Ordene er et mirakel – når skrivning bearbejder traumer

Illustration//Julie Sabber Nielsen

 

Indtil for et år siden gik 18-årige Laura i gymnasiet og havde en hverdag som enhver anden ung pige. Tidligt op i skole i hverdagen og til fest i weekenderne. Men på et tidspunkt ramlede det hele sammen og blev for hårdt for hende psykisk. Hun blev syg og måtte droppe ud af gymnasiet. For at finde en form for holdepunkt i den nye hverdag startede Laura på eget initiativ på forfatterskolen PS: en skole som udbyder kurser for psykisk sårbare drevet af professionelle forfattere. Skrivningen har altid ligget hende nær og hjulpet hende gennem svære tider. Jeg har talt med Laura om, hvordan det at skrive blev en måde at komme gennem de lange dage, hvor hun var indlagt på hospitalet og hjalp hende med at bearbejde tankerne og traumerne.

 

Jeg har aftalt at mødes med Laura i Indre By i København. Jeg har fået kontakt med hende gennem en underviser på den forfatterskole for psykisk sårbare, hvor Laura går. Vi vælger en hyggelig café i Pisserenden og bestiller to saftevand med mynte. Hendes udstråling er energisk, og hun bruger hænderne, når hun taler. Især når snakken falder på at skrive, bliver hun ivrig og får et særligt glimt i øjnene. Det kan mærkes, at her er noget, hun virkelig brænder for.

 

”Jeg har altid skrevet. Dagbøger, artikler, teaterstykker. Generelt har jeg grebet enhver chance for at skrive.”

 

Sproget er et legetøj

 

Laura ville være blevet student sidste år, men hun begyndte at få det dårligt psykisk og måtte stoppe skolegangen brat. Herefter blev hun indlagt og fik diagnosen posttraumatisk stress.

 

”Jeg har haft en svær barndom og fik diagnosen på den baggrund. Da jeg droppede ud, kan man sige, at jeg rev alt op med rødderne, fordi gymnasiet jo er det, andre på min alder får hverdagen til at gå med, og det er det, som sikrer fremtiden. Jeg er ikke klar til at starte i skole igen her til sommer, men måske bliver jeg student om to år, jeg ved det ikke. Men det har givet mig tid og plads til at skrive.”

 

Og netop skrivningen blev Lauras måde at fastholde en mening i hverdagen, da hun var indlagt.

 

”Jeg skrev alle observationer, tanker og humørsvingninger ned. Nogle gange, når jeg havde det allersværest og lå på hospitalet, skrev jeg bare: Jeg lyner lynlåsen op, ned, op, ned. Bare for at grounde mig selv i at være i den svære situation og holde styr på mine tanker.”

 

Laura går på forfatterskolen PS, som udbyder kurser for psykisk sårbare drevet af professionelle forfattere. Her har hun fulgt grundholdet, og inden længe starter hun på fortsætterholdet.

 

”Vores underviser gjorde meget ud af at vise os, at sproget var et legetøj, og at alt omkring os skulle ses som mulig inspiration. Hvis det var godt vejr, gik vi ud i solen, satte os og observerede og skrev. Det handlede meget om metoder til at komme i gang med at skrive og få inspiration, selv når man ikke har inspiration. For mig er det inspirerende at tale med mennesker og komme ud i verden og lægge mærke til selv de mindste ting.”

 

Kurset bestod blandt andet af øvelser, som lærte eleverne at komme i gang med skrivningen og undgå de famøse skriveblokader og angsten for det blanke papir.

 

”Vi startede altid med en inspirationsrunde. Og bagefter lavede vi fem minutters hurtigskrivning, som tog udgangspunkt i inspirationsrunden. Det var en god måde at få det hele ud på til at starte med. Man skrev bare ukritisk løs.”

 

I videoen nedenfor læser Laura op af en tekst, hun skrev til en af hurtigskrivningerne.

 

 

Teksten Psykose, som Laura læser op i videoklippet, opstod midt i en hurtigskrivning. Noget tid forinden havde underviseren foreslået hende at nedskrive en af hendes psykoser, og da Laura skrev den, var psykosen foregået få timer forinden.

