Litteratur langs havnekanten

 

Når foråret snart begynder at springe ud, begynder læsehestene også at rejse sig fra sofaens hi og begive sig ud i verden med en bog under armen – og hvilket bedre sted at sætte sig end på en havnekant i byen omgivet af bølgeskvulp, mågeskrig og en sprød duft af hav.

Litteraturredaktionen guider dig her til de bedste læsespots ved byens havne, ligesom de har fundet lige præcis dén bog, du skal tage med ned til havnekanten. Så nu er der ikke andet for end at vente på foråret.

 

//Illustration: Therese Sandberg

 

Cecilie anbefaler

Knut Hamsun ved Christianshavn

På forsiden af den udgave af Sult, jeg sidder med, bevæger sorte fodspor sig på kryds og tværs over et bykort. Det må være et kort over Kristiania (det nuværende Oslo) og bogens handlings omdrejningspunkt. Protagonisten vandrer byen tynd i nedslidte såle, pantsætter gradvist alt han ejer og sulter. Han er næsten aldrig hjemme i sine skiftende kummerlige værelser, men vil hellere søge lykken i byen og i sine sporadiske skribentindfald. Bogen er skrevet i 1890 og får mine tanker hen på min egen by. Københavns karakter, dens stemning i krogene, og de fodspor historien har sat i byen. Et særligt stemningsfuldt sted er Christianshavns havn, her kan man i særlig grad mærke byens ånd, og få steder finder man en ligeså mærkbar grænse mellem det polerede og det upolerede – Rigmandschristianshavn og Christiania.

Hovedkarakteren søger ned til kajen ved fjorden, når han skal have ro i sindet: ”Der faldt mig lige i øjeblikket ikke en eneste trist tanke ind, jeg glemte mine problemer og følte mig beroliget af synet af havnen, der lå fredelig og smuk hen i halvmørket”. Bogen beskriver hans kamp mod byen, men også hans kærlighed til den og alle de uventede påvirkninger han møder, når han begiver sig ud i den. Han driller og lyver overfor fremmede, bliver enten forarget og vrede på dem eller elsker dem momentant. Indimellem begiver han sig nærmest ud i en Gollum-agtig monolog og opførsel, når sultens afmagt er størst. Hele tiden med et bagtæppe der udgøres af byens rytme og de mennesker, der bevæger sig i den. En strøm af energi der også mærkes på Christianshavn, metroen og broen ind mod byen, gør det til et sted med højt tempo, men i bådene ved kajen og på sidegadernes cafeer er der en anderledes ro. Hamsuns hovedperson drømmer om Ylajali, en fremmed kvinde han har givet et opdigtet navn og ophøjet til gudinde i sit indre.

Dagdrømmeriet har gode kår på Christianshavn. Hvis man tager sig tiden til at studere andre mennesker og deres færden, forsøger at sætte sig ind i deres tanker, gøres dette godt i selskab med Sult. Der finder man måske en Ylajali, en større indsigt i liv præget af sult og trange kår eller bare en glæde ved byens puls og historie.

 

Ida anbefaler

Tove Ditlevsen ved Havneholmen

I Københavns Sydhavn ligger den lille halvø Havneholmen på Kalvebod Brygge. Engang blev halvøen brugt til at losse kul og tømmer til København – i dag er Havneholmen fyldt med arkitekttegnede bygninger.

 

Sidder jeg på kajen i skumringen med ryggen til de moderne huse og kigger på det stille vand, kan jeg næsten ikke forestille mig andet sted end her at læse Tove Ditlevsens sidste erindringsbog Gift. Med Toves Vesterbro bag mig, kan jeg blandt travle cyklister fra Bryggebroen og Cykelslangen sidde helt uforstyrret midt i travlhed og forestille mig et Havneholmen fra Toves tid uden arkitekttegnede bygninger, men med kulpladser der strakte sig langs hele havnen og høje kraner over mig, der transporterede det dyrebare kul fra skib til land. Blandt disse rå omgivelser ville jeg sidde og læse Gift.

