Når græske kærlighedstanker genfødes

I efteråret fik Platons Symposion en genopblomstring i det Københavnske kulturliv. Jeg har derfor inviteret filosof og teaterkonsulent, Jon Auring Grimm, til en snak om værket, dets relevans i dag og hans event, Kærligheden Taler, som er en genfortolkning af Platons Symposion. Selvom værket er næsten 2.000 år gammelt, er det ikke nær så tidsbunden til en fjern og storslået antik fortid som man skulle tro.

// Illustration: Idaemilia Nørgaard

I denne tid figurerer oldtidens Grækenland som en genstand for fascination og eftertanke. På Glyptoteket foregår hen over vinteren en foredragsrække om græske klassikere, og tidligere på året blev Platons Symposion opført på Det Kongelige Teater i forestillingen Eros – en hyldest til kærligheden. Det er netop dette lille unikke og poetiske værk, som har fået en genopblomstring i det københavnske kulturliv. Genopblomstringen af Symposion har både vakt henrykkelse og forundring hos mig, og derfor har jeg inviteret filosof og teaterkonsulent, Jon Auring Grimm, til en snak dels om hans egen forkærlighed for Platons Symposion, men også for at høre hans refleksioner om værkets aktualitet i dag. Grimm har været en betydningsbærende del af værkets genopblomstring i det Københavnske kulturliv. Han var teaterkonsulent på Det Kongelige Teaters forestilling og udformede gennem Eksistensfilosofisk Akademi, som han er medstifter af, eventet Kærligheden Taler, som er en genfortolkning af Platons Symposion.

Selvom værket først og fremmest er filosofisk, har det for mit æstetikhjerte en helt særlig værdi som en perle blandt de antikke græske værker. I Symposion skuer man gennem Eros idéer om kærlighed, menneskets køn, seksualitet og naturens sfæriske harmoni. Alligevel har Symposion på en måde virket utilnærmeligt og tidsbunden til en fjern og beundringsværdig antik fortid, men denne interesse for de græske værker har vist, at oldgræske tanker igen kan spire på ny i moderne tid.

Kærligheden taler: Når litteratur og filosofi mødes

På trods af sin lidt hengemte plads i Platons forfatterskab var Symposion Jon Auring Grimms vej ind i Platons værker og verdensbillede. Hans forkærlighed for værket understreges, da han fortæller mig, at det nok er det filosofiske værk, han har læst flest gange. Opbygningen er af en særlig litterær struktur, idet syv taler afspejler en trinvis erkendelsesproces. Idéen om Eros som en proces er vigtigt at forstå for at kunne læse Platons andre værker, men det er særligt vigtigt for at forstå selve Symposion, hvor hver tale har sit eget erkendelsesniveau. ”I værket er der en bevægelse igennem de forskellige taler, som i en vis forstand fuldbyrdes i Sokrates’ tale. Man kan sige, at alle taler op til, at Sokrates’ tale er ufuldstændig, indtil Sokrates kommer med den store syntese,” forklarer Grimm. Og det er netop denne bevægelse, som han forsøger at bibeholde i sit arrangement Kærligheden Taler. Det er altså i strukturen, at filosofi og litteratur mødes: det er her, de forskellige forfattere gennem deres litterære genre kan gå i dialog med det oldgræske værk.

Grimm understreger, at Kærligheden Taler ikke er en genfortælling, men en genfortolkning. Han forklarer det med, at den enkelte kunstner ikke må føle sig begrænset, men skal have lov til at tilnærme sig de oldgræske tanker gennem sit eget kunstneriske formsprog, hvad enten det er musikalsk, poetisk eller prosaistisk. I Kærligheden Taler deltog syv skikkelser fra det danske kulturliv, og de blev hver tildelt en tale fra Symposion. Heriblandt Suzanne Brøgger, der genfortolkede Sokrates’ tale, Ursula Andkjær Olsen, som forvandlede Eryksimachos’ tale til et digt og Madame Nielsen, som havde et rigt perspektiv på Aristofanes’ tale. I vores tid kan vi altså genfortolke et antikt værk, gøre det tilgængeligt og hive det ud af dets egen forseglede kontekst. Jon Auring Grimms projekt viser, at man stadig kan bevare de særlige karakteristika ved det oprindelige værk, nemlig dets flerstemmighed og de forskellige erkendelsesniveauer, som hver tale repræsenterer. Men så afgår Grimms  projekt også fra Platon: nu puster de forskellige forfattere nyt liv i de oldgræske tanker, så de sitrer af nyt liv og nye farver, facetter og dybder.