 

”Jeg kunne tydeligt huske, hvad jeg havde oplevet. Derfor brugte jeg hurtigskrivningen som form, som en måde at lade teksten blive så autentisk som muligt, fordi psykosen stadig var frisk i min hukommelse. Ordene flød bare ned på papiret helt ucensureret. Derfor har jeg også undladt at redigere for meget i den siden. Jeg synes, teksten er et godt eksempel på, hvordan man som psykisk sårbar kan bruge ord til at forklare ens pårørende, hvad der sker oppe i ens hoved, hvilket er en af de største udfordringer, man står med.”

 

Men hvordan adskiller en tekst skrevet af en psykisk sårbar sig egentlig fra tekster, andre skriver, vil jeg gerne vide:

 

”For mit vedkommende blev teksterne en slags traumebearbejdelse. Det at skrive blev min behandling af de traumer, jeg har oplevet i min barndom. Det kom for eksempel til udtryk, da vi skulle skrive en tekst med overskriften: ”En mørk episode i mit liv”. Alle kan jo relatere til at skulle skrive om en hård oplevelse, men det får en anden dybde, når man er psykisk sårbar. Jeg tror, at vores måde at se verden på kan fremkalde nogle helt særlige stemninger og observationer, som enhver anden ikke vil kunne skrive frem. Når der har været noget, jeg ikke har haft lyst til at dele, har jeg gjort det alligevel. Det var befriende bagefter, men også hårdt. Noget af det er jo helt dybe ar, der ligger i mig, som jeg river op i, når jeg skriver om det og skal læse det op.”

 

Kun gamle, mærkelige mænd bliver psykisk syge

 

Mødet med de andre kursister og synet på psykisk sårbarhed er noget af det, Laura har taget med sig fra forfatterskolen. Følelsen af at være sammen med ligesindede; andre, som kendte til nogle af de ting, hun kæmpede med. Ofte endte hun med at dele tanker og oplevelser med de andre kursister, som hun først lige havde fortalt sin psykolog og inden da aldrig sagt højt.

 

”Når vi læste op for hinanden, førte det ofte til, at andre fortalte om deres oplevelser, og det gjorde, at man følte sig mindre alene. Oplevelsen har ændret mit perspektiv og min selvforståelse. Der er så stort et tabu omkring at være psykisk syg, og det fylder så meget inde i ens hoved, når man lever med det.”

 

Laura er da heller ikke bleg for at indrømme, at hun selv havde fordomme om psykisk sårbarhed, inden hun mødte de andre på forfatterskolen:

 

”Det er kun gamle, mærkelige mænd, der er psykisk syge, tænkte jeg, der er ingen som mig. Så at møde andre unge betød så meget. Jeg blev gode venner med en, der var ti år ældre end mig. Han var kommet skridtet videre og kunne vejlede mig i forhold til for eksempel medicin.”

//Foto: Privatfoto fra forfatterskolen PS

 

Forfatterdrømme

 

Selvom Laura kun er 18, ved hun godt, hvad hun vil i fremtiden.

 

”Være forfatter. Det er drømmen. Hvis jeg helt selv kunne vælge på alle hylder i slikbutikken, skulle det være det, men det er jo ikke ligefrem en stabil karriere, så jeg har tænkt på måske at uddanne mig til journalist, så jeg har noget at falde tilbage på. Så kan jeg altid blive forfatter bagefter. Jeg har et helt år til at finde ud af, hvad jeg skal, fordi jeg ikke skal tilbage i skole endnu. Og der er skrivningen igen blevet min redning. Jeg skriver, fordi jeg elsker det og har tiden til det nu. Jeg får bearbejdet en masse ting, og så må jeg se, hvor det fører hen. Jeg har fundet ud af, at det vigtigste er, at det kommer ud. Før brugte jeg meget tid på at redigere. Men man skal sgu bare skrive. Hvad var det nu, jeg skrev en af de første dage…”

 

Hun bladrer rundt i papirerne igen og finder det, hun leder efter.

 

”Det vigtigste er, at de eksisterer. Dine ord. Lov dig selv aldrig at blive bange for dem. Deres eksistens er et mirakel om end en nødvendighed.”

Inkarneret københavner med en forkærlighed for Nørrebro fra det sorteste slum til den trendyste hipstercafé. Passioneret omkring mennesker og ord.