Mennesket bag bogreolen: den litteraturstuderende

 

 

Mennesket bag bogreolen

Det mest private i mit hjem er min bogsamling. Imellem siderne og fortællingerne på reolen gemmer min historie sig. Min bogreol fortæller historien bedre, end jeg nogensinde selv kunne.

Samlingen afslører samleren ved at indkapsle store dele af deres livshistorie. Meget få mennesker skiller sig af med bøger, de ikke kommer til at læse igen. Vi lader bogen stå, selv lang tid efter deres aktive del i vores liv er udtjent. Jeg tror, det siger noget om, hvad det er, bøger kan. De kan indeholde ikke kun den historie, bogstaverne fortæller, men også minder om hvor og hvem vi var, da en bestemt bog huserede på vores natbord.

Jeg har derfor inviteret mig selv indenfor hos et af de mest bogpassionerede mennesker, jeg kender: Anne. Her vil jeg bladre rundt i hendes bogsamling og blive lidt klogere på hendes livsfortælling igennem den.

 

 

”Jeg har læst… altid”

Anne bor på øverste etage i en smuk, gammel bygning ud til Islands Brygge. Hun er 24 år, studerer litteraturvidenskab, arbejder på et bibliotek og er i praktik hos forlaget Høst & Søn, så det er sikkert at sige, at bøger har sneget sig ind i alle dele af Annes liv. Udover dette er hun også et af de allerbedste mennesker, jeg kender.

I dag er bøger en fasttømret del af Annes liv, men som så mange andre har hun ellers altid kun læst for sjov. Da jeg spørger hende, hvornår hun begyndte at læse, er svaret eftertænksomt også: ”Jamen, jeg har læst… altid.” At bøgerne siden hen er blevet til både uddannelsesområde og arbejde, tror jeg kommer af en legende og sjov tilgang til bøgerne.

Når man kommer fra en familie, hvor alle læser, er det svært ikke selv at blive ’læser’. Selvom hun aldrig før har læst for at blive klogere ”på den måde”, endte hun alligevel på bacheloren i litteraturvidenskab, hvor jeg løb ind i hende. Første gang jeg mødte hende, troede jeg, hun var en anden. Hun lignede til forveksling en gammel veninde, jeg ikke havde set i flere år. Den første aften, vi snakkede, var jeg overbevist om, at det var min gamle veninde, der lavede sjov med mig. I dag kan jeg slet ikke forstå, hvor jeg så ligheden.

Annes rejse med bøgerne begyndte som for de fleste af os med godnathistorier. Hendes favorit var Dr. Seuss’ If I Ran the Circus: “Den er super underlig, udgivet posthum og var den længste af alle mine bøger.” Ikke overraskende hadede hendes forældre den. Alle de gamle Dr. Seuss bøger står stadig på reolen hjemme hos Anne, selvom hun ikke længere læser dem. De er alle på engelsk og afslører en del af Anne, jeg ellers har en tendens til at glemme. Deres inskriptioner viser en Anne, der boede i Chicago fra alderen to til fire, fik læst engelske bøger højt og havde en god ven, der hed Max. Anne kan ikke selv huske så meget fra den tid, men: ”de er en slags minder.” Bøgerne bliver en måde at bevise eksistensen af en tid i vores liv, de færreste kan huske.

Og Dr. Seuss bøgerne mangler ikke selskab på reolen. Annes bogsamling indeholder rigtig mange børnebøger. Udover alle Harry Potter bøgerne på både dansk og engelsk, hardcover og paperback, er der også alle de bøger Anne læser i forbindelse med sit arbejde på Høst & Søn, som udgiver børne- og ungdomslitteratur.

Så når Anne siger, at hun mest læser for sjov, mener hun det. ”Jeg læser ikke så meget voksenlitteratur.” De tunge klassikere , som er at finde på pensum på litteraturvidenskab, har ikke været Annes yndlings. Det er Young Adult fiktion, dystopiske romaner, fantasy og børnebøger, der leger med grænsen mellem børne- og voksenlitteratur, som tænder en ild i Anne. Selvom hun må indrømme, at: ”de græske tragedier var ret grineren.”

