Når spoken word går online

Under coronakrisen er kulturlivet blevet dramatisk amputeret. Vi kan ikke længere mødes over kulturen, som vi er vant til, så kunstformer som spoken word, der er afhængig af publikum og scene, må derfor finde nye udtryksformer. Facebooksiden ”Coronadigte – karantænetanker” viser os, hvordan internettet kan hjælpe kulturlivet i desperate situationer – og hvad der alligevel går tabt. 

/Foto: Sara Rejaye Gryesten

Den digitale Dekameron

Der er næppe mange, der har overset, at vi befinder os i en underlig tid. Med coronakrisen er vores hverdag blev vendt på hovedet, og den tid på året, hvor vi normalt mødes i parker og nyder foråret, er blevet en tid, hvor vi er bundet til vores hjem. Kulturlivet, som lever af, at vi samler os, har derfor også måttet tage et hårdt slag i den tid, hvor det allermest har brug for det.

I Giovanni Boccaccios værk Dekameron fra 1351 isolerer en gruppe mennesker sig fra pesten på et landsted, hvor de bruger tiden på at fortælle hinanden historier. På samme måde må vi i dag isolere os selv, men mens der i Dekameron blev fortalt historier over vin og selskabslege, prøver vi i dag at finde nye måder at skabe et fællesskab på, der ikke kræver egentligt nærvær: Nogle laver livestreams af digtoplæsninger og foredrag, nogle spiller koncerter i baggården, og vi synger fællessang fra vores altaner. Men hvad med den kultur, der er afhængig af publikum og scene? Her kan man for eksempel tænke på spoken word, der i den grad kræver, at vi er sammen om litteratur og performance. Her handler det om at optræde med digte og skabe en stemning, der gør litteraturen til en fest på tværs af performer og publikum. Derfor har poetry slammerne været nødt til at finde en ny platform, og det er det, vi finder med Facebooksiden ”Coronadigte – karantænetanker”.

Her kan forfattere og poetry slammere dele deres digte og skabe et litterært fællesskab på trods af at være adskilt. Selvom alle er hjemme, kan man mødes her og dele historier og tanker om at være alene. Facebooksiden startede, da en gruppe med base i det danske poetry slam-miljø fik ideen om at dele digte, poetry slam og prosa med udgangspunkt i coronakrisen. Samme dag som Mette Frederiksen offentliggjorde, at Danmark lukkede, åbnede ”Coronadigte – karantænetanker”, og facebooksiden blev en mulighed for at dele lyriske tanker.

En smeltedigel af stemmer

Digterne er blevet opfordret til at sende videoer ind for at nærme sig den optræden, de er vant til. Når man scroller ned ad facebooksiden, hopper man derfor fra den ene performance til den anden. Der er videoer af både nye og erfarne spoken word-forfattere, der ivrigt optræder i deres hjem foran deres computerskærme. I en video sidder en ung pige afslappet på sin kontorstol og fortæller, mens hun kigger til højre for sin skærm: ”I begyndelsen var angsten alt, der eksisterede. Nu læser vi bøger og smelter sammen”. På ”Coronadigte – karantænetanker” smelter stemmer og digte sammen, så Facebooksiden står tilbage med en samlet erfaring af coronakrisen – en erfaring, som vi finder sammen, hver for sig. Her bliver der delt tanker om at være alene, at kede sig, frygten, men også en lettelse over at kunne stå stille et øjeblik.

