NORDVEST: Litteraturens grå skygge

DE LANGE SKYGGER I NORDVEST // Foto: Alexander Hjorth Jespersen

 

Jeg boede engang i Nordvest. Derude hvor busserne vender, og København er tre skridt fra at hedde Brønshøj. Jeg husker tiden derude som blæsende og grå. Det var svært at lokke venner og familie helt ud for enden af Frederikssundsvej. Jeg husker, hvordan jeg talte dagene til, at jeg skulle forlade Nordvest og flytte ind til byens liv og lys.

Mine besøg i kvarteret efter jeg flyttede for fire år siden, har været få – jeg tror, de kan tælles på én hånd. Flere gange har jeg dog genbesøgt stedet i litteraturen, og jeg studser hver gang over, hvordan Nordvest synes at have en særlig DNA, der skinner igennem beskrivelserne af kvarteret og dets beboere – på tværs af litterære universer og menneskelige skæbner.

I litteraturens skildring af København dukker Nordvest konstant op som en perifer, grå skygge. Karakterne bliver overfaldet, de bliver slået op med, og de cykler på uendelige indfaldsveje, mens de spejder efter lyset i den indre by.
Sammen med forfatterne Amalie Laulund Trudsø og Benn Q. Holm vil jeg gå på opdagelse gennem Nordvest og blive klogere på de litterære byggesten, som præger dansk litteraturs portræt af det københavnske kvarter.

 

Koordinater / Kroppens tilegnelse af byen

Amalie Laulund Trudsø har skrevet bogen Koordinater fra 2013, der fortæller historien om en provinspiges første møde med København. Amalie fortæller, at hun kun havde boet i København i et par år, da hun begyndte at skrive Koordinater. Hun opdagede på en cykeltur på vej hjem til Frederiksberg, hvordan hendes krop automatisk var begyndt at tilegne sig byen. ”Jeg opdagede, at min krop var blevet så vant til at færdes herinde, at jeg ikke længere behøvede at tage beslutninger om eller tænke over, hvilken vej jeg skulle køre; min krop gjorde det bare. I sekundet, hvor jeg opdagede det, vidste jeg, at jeg ville skrive en bog om den erfaring – det at tilegne sig et sted. Det var en meget kropslig erfaring, det her med at være vokset sammen med byen, og jeg fik sådan lyst til at beskrive den proces, hvor noget bliver til et hjem. Derfor kom byen til at fylde så meget – byen er jo en slags hovedperson i sig selv.”

 

UENDELIGE BETONBYGNINGER // Foto: Alexander Hjorth Jespersen

 

(Frederikssundsvej) Byen ligger stendød omkring os herude, jeg skal hele tiden cykle i mørket, cykle cykle cykle. – Amalie Laulund Trudsø Koordinater

 

 

Koordinater har én gennemgående fortælling, der er opdelt i små tekster, som alle er opkaldt efter københavnske gader. Den unge, navnløse kvinde i fortællingen kortlægger hele byen, og hun bevæger sig særligt hyppigt ud i Nordvest, hvor hendes kæreste flytter til i bogens begyndelse. Men hun er ikke lykkelig i Nordvest, hvilket beskrivelserne af bydelen bærer præg af.

(Tomgårdsvej) Hvor karré efter karré vender den grimme side ud, hvor granguirlander og lyskæder ikke er lange nok. Hvor Tomgårdsvej simpelthen synes uendelig på den lange led. (…) Kan man være her for bare gråtoner.

Da Amalie skrev Koordinater, var Nordvest en endnu ny og uudforsket del af København: Da jeg begyndte at skrive Koordinater, havde jeg selv kun boet i byen et par år, og Nordvest oplevede jeg som noget af det mest fremmede ved København”, fortæller Amalie. Hun lod bydelen spille så stor en rolle i fortællingen, fordi det var en måde at tilegne sig dette endnu ukendte kvarter. Som bogens titel afslører, er Koordinater et forsøg på at kortlægge København – hver gade/koordinat er tillagt en følelse, et minde, en relation. Beskrivelserne af byen bærer præg af hovedkarakterens følelsesliv, og hendes Nordvest er gråt, grimt og ødelæggende, fordi hun får knust sit hjerte i Nordvest.