”Jeg kan godt sætte pris på det intellektuelle niveau, men det er ikke dem, jeg læser igen og igen.”
Da jeg spørger Anne, om der var nogle bøger fra pensum, hun nød mere end andre, kaster hun et blik op på bogreolen og søger blandt dens rygge: ”Slaughterhouse-FiveMidnights ChildrenFrankenstein”. Anne griner, da vi begge indser, at de alle er fantasybøger i en eller anden udstrækning. Meget ’on-brand’ af hende.

 

Annes hjem er præget af en minimalistisk indretning, hvor bøgerne har fået de mest prominente pladser.

 

”Det er dér, man fanger dem”

I Annes optik er børne- og ungdomslitteratur dybt undervurderet. ”Børnelitteratur er mere… legende.” I børnebøgerne kan man finde en leg med udtryk og formater, der ikke er i nogen anden type litteratur. Selvfølgelig er det ikke alle børnebøger, hun råber hurra for. Det er det, hun kalder ’Challenging Picture Books’ – de mere kunstneriske og udfordrende børnebøger, hvor mange stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er børnelitteratur. Bøger der behandler emner som død og depression i en ikke over-pædagogisk formidling til børn. Som ikke undervurderer børns evne til at forstå livets skyggesider. Som hun selv siger det, er det ”dér, man fanger dem” og dér bøgerne selv fangede hende.

Anne fortæller mig om Shaun Tan’s The Red Tree, som hun skrev bachelor om. Bogen handler om en ensom, rødhåret piges oplevelse af depression. ”Det er noget, man tænker, børn ikke kan forstå, men da man talte med egentlige børn om bogen, så de den ikke som mørk og underlig. De kunne sige: ”Her er hun ked af det fordi…” og ”Her får hun det bedre fordi…” Man undervurderer børn.”

 

”Det er bare en virkelig god måde at være alene på”

Når jeg taler med folk om bøger, spørger jeg ofte, om de genlæser bøger. Da jeg for kort tid siden talte med ejeren af boghandlen Ræven og Pindsvinet, svarede han på det spørgsmål med ordene: ”Einmal ist keinmal.” Altså at læse en bog én gang er det samme som at læse den ingen gange. Om man genlæser bøger, er én ting, men hvilke bøger man genlæser, er en anden.

Når jeg selv genlæser bøger, er det en søgen efter den stemning bogen hensatte mig i, da jeg første gang læste den. Det er derfor, jeg for eksempel genlytter til lydbøgerne af Harry Potter på dansk af Jesper Christensen, som Anne gav mig. Hver gang hans stemme flyder ind i mine øregange, er jeg tilbage i sommeren mellem mit første og andet år på bacheloren, hvor jeg drev min kæreste til vanvid ved at høre dem dag ind og dag ud.

For Annes vedkommende er det også ungdomsbøgerne hun rækker ud efter gang på gang. Det må uomtvisteligt have noget at gøre med den tryghed, siderne har i sig. Når vi læser de ord, bliver vi hevet tilbage til en tid, hvor alting var lidt mindre kompliceret og livet mere ligefremt. Det er Skammerens Datter, Harry Potter og Sølvhest Trilogien, der forlader deres plads på reolen igen og igen. Som den voksnes ækvivalent af en socialt acceptabel sutteklud.

Sidste forår var Anne på udveksling i Hongkong og rejste efterfølgende rundt i Asien i uendeligt mange små og skræmmende fly, der vækkede en pludselig flyskræk i hende. Her hev hun fat i høretelefonerne og lod Jesper Christensens oplæsning af Harry Potter berolige hende: ”Det er bare tryghed.”