Udover de mange videoer, finder man også det faste indslag ”Dagbog fra en karantæne”, som er en slavisk gennemgang af et menneskes liv under krisen. Nu er dagbogen nået op på dag 49, hvor vi følger jeg’ets hverdag. Trods de meget personlige fortællinger, er der ikke sat et navn på opslagene, og de kommer derfor til at virke som en navnløs stemme, der giver en forløsning for alle de frustrationer, vi hver især føler. Med dagbogen bliver der gjort plads til det partikulære, det enkelte menneskes lille krise, når det ikke lykkes at jonglere med både børnepasning og arbejde, og når isolationen presser hårdt på ens ryg. Jeg’ets søn er blevet diagnosticeret med astmatisk bronkitis og er derfor i risikogruppen, så familien forlader byen for at gå i isolation, da kæresten får besked på, at der er brug for hende på kontoret: ”Nu havde vi lige fået styr på drengens tilstand. Bestemt, at vi skulle blive her i 14 dage mere. Mindst. Få ham medicineret. Klar til corona-hverdag. Og nu dette. ’Du må jo afsted’, siger jeg.” Som det eneste faste skrevne opslag på Facebooksiden, stikker ”Dagbog fra en karantæne” ud med en sårbarhed, der kommer med anonymiteten af ikke at blive filmet. Jeg’et er angst for sine børn, føler sig skyldig over at adskille dem fra deres bedsteforældre og prøver at finde hoved og hale i en forandret verden. Det er et brudstykke af et liv, der giver os alle sammen et vidne til de oplevelser, vi erfarer alene.

På gensyn til scenen

”Dagbog fra en karantæne” er et af de mest vellykkede indslag på siden, men det er også det indslag, der afviger mest fra spoken word. Det er derfor svært at komme udenom, at genren ikke befinder sig i sit vante element på Facebook. Spoken word er skabt til at blive opført med indlevelse og personlighed på en scene, og på ”Coronadigte – karantænetanker” kan man derfor også godt mærke, at noget går tabt, når digterne skal fremføre deres tekster alene hjemme uden den respons fra publikum, som de er vant til. 

Med det sagt, fungerer siden godt som en substitut til den ægte vare. Skaberne af Facebooksiden fortæller, at ”disse tider, hvor et kram kan være livsfarligt, har vi alle et behov for at opleve andre mennesker tæt på. Deres mimik, deres følelser, deres nærhed. Det kan videoerne give en fornemmelse af.” Man kan måske endda vove at påstå, at siden fungerer som en midlertidig kur mod hudsult. Det handler ikke om at erstatte scenen, men om at finde gode midlertidige løsninger, der kan svække den ensomhed, som nemt sniger sig ind på os. Spoken word er ikke skabt til at blive medieret. Hverken af papir eller kamera. Det er skabt til mødet mellem performer og publikum. Spoken word gennem sociale medier er ikke spoken word, når det er bedst, men det er spoken word, når det er bedst lige nu. Skaberne siger: ”Jeg er sikker på, at hvis du spørger samtlige i spoken word-miljøet, vil de sige, at dette er den næstbedste løsning. En fyldt sal med nerve og intensitet, hvor hver tekst bliver opført uden filter, er vores normale platform.”

Man kan altså ikke konkludere, at coronakrisen har vist det fysiske kulturliv som overflødigt, for vi savner stadig at mødes som samlede tilskuere i biografen, teatret og til spoken word. At samles om kulturen og være med i skabelsen af en optræden. Uden den fysiske tilstedeværelse vil der blive ved med at være noget, der mangler. Men mens vi venter på igen at kunne mødes, kan vi nyde tiltag som det her.

Da jeg spørger folkene bag siden, om de kunne forestille sig at forsætte med Facebookformatet efter krisen, er det også tydeligt, at de langt hellere vil mødes fysisk, kramme hinanden igen og skabe noget i fællesskab. ”Men virkeligheden er nok, at vi må vente længe, før vi kan mødes 200-700 mennesker igen, så indtil da håber jeg, at vi kan skabe en midlertidig scene, hvor ord kan flyde for dem, der har lyst til at dele eller lytte.”

”Coranadigte – karantænetanker” er en lille intim krog i Facebooks univers, som jeg vil anbefale at besøge, når du savner optræden, kulturliv og fællesskab – indtil vi ses igen.

Filosofistuderende og selvdiagnostiseret litteraturnørd med forkærlighed for støvede antikvariater og Kender du typen