Novemberrefleksion: Hvad skal vi med forfatteren?

Jeg elsker litteratur, og jeg vil så gerne elske alle de vidunderligt mange forfatterarrangementer, København byder på. I løbet af sommeren deltog jeg ivrigt i en bunke af dem, men idet efterårsmørket sænker sig, plages jeg af forvirrende overvejelser over, hvad jeg i virkeligheden fik ud af dem. For hvad er forfatterens rolle i dag? Er forfatterne kendisser, orakler, forkyndere eller bare mennesker? Det hele på én gang?! Efter at have tilbragt mange timer med at lytte til forfattersamtaler, som handler mere om vaner end værk, befinder jeg mig nu i en mindre krise. Hvad vil jeg have ud af forfatteren?

foto // Kirstine Autzen

En af sommerens mindre solrige eftermiddage tilbragte jeg inden døre på Trappen i Politikens Boghal med at lytte til Mette Moestrup fortælle om sin nyeste digtsamling Til den smukkeste. I en rodet omgang af spørgsmål om alt fra æblepyramider, som danner grundlag for både indhold og form i flere af digtene, til ufuldstændige hentydninger til en tidligere samtale, intervieweren havde haft med Mette Moestrup, var det ikke tydeligt, hvad formålet med samtalen var for publikum. Jovist, vi skulle gerne gå derfra med et nyindkøbt eksemplar af bogen, men måske ville jeg gerne mærke andet end en købertrang melde sig ved sådan en begivenhed.

Litteraturen er alle vegne, og på trods af skærme og streamingtjenester har bogmarkedet det, så vidt jeg ved, ganske udmærket. Det er intet mindre end fantastisk, at det forholder sig sådan. Desuden kan man møde litteraturen overalt i byen, for forfattere læser op, deltager i samtaler med andre forfattere, stiller op til interviews og publikumsspørgsmål så ofte, at det faktisk kan føles, som om man skal løbe for at følge med litteraturscenen i dag. Det kan dog tage pusten fra undertegnede, at selv samme scene synes oplyst af tusind spotlights frem for en enkelt natlampe. Litteratur er fordybelse, men fordybelsen kommer ikke altid frem i lyset, når forfatteren indtager hovedrollen. I stedet overtager spørgsmål om hverdagsrutiner og barndomsminder. Måske lever jeg i en utopisk verden, hvor al litteratur og dets ophav ikke er interesseret i at lave penge og være en forretning, men i stedet ønsker at udvide horisonter og lære os at blive kritisk tænkende bevidstheder. Måske er jeg blevet så farvet af min faglighed, som fokuserer på teksten über alles, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op, når forfatteren pludselig materialiserer sig og kan give indsigt i sit eget værk. Forventer jeg så, at de skal dele ud af dem selv? Eller forventer jeg, at jeg kan spejle mig selv i deres personer?

Da Michel Houllebecq i sommer besøgte Louisiana Literature, brugte intervieweren Rune Lykkeberg en rum tid på at spørge ind til monsieur H’s barndom ud fra et billede, Lykkeberg havde fundet af Houllebecq, da han var seks år gammel. Hvad tænker drengen på billedet? Hvad læser han, hvad drømmer han om? Disse spørgsmål var centrale for Lykkebergs interview, selvom Houllebecqs seneste roman Serotonin handler om en 46-årig mand i et forhold med en ung japansk kvinde, som han måske kunne tænke sig at slå ihjel. Man ser ikke den umiddelbare forbindelse mellem historie og virkelighed, men der skal klart skabes et billede af forfatteren som tilgængelig, menneskelig, behagelig – hvis altså det ikke havde været for Houllebecqs hurtige afvisninger, idet han ikke kunne huske særlig meget fra sin barndom. I den kultur vi har for litteratursamtaler, er dette ikke en ukendt tilgang, og den er nok også faldet i god jord hos mange. Det er en sød måde at få en ældre mand i snak på, men er det virkelig den gamle mands barndomserindringer, vi er interesserede i, når vi møder talstærkt op for at lytte til litteraturens vismænd og -kvinder?

Det er der nok delte meninger om, og der er ingen grund til, at der ikke skulle være plads til dem alle. Jeg kan bare ikke lade være med at undre mig over, hvad det er for nogle forfatterskikkelser, der bliver født ud af den slags spørgsmål? For 200 år siden var alle overbevist om, at forfattere blev badet i et særligt guddommeligt lys, som gjorde dem i stand til at skrive smuk lyrik og besynge Guds natur. I løbet af 1900-tallet døde Gud, så døde også forfatteren, og i dag står vi måske tilbage med spøgelset. For hvem er den forfatter, der mumlende fortæller om sin barndom på en scene foran tusindvis af mennesker og ryger en cigaret, imens han forsøger at undvige publikums øjne? Hvem er den forfatter, der lystigt deler ud af sine refleksioner om at skabe noget trekantet ud af noget rundt, mens intervieweren forsøger at skabe en kluntet forbindelse, så refleksionerne ikke flyver for højt?

Der sker jo nok flere ting her. Mange interviewere lader til at antage, at den bedste måde at gøre forfatterne lækre for publikum på ikke handler om at klæde dem på i bestemt tøj, men i stedet at iklæde dem kødelig dødelighed. Ved at insistere på menneskeligheden, som jo burde stråle ud af deres sprog, tommelfingre og oprejste gang, frygter jeg, at man fratager forfatteren noget faglighed, chancen for at forklare sit værk, at indlede en samtale om sin litteratur med læseren. For måske er det dét, vi vil med forfatteren: snakke med dem? På nyligt overståede BogForum travede horder af mennesker rundt for at lytte, læse og lugte lidt til litteraturen, mens et væld af forfattere læste op, deltog i samtaler med hinanden, blev interviewet og signerede bøger. Selvom det også er et cirkus, og man hurtigt bliver rundtosset, er det også en chance for læser og forfatter at nærme sig hinanden. Hvad alle de andre forventer af sådan et møde, ved jeg ikke. Mest af alt forventer jeg vist selv, at den slags forfattersamtaler skal bekræfte mig i det, jeg allerede ved: at litteraturen er for sej.

læsende menneske som finder stor glæde i finurlige formuleringer og fantasifulde formater