Som alle andre, der elsker bøger og kan mærke deres konto gå i minus for hvert skridt, de tager i en bogbutik, ville Anne gerne læse mere. Derfor hører hun også ofte lydbøger, når læsning ikke er en mulighed. Selvom vi gerne ville, kan vi vist godt blive enige om, at det ikke er det nemmeste at læse på cyklen. Lydbøger er gode, når det ikke er muligt at have en bog i hænderne: når man ikke kan sove, når det sidste lys bliver slukket i flykabinen, eller du bare gerne vil have lov til at stirre på solnedgangen. Her er lydbøger din bedste ven.

For et par år siden på Roskilde Festival var jeg på vej hjem til min camp sent på natten. På vejen stødte jeg ind i Anne, der gik rundt og lyttede til en lydbog. Blandt pumpende anlæg og blæsende urinstøv gik hun og var i perfekt balance med smukke ord lullende i sine ører. Som hun selv så poetisk sagde det, så var ”det en god måde at være alene blandt virkelig mange mennesker” – og hun havde altså fået nok musik.

Som hun også selv har måtte sande, er det ikke en særlig social ting at læse. Selv når du deler interessen med andre, er læsning en enkeltmandssport. Da hun boede alene, var det ikke uhøfligt at læse over morgenmaden, frokosten og aftensmaden. Det var bare hverdag. Kærligheden til litteratur er let at dele, oplevelsen ikke ligeså. Og dermed ikke sagt, at det er en fejl i litteraturen. Det er bare nemmere at være sammen om en serie end en bog. Alligevel deler hun altid, hvad hun læser med sin kæreste. Når man er så passioneret om et emne, må det være umuligt, at det ikke smitter af på den, man bruger allermest tid sammen med.

Når folk kigger på min egen bogreol, er jeg altid bange for, de spotter mine guilty-pleasures. De bøger jeg, som litteraturvidenskabsstuderende, nok ikke burde have stående. Det er næsten udelukkende bøger, jeg læste i mine unge teenageår, som jeg nu skammer mig lidt over, men alligevel ikke kan få mig selv til at kyle ud. Det er altid en lettelse, når andre også har den type bøger gemt på nederste hylde i bogreolen. De bøger har Anne også: ”De står på loftet i en kasse nu.” Deroppe bor blandt andet hele Shopaholic-serien. hun kan ikke nænne at smide dem ud, og hendes lillesøster har: ”For god smag til at læse dem.”

 

 

Bøger indenfor børne- og ungdomslitteraturen og fantasy-genren har en særlig plads på både Annes bogreol og i hendes litteraturhjerte.

 

”Det var den bedste dag i mit liv”

10 minutter efter jeg gik ud af Annes hoveddør, modtog jeg et billede af Joakim von Ands biografi: Joakim von And – Her er dit liv. Bogen er illustreret af – hvilket der synes en smule blasfemisk, ”for Carl Barks er jo Gud i den kontekst, men alligevel” – verdens bedste Anders And-tegner, Don Rosa. Bogen er indbegrebet af barndomsnostalgi for hende; Hun lånte og genlånte den gennem hele sin folkeskoletid, og den var ”totalt slidt og krøllet og biblioteksulækker og gået op i ryggen.” Bogen er udgået fra forlag og umulig at få fingre i, men da hun var på arbejde på biblioteket, står hun pludselig med den slidte bog mellem hænderne. Den selvsamme kopi hun havde læst så mange gange som lille. Bibliotekaren lod Anne tage den med hjem – den var jo alligevel så gammel og slidt – uden at indse den skat, hun gav afkald på. Det var den bedste dag i Annes liv: ”100 procent lykketræf.” Indtil hun ventede i kø i en hel dag til Copenhagen Comics, og Don Rosa selv tegnede en tegning i hendes udgave, og desuden gav hende en pose hjemmegroede, californiske chilier.

Anne var mildest talt forfærdet over, at hun kunne glemme den vigtigste bog i sit liv. Så meget at hun dagen efter til en koncert blev nødt til over musikken at nævne, hvor mærkeligt det var, hun havde glemt den. Jeg kunne mærke, at hun næsten havde dårlig samvittighed overfor bogen. Og det fik mig til at tænke: Hvis ikke dårlig samvittighed overfor en bog kan lære dig noget om, det menneske du står overfor, hvad kan så?