”Hele bogen er bygget op af scener, der foregår et bestemt sted og afføder en bestemt handling. Det var klart mit ønske, at stedet og hovedpersonen skulle være i en form for dialog eller udveksling, forstået på den måde, at de ting, der sker, ikke kunne være sket andre steder.”, fortæller Amalie og uddyber, ”jeg var meget bevidst om at gøre Nordvest rigtig grå og trist og gaderne med gule blokke ekstra lange og fortvivlende. Det afspejler jo en sindstilstand hos jeget, og det er da med vilje, at det netop er da jegets kæreste flytter til NV, at forholdet forliser”.

 

(Mosesvinget) Og byen derude med alle sine realiteter; nordligst Nordvest i al sin slørede hæslighed, der truer med at ødelægge, og gør det – altid kun dét. – Amalie Laulund Trudsø Koordinater

 

NÅR SOLEN RAMMER DEN GRÅ ASFALT // Foto: Alexander Hjort Jespersen

 

 

Mørk / Moderniseringens dystre ansigt

”Det er guf for forfattere med den slags steder”, udbryder Benn Q. Holm. I hans roman Mørk fra 1995 møder vi journalisten Adam Mørk, der konstant bevæger sig rundt i København og betragter byens modernisering med foragt. Han bor i den æstetiske indre by og bevæger sig kun få gange ud i ydrekvartererne, hvis beskrivelser står som en absolut kontrast til det smukke, historiske centrum. ”Jeg skulle bruge en anden kulisse i forhold til det glitrende miljø, Adam Mørk ellers færdes i. Jeg var selvfølgelig opmærksom på faren for, at det kunne opfattes som en slags slumromantik. Omvendt er og var Nordvest på godt og ondt et af Københavns mest særprægede kvarterer”, fortæller Benn, der udmærket var bevidst om, at hans roman ville indskrive sig i dette grå og triste narrativ om Nordvest.

”Nordvest er jo historisk set og i forhold til de gamle københavnske brokvarterer af langt nyere dato. På den ene side tilfældig og stærkt broget basarbebyggelse, nærmest klondikeagtig, på den anden side også moderne og funktionel med solide boligkomplekser og S-togshøjbane. På linje med eksempelvis Sydhavnen, udgør Nordvest en ret tydelig kontrast til det mere centrale København.”, fortsætter han.

 

Vi fik en haglbyge i ansigterne da vi trådte ud på gaden. Nordvestkvarteret. Det var en af disse sidegader der syntes at fortabe sig i det uendelige. Automobilværksteder, beboelsesejendomme fra mellemkrigstiden, triste lejekaserner med små papkassealtaner, kontorbygninger. Vognmandsfirmaer med asfalterede gårdspladser. Faldefærdige rækværk, parkerede skurvogne. En enkelt grillbar. – Benn Q. Holm Mørk

 

 

STÅLTRÅDSGLANS // Foto: Alexander Hjorth Jespersen

 

Selvom Benn egentlig ikke har et specielt personligt forhold Nordvest, holder han alligevel af kvarteret, der præsenterer et andet udtryk end andre steder i København. ”Jeg elsker Nordvest for dens rå charme, den berlinske højbane, dens livlige anderledeshed. Men der er også mange lange forstadsagtige gader med uniforme karreer og boligblokke”, understreger han. Slutteligt skubber Benn lidt håb ind i det fortabte kvarter, når han påpeger, at “Nordvest bogstavelig talt er beskrevet efter mørkets frembrud. Meget ser sikkert anderledes ud i dag, i nutidens lys”.

For både Amalie Laulund Trudsø og Benn Q. Holm har Nordvest tilbudt den ideelle kulisse til udfoldelse af triste oplevelser i de litterære karakterers liv, fordi kvarteret rent visuelt adskiller sig fra resten af København. Nordvests barske realiteter med uendelige indfaldsveje og nedslidte byggerier indbyder til en dunkel karakteristik. Men selvom Nordvest optræder som en grå, perifer skygge i den litterære verden, så ved jeg, at solen også skinner i Nordvest – og måske er det på tide, at jeg cykler derud og går på genopdagelse i kvarteret. Måske det ser anderledes ud i nutidens lys.