 

Jeg ville læse om en ung kvinde med en barndoms smerte, der forfølger hende hele hendes liv. Om en ung kvinde der aldrig har passet ind i hendes families kønsbundende forventninger, men alligevel altid har haft et ønske om at være normal:

 

Nu er vi far, mor og barn, siger jeg, en ganske almindelig, normal familie. Hvorfor, spørger Ebbe undrende, vil du så gerne være almindelig og normal? Det er jo en kendsgerning, at du ikke er det. Det kan jeg ikke svare ham på, men jeg har ønsket det så langt jeg kan huske tilbage. Gift, 1971

 

Jeg ville læse om en fantastisk digter, der længe måtte undertrykke sine kunstneriske drømme. Og om en stærk, men selvdestruktiv kvinde, der på sin helt egen og ærlige måde skrev om livets svære spørgsmål – og selv når hendes eget liv var værst, og hun levede i et misbrug af piller og alkohol, var det i skrivningen, hun fandt ro.

Og netop denne ro ville jeg tage med mig, når sidste side i Toves erindringsbog var læst. Jeg ville gå over Havneholmen, krydse Dybbølsbro og stille og rolig bevæge mig mod Toves Vesterbro. Hvis aftenen endnu var smuk, ville jeg bevæge mig mod Hedebygade – Toves barndomsgade.

 

Dea anbefaler

Helle Helle ved Islands Brygge

Islands Brygge må i den grad være det man kalder for en sæsonbestemt havn. Lige så snart de første solstråler rammer København, og det er varmt nok til at sidde ude kun iført shorts, T-shirt og en is, kan man se Islands Brygge blive plasteret til med mennesker. Her taler vi altså afstanden fra Bryggebroen til Langebro fyldt med latter, våde dyp i kanalen og solbadning på molen.

 

Dog er Danmark jo bestemt ikke kendt for den varmeste sol, og Islands Brygge eksisterer stadig resten af året. Så selvom den sibirske kulde har lagt sig over os, og den frosne kanal kan virke noget afskrækkende, er havnen altså stadig et besøg hver. Islands Brygge bliver omdannet til et mekka for ro. Så her kan man passende tage novellesamlingen Rester af Helle Helle under armen og bevæge sig ud på en gåtur langs kanalen, nyde den frostklare luft og stilheden, der kun bliver afbrudt af enkelte forbipasserende samt den svage summen af trafikken fra Langebro. Gåturen kan ende i Kulturhuset på Islands Brygge. Her kan man sidde med en varm kop kaffe ved de høje gulv til loft vinduer, Helle Helle og kun blive en anelse distraheret ved at se udover kanalen.

Det særlige ved en novellesamling er, at den er uforpligtende. Man kan læse én novelle eller dem alle tolv uden at føle, at man enten afbryder en igangværende fortælling eller færdiggør en hel romanhistorie. Rester er, som titlen selv siger, en lille rest fra forskellige hverdagsliv. Vi bliver taget med på et tidspunkt i foråret, ved en bænk på havnen, hvor en person har stamsted for sin post-frokost-cigaret. Her møder personen en kvinde, der pludselig deler en personlig fortælling om en tur til kiosken for at købe cigaretter, imens hendes spædbarn ligger oppe i lejligheden. For at blive ført videre til et kærstepars søndagsdiskussion om, hvorvidt en gåtur rundt om søen er en gåtur eller ej. Novellerne rummer ironi og humor, som kan få en til at smile til kaffen eller egne sig til højtlæsning for vennerne i sommersolen på bryggen.

 

Jeg tænker, at Helle Helle er særligt godt at læse ved havnen, fordi karakterskildringer på en og samme tid er neutrale og enormt specifikke. Derfor kan man let forestille sig, at de personer man møder på havnen, er de personer som optræder i Rester. Så hende kvinden, der kommer hastigt gående ned langs Islands Brygge, er hende, som har forladt sit eget middagsselskab, fordi de manglede en stol.

Når man så har færdiggjort Helle Helles novellesamling, kan man passende besøge Kulturhusets bogskab, der er placeret udendørs og med fri benyttelse alle ugens dage hele året rundt. Så hvis man har lyst til at sende sin læseoplevelse videre og ikke mener, at den behøver at være en del af bogreolen derhjemme, kan man sætte sin bog i bogskabet og samtidig tage en ny med sig.