Symposion i et nutidigt perspektiv: flydende kønsidentitet, meningssøgen og økoperspektivet

Symposion er et næsten 2.000 år gammelt værk, men det er for Jon Auring Grimm stadig et dybt progressivt værk, hvis tematikker og verdensskildring har stor relevans i dag. Han fremhæver særligt to budskaber i Symposion, som er aktuelle i dag: menneskets søgen efter mening og øko-perspektivet.  Men inden da, talte vi kort om værkets syn på køn, som præsenteres i min yndlingstale i Symposion; nemlig Aristofanes’ tale om menneskets oprindelse. Her fortælles myten om, hvordan mennesket oprindeligt var en rund skabning med to hoveder, fire ben, fire arme og to køn. Disse mennesker kunne have to mandlige eller kvindelige kønsdele eller et af hvert. Men fordi mennesket var hovmodigt, blev det kløvet over i to og måtte resten af livet lede efter sin anden halvdel for at genforenes med den. Udover at præsentere tre former for seksualitet, ligger i denne myte også en idé om kønsidentitet. Og det er denne, som Grimm finder særlig progressiv: ”Det er en identitet, som findes i længslen og fuldbyrdes i sammensmeltningen. Man kan sige, at der nu er tre køn i denne fortælling, men hvis man tænker videre med det, gør det egentlig bare kønsidentitet meget flydende. Og det synes jeg, at der er noget meget progressivt over.”

Menneskets runde form, forklarer Grimm, er der også noget særligt interessant ved. Dels fordi evighedens form i det antikke Grækenland var rund, og dermed præsenterer Aristofanes’ tale fortællingen om menneskets fald fra evigheden og om, hvordan mennesket i sammensmeltningen forbindes med evigheden igen. Men talen afspejler også nogle grundlæggende eksistentielle aspekter af menneskets tilværelse, nemlig dets søgen efter mening. For i en vis forstand får mennesket først sin mening i denne sammensmeltning med sin anden halvdel. Og i forlængelse heraf har Aristofanes’ tale en særlig værdi for Grimm, ”For det, synes jeg, er en meget smuk måde at forstå mening på. Nemlig en mening, der også opløses, når den nås. Og det taler for mig at se også ind i nogle nyere eksistentielle tanker, som gør det meget nærværende for mig.”

Den anden tale, som Grimm udpeger i et moderne perspektiv, er lægen Eryksimachos’ tale, om hvordan Eros bl.a. strømmer igennem naturen i årstidernes gang. Man havde i det filosofiske natursyn en idé om sfærernes harmoni: at naturen følger sin egen gang. Grimm forklarer, hvordan mennesket i antikkens Grækenland underordnede sig naturen, og at det var en udbredt filosofisk tanke, at mennesket skulle leve i overensstemmelse med årstidernes harmoni. Det antikke menneske var dybt afhængig af og forbundet til årstidernes gang og var derfor underlagt denne sfærernes harmoni. Eryksimachos’ tale er, ifølge Jon Auring Grimm, relevant i dag, fordi vi som mennesker ikke underordner os naturen, men bestandigt overhører den. Vi føler os ikke længere knyttet til naturens processer og konsekvensen af denne manglende ydmyghed overfor naturen, resulterer i en sfærerenes disharmoni. Dette kan vi eksempelvis se i global opvarmning, som er en ændring i naturens tilstand, vi ikke kan tilbagekalde fuldstændigt. Eryksimachos’ tale påminder os om den underdanighed, vi burde udtrykke overfor naturen i dag. Dens budskab klinger højt i vores moderne tid: den opfordrer til, at mennesket igen indtager sin retmæssige plads i naturen!

Symposion er altså et rigt, progressivt værk, en lille poetisk perle i filosofien og i Platons forfatterskab generelt. Jeg vil varmt anbefale at læse den, særligt jer, som har en forkærlighed for sprogets æstetiske side og dets tidløse rum. Og selv hvis du allerede er bekendt med værket og er åben for, at det slår spirer i moderne tid, kan du snart møde det i en ny litterær form, når denne poetiske genfortolkning (eller genfødsel) af Symposion bliver trykt i bogform som Kærligheden Taler indenfor den nærmeste fremtid. 

Litteraturhistoriestuderende med svaghed for solrige forårsdage, de små skæve litterære værker og antikkens Grækenland.