Litterære crushes: Københavnskhed a la Thomsen

//Illustration: Idaemilia Nørgaard

Det er svært at høre til. Personligt har mit forhold til København altid være et konstant vekslende had/kærlighedsforhold, som oftere svingede ud på den negative skala end på den positive. Sammen med Joan Didion, Simone de Beauvoir og Elena Ferrante flygtede jeg fra Københavns ekskluderende perfektionisme til New York, Paris og Napoli, mens jeg med foragt kiggede ud på København.
Dette var indtil jeg opdagede Søren Ulrik Thomsen.
For Søren Ulrik Thomsen har lært mig at se det smukke i det grimme, at se forbi de alt for dyre butikker og polerede husfacader, han har lært mig at se lige ind i melankolien, som ligger og gemmer sig bag bodegaernes røglugt, og som hviler i min halvflade øl på Funchs Vinstue. Rystet Spejl gør sig, efter min mening, bedst i regnvejr på en af Københavns bodegaer, og måske endda allerbedst på Andy’s på Gothersgade, fordi det lige der er som at læse Elena Ferrante i Napoli eller Joan Didion i Central Park.

Men jeg har ikke blot opdaget Søren Ulrik Thomsen på skrift. Faktisk har jeg opdaget, at Søren Ulrik Thomsen og jeg hører hjemme i de samme gader, kun en spytklat fra hinanden, hvilket, om jeg nogensinde skulle skrive et, ville komme med i mit Bedste-digt. Ved den opdagelse tog min indre narcissist over, for dette tilfælde, synes jeg, præsenterede en unik mulighed. Jeg ville være en del af Søren Ulrik Thomsens City Slang, jeg ville være en person, han bemærkede, som de to unge punkere på Nørrebros Runddel, han skrev om i et digt, hvis navn jeg nu har glemt. Jeg ville manifesteres som en karakter, hvis eksistens i København var lige så naturlig som bilerne på Store Kongensgade. Så når Søren Ulrik Thomsen cyklede forbi i sine perfekt oprullede blå jeans og tweedjakke, forsøgte jeg at være en sådan person, som jeg troede, en forfatter som Søren Ulrik Thomsen ville skrive om.

Needless to say, jeg har ikke fået det store ud af mine mange forsøg på at virke skriveværdig ved mine tilfældige møder med Søren Ulrik Thomsen. Jeg har endda brudt med den vigtigste (hjemmelavede) regel for personer, som gerne vil skrives om: under en mindre rosébrandert tog jeg direkte kontakt til Søren Ulrik Thomsen, og fortalte med favnen fuld af varer fra Fakta, hvor meget jeg beundrer hans værker. Men der er stadig tid. Jeg har trods alt i mine tidligere 20’ere drukket øl med en relativt uinteresseret Jokum Rohde, og det må da være et skridt på vejen. Indtil den dag kommer, hvor du skriver om mig, Søren Ulrik Thomsen, så vil jeg sige tak. For du har vist mig det glitrende grimme og uendeligt interessante ved vores København. 

Anbefaling: som nævnt ovenfor, bør man altid medbringe Rystet Spejl, når man går på bodega. Lad dig ikke slå ud, hvis dit selskab sætter sig imod højtlæsning! Alle har brug for københavnsk poesi. Personligt mener jeg, at enhver bogsamling bør indeholde en udgave af Det værste og det bedste. Den digtsamling vil fungere som den perfekte conversation starter på enhver tinder-date. Så ud i sommerlandet med City Slang i lommen og en københavnerstang i hånden, og husk at hilse, hvis du møder Søren Ulrik Thomsen!

Kulturaholic der læser for at leve og lever for at læse, og som har en særlig kærlighed for filosofisk litteratur.