 

Sarah anbefaler

Michel Houellebecq ved Den Sorte Diamant

En kort spadseretur fra Rådhuspladsen, ned langs Frederikholms Kanals charmerende gamle huse og skonnerter, ligger Københavns Havn. Havnen præger en stor del af det indre København, men lige netop her, for enden af Frederiksholms Kanal, ligger Det Kongelige Bibliotek, også kendt som Den Sorte Diamant, der efter min mening er et af de smukkeste og mest stemningsfulde steder i byen.

 

I denne kolde vintertid forestiller jeg mig, at det er en lun forårsdag. Jeg placerer mig til højre for biblioteket på det yderste af træ-trappetrinene helt ud til havnen, hvor man får fornemmelsen af at sidde med fødderne dyppet i vandet. Diamantens blankpolerede granitfacade troner majestætisk over havnen og reflekterer forårssolen i vandet. Bortset fra en svag summen fra havnebussens passagerer og de besøgende turister, er omgivelserne de rette til at fordybe sig i en god roman.

 

Jeg er taget afsted med Michel Houellebecqs dystopiske fremtidsroman Underkastelse. Scenen er sat i Paris i året 2022, hvor vi følger litteraturprofessor Francois, der har en forkærlighed for yngre kvindelige studerende og litteratur. Særligt er han optaget af den franske avantgarde forfatter Joris-Karl Huysmans, som har en tæt tilknytning til professorens eget liv. Det Muslimske Broderskab er samme år kommet til magten i Paris, og som titlen implicerer, kommer det til at betyde, at samfundet må underkaste sig islam med store konsekvenser til følge – også for professoren fra Sorbonne Universitet. Selvom København ellers ikke minder om det totalitære samfund romanen skildrer med muslimsk magtovertagelse, får man her ved den sorte monolit alligevel en association til islam – nemlig muslimernes sorte kubeformede helligdom, Kabaen.

 

Hvis romanens hovedperson havde besøgt København, ville han unægteligt have synes om placeringen ved Det Kongelige Bibliotek. Men litteratur er ikke det eneste som Francois ville synes om her – bag den sorte facade befinder unge studiner sig på læsesalene klar til at blive forført af professoren.

Romanen er på en og samme tid seriøs, skræmmende og satirisk – og uden tvivl værd at læse!

 

Sasha anbefaler

Édouard Levé ved Emil Holms Kanal

”Måden du forlod dit liv på, har omskrevet dets historie. Dem som kendte dig, genlæser hver af dine handlinger i lyset af den sidste”

Emil Holms Kanal og dens trin henlagt under en dyne af sne, lægger ikke ligefrem op til at man sætter sig ned og slår en bog op. Faktisk kan jeg ikke selv forestille mig en god læseoplevelse finde sted i den ramme. Smid Édouard Levés bog Selvmord i, og blandingen bliver næsten for melankolsk, til at man kan holde til det. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, det lige er den rette mængde melankoli og ejendommelighed, som Édouard ville have syntes om.

Selvmord er svær ikke at læse i lyset af Édouard Levés eget selvmord, begået få dage efter han indleverede manuskriftet til bogen. Men selvmordet i bogen er ikke Levés eget. Det er en vens selvmord begået 20 år tidligere; den samme ven, der danner det ’du’, næsten hver sætning i den lille bog adresserer. Gennem bogens 90 sider får du i dit indre malet et ekstremt nuanceret og ret kærligt billede af dette ’du’. Så nuanceret at man helt kan komme i tvivl om, hvorvidt et menneske kan være så mange ting og indeholde så mange modsætninger på en og samme tid. Jeg tror ikke, det er muligt at komme igennem bogen uden mindst én gang at se sig selv, sin mor eller sin bedste ven i beskrivelsen. Den helt specifikke beskrivelse virker til at transcendere sig selv og til tider blive helt universel.

Når temperaturerne igen rammer et menneskeligt niveau, og isen svinder fra kanalen, så lad en dag forsvinde på trinene ved kanalen med Selvmord i hånden. Bogen nyder godt af at blive læst i én omgang uden de store forstyrrelser eller afbrydelser. Hvis du alligevel ser op fra bogen, tror jeg, du vil se ’du’et’ spejlet i alle om.

 

God læselyst!

 

Pssst – du kan opleve nogle af litteraturskribenterne læse op af deres anbefalede værker til VINKel #3 // Kultur i havnerammer. Læs mere her.