Litteraturreportage: En hyldest til Københavns antikvariater

I et antikvariat står tiden stille, selvom tidens gang ironisk nok er altoverskyggende. Den har sat sine spor i bøgernes gulnede sider og trætte rygge, og blandt reolerne gemmer sig manuskripter, der både har overlevet verdenskrige og naturkatastrofer. VINK har stoppet tiden for en stund og er dykket ned i antikvariatets forunderlige verden.

Bilerne suser forbi i efterårsmørket, mens jeg parkerer min cykel foran de store vinduespartier, hvor bøgerne omhyggeligt står på rad og række og venter på at fortsætte deres liv i en ny bogreol. Trafikkens lygter danser i den blanke, sorte facade, hvorpå hvide bogstaver former ”Antikvariatet”. Jeg kvæler musikken i de små dutter i mine ører, da jeg forsigtigt træder indenfor i det lune antikvariat. Min næse bliver mødt af en dominerende duft, der lader mine tanker drømme om tidligere tider. Jeg mindes, at min Oldemors lille hus havde samme trygge duft af levet liv. For en stund kan jeg forsvinde helt ind i bøgernes verden.

Antikvariatet bugner af bøger, men alligevel hersker her en hvis orden. Små håndskrevne sedler guider mig gennem genrerne: filosofi, lyrik, historie, tegneserier, biografier. Da jeg står foran den uendelige reol med skønlitteratur, begynder alfabetet at cirkulere i mit hoved. Jeg stiller mig på tåspidserne for at fange Karen Blixens Essays på reolens øverste hylde. Siderne i bogen er blevet gyldne med alderen, og en Susanne Olsen har sirligt skrevet sit navn i blå blæk på bogens første side.

Ovre bag disken står Uffe Sand, der har solgt antikke bøger fra sit antikvariat på Amagerbrogade siden 1984. Uffe har hovedet dykket dybt i en flyttekasse med bøger, som en ældre herre håber at tjene en skilling på. Et par smalle læsebriller er placeret på Uffes næsetip, mens han studerer bøgerne fra kassen. De to mænd udveksler historier om bøgerne og griner, da de opdager, at Mette Blomsterbergs opskrifter på kager har sneget sig med i kassen.

//Foto: Kim S. Granli 

Interessen for bøgernes verden startede, da Uffe som dreng hjalp sin far, der i en kort periode havde et antikvariat. ”Jeg syntes, det var en spændende verden, og da muligheden bød sig for, at jeg kunne åbne mit eget, tænkte jeg, at det måtte prøves. Men jeg havde jo ikke regnet med at stå her 31 år efter,” griner han. Uffe var ved at afslutte sin HF, da et lille antikvariat længere nede ad gaden blev sat til salg. ”Ejeren var død, og så havde konen prøvet at køre det videre, men det gik ikke, så det var billigt til salg. Så tænkte jeg, det kunne være, jeg skulle springe ud i det.”

Uffe afbryder kort vores samtale for at hjælpe en kvinde, der er på jagt efter Jakob Ejersbos Liberty. Han hiver den solide moppedreng ud af reolen med dansk skønlitteratur. Henne ved en anden reol sidder en yngre kvinde på knæ begravet i bøger. Hendes taske ligger henslængt på gulvet, mens hun forsigtigt bladrer gennem en bog.

Antikvariatets kunder denne eftermiddag vidner om, at de er umulige at placere under samme paraply. En mand i 30’erne gennemroder tegneserierne, mens en ældre dame søger efter lyrik. De er ligeså forskellige som bøgerne på hylderne. ”Deres eneste fællestræk er, at de alle læser,” bemærker Uffe kækt.

Forskelligheden blandt kunderne fascinerer Uffe, der gennem sit arbejde i antikvariatet får muligheden for at møde mennesker fra alle samfundslag og religioner. ”Et antikvariat er jo et sted, der indbyder til samtale,” fortæller Uffe med sin rolige, ru stemme. Radioen spiller sagte i baggrunden, og kunderne i butikken står fordybede i bøgerne – som om tiden står stille herinde. ”Antikvariatet indbyder til fordybelse, og man kommer ned i et andet tempo herinde i forhold til, hvis man går ind i Arnold Busck eller en boghandel andetsteds,” fortsætter han.

 //Foto: Kim S. Granli

”Vi er lige midt i en brydningstid for antikvariaterne,” bemærker Uffe, da snakken falder på lukningen af Vangsgaards Antikvariat. Antikvariatet i Fiolstræde kunne prale med titlen som landets største antikvariat, men i sidste måned gik de konkurs. ”Jeg synes, det er ærgerligt og trist på branchens vegne, at der bliver et antikvariat mindre. Vangsgaard bliver ikke videreført, så nu bliver deres samling af bøger spredt for alle vinde.”
Uffe mærker da også, at der i stigende grad kommer flere for at sælge bøger, i takt med at antikvariaterne i byen bliver færre. Men han udtrykker dog ingen bekymring for sit eget antikvariats fremtid, og han virker selvsikker i sin spådom om at blive pensionist nede i boghulen – så længe han ikke glemmer at skule til den digitale verden.

De printede fortællinger har længe været truet af den hurtigvoksende digitale verden, og Uffe har også mærket konsekvenserne af det digitale indtog. ”Det startede med internettet, hvor opslagsværker, leksika og ordbøger pludselig blev svære at sælge,” fortæller han. Senere er e-bøger og lydbøger brudt frem og lokket med at gøre livet som læsehest lettere. ”Folk bruger bøgerne på en anden måde, end de gjorde for 10 år siden. Hvis man for eksempel skal ud at rejse, så er det ikke sådan, at man fylder en kuffert med bøger længere. Nu kan man have det hele på sin smartphone.”

Den smarte teknologi formår dog ikke at oversætte den sanseoplevelse, som antikvariatet tilbyder. Uffe oplever, at flere unge, der er flasket op med iPads og e-bøger, kommer ned forbi antikvariatet: ”De har opdaget, at der er noget sanseligt ved at have en bog i hånden. Man kan måske godt læse mange af teksterne på en digital platform, men du har ikke samme fornemmelse for det sanselige, som hvis du sidder med en bog mellem hænderne. Det er måske en læderindbundet bog, og siderne er lidt gulnede. Bogens karakteristika bidrager til oplevelsen af historien, hvor alt er ens, hvis du læser det digitalt,” fortæller Uffe, mens han krammer hænderne om en stak bøger, der har ophobet sig på disken.

Den pulserende by og de susende biler rammer mig hårdt, da jeg træder ud af antikvariatet og igen befinder mig på Amagers hovedgade. Inde i butikken bag mig marcherer tiden i en sløvere takt, men byen hiver mig tilbage til den hektiske rytme, der forlanges udenfor antikvariatets vægge.

Gå selv på opdagelse i nogle af Københavns antikvariater:

Antikvariatet
Amagerbrogade 22, 2300 København S

Forum Antikvariat
H.C. Ørstedsvej 39B, 1879 Frederiksberg C

Seiers Antikvariat
Nansensgade 76, 1366 København K

Elmegades Antikvariat
Elmegade 10, 2200 København N 

Corsaren
Nordre Frihavnsgade 86, 2100 København Ø