Noget med at være til

Noget med at være til

 

Jeg er til. Det kan mærkes, at jeg er til, også selvom jeg sjældent siger noget. Hende man kalder mor sover næsten hele tiden, og ellers stikker hun sig i armen, så det bløder, og manden ved fjernsynet drikker altid øl af dåser. Fra tid til anden slår han mig, fordi jeg skriger, og så skriger jeg endnu højere. Han slår mig indtil, jeg ikke husker mere. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg er, men jeg har i hvert fald levet længe, og det har aldrig været anderledes. Jeg har aldrig set andet end disse rum, som jeg har hørt er en lejlighed, og at udlejningsselskabet er nogle forbandede idioter, som burde smadres, men jeg tror aldrig, at jeg har set dem. Der er ellers kommet mange mænd i den seneste tid, og næsten hver dag ringer de på døren, og hende man kalder mor går med disse mænd ind i det andet rum, og lukker døren efter sig. Også i dag har hun besøg. Nogle gange er de ganske stille, men i dag larmer de forfærdeligt meget. Manden ved fjernsynet har bare skruet op for volumen, og tømmer endnu flere dåser, som han efterlader på sofabordet. Efter tre tømte dåser kommer hende, man kalder mor ud fra det andet rum, og mandegæsten går hurtigt imod døren og forsvinder. Hun giver manden ved fjernsynet noget papir, som man ikke må lege med. Det har jeg kun gjort een gang. Hun lægger sig på sofaen, lukker øjnene og inden længe sover hun. Hun sover hver gang, der har været mandegæster på besøg, også selvom fjernsynet larmer. Jeg kan ikke sove for larmen og de lysende billeder, så jeg skriger. I starten kan det knapt høres på grund af lyden, og jeg ved ikke hvorfor, men i frustrationen glemmer jeg manden ved fjernsynet og skriger endnu højere. I næste øjeblik slår han mig, og min stemme er højere end nogensinde før. Han slår, jeg skriger. Han løsner sit bælte og afgiver flere hurtige slag. Jeg glemmer hurtigt, hvordan man holder sig vågen.

 

 

 

Om tekst og foto:

Tekststykket er skrevet ud fra devisen om, at man kan skrive om alt. I mit skriveprojekt Noget med hedder alle tekster således Noget med “something-something” – det kan være et ord, en sætning. Alt. Og teksten kan være alt fra satirisk til kærlighed, benhård til lallende. Denne gang er det socialrealisme, taget ud af den blå luft. Intet er hændt i virkeligheden, intet er baseret på virkelige hændelser. Teksten er frit skrevet ud fra min fattige fantasi. Jeg spurgte Kim Granli, om han ville fortolke min tekst i billeder, og det kom der dette blå og fangende udtryk ud af. Jeg takker Kim.

 

//Tekst: Sune Reitz – anmelder, forfatter, historiker og menneske. Har skrevet for VINK siden september 2014.

 

//Foto: Kim Granli – visuel artist, fotograf og eventyrer. Har fotograferet for VINK siden februar 2015.