme skæbne afventer os. Vi er kommet gennem mørket og har intet andet valg end at omfavne døden for at nå ind i dens rige.

 

Vi stiger i land ved Holmens Kirke igen en smule kolde og forblæste af den lange rejse mod Hades. Det har været en sjælden aften, hvor poesi og døden mødtes gennem performance kunst, musik og kostumer. Idéen med at gøre poesien levende er på trods af aftenens tema ikke død, men levende i allerhøjeste grad, og det bliver nu rigtig spændende at se, om fremtiden vil byde på flere dødsrejser. VINK kan som afslutning på sejladsen i hvert fald afsløre, at Blågårdens Bibliotek har flere events gemt i ærmet, og at næste gang måske kommer til at inkludere en skov! Vi kan desuden anbefale dig at holde øje med Københavns Bibliotekers Facebookside, så du ikke går glip af det næste digtevent.

 

Bonusinfo: Hvis du har lyst til at høre mere om dødssejladsen, så vil der blive udgivet en podcast med teksterne fra sejladsen.

Skriv en kommentar

kommentarer

Litteraturskribent, VINKkbh.