Kvindens stemme – part I

 

Trods, vi endnu ikke har nået målet, er der sket meget på ligestillings-fronten i lille Skandinavien fra starten af 1800-tallet og til nu. Vi skylder en tak til første-, og anden bølge feministerne der i sin tid kæmpede for hvad der for os virker som fuldstændig basale rettigheder for kvinden: skilsmisse, arbejde og autoriteten over egen krop. Kvindens eksistens og betydning i samfundet gennem de sidste to hundrede år, afspejler sig i både dramaet og litteraturen. Utallige kvindefigurer har kæmpet, tabt, sejret, levet med og levet – på trods af.


Ingrid og Molly deler her udvalgte passager fra iøjefaldende dramatiske værker og romaner. Disse er valgt fordi de dels er både tidstypiske for perioden, og fordi både Ingrid og Molly synes, at de kvinder der er repræsenteret i værkerne er pisse seje og på hver sin måde, badass selvstændige. Det er en historisk rejse gennem ord, handlinger og konsekvenser. God tur.

af Ingrid Grusje Holm & Molly Christensen

Gad vide hvad Nora ville sige, hvis hun overhørte en af kvinderne fra Kussesumpen tale om analfiksering? //Illustration: Freja M R Kammer

 

1850-1900

Den sidste halvdel af 1800-tallet kan for kvinderne betragtes som det moderne gennembrud. Danske kvinder organiserede sig i kvindeorganisationer, såsom Dansk Kvindesamfund. En af de vigtigste sager var kvindernes valgret samt autoritet over egen krop, herunder seksuel frigørelse og retten til skilsmisse. Nedenstående passager er fra hhv. Amalie Skrams Constance Ring og Henrik Ibsens Et Dukkehjem. Både Amalie Skram og Henrik Ibsen betonede i deres litteratur, den uret der blev begået mod kvinder både i og uden for ægteskabet.

 

“Jeg er kommen for at sige Dem, at jeg vil skilles fra min mand.”

Pastoren gjorde en bevægelse som efter et stød. “Å nej da, frue, sig ikke det – jeg vil ikke høre om det.” sagde han næsten bedende.

“Jo, det er min faste og urokkelige vilje” (…)

“Først må jeg høre, hvilke grunde De har, og dernæst er det min pligt som sjælesørger og medmenneske at formane Dem til at afstå fra Deres sørgelige forehavende.”

“Men det vil være aldeles frugtesløst. Hr. Pastor, ingen menneskelig magt kan få mig fra det,” sagde Constance rolig.

“Men hvad mennesker ikke formår, det kan dog måske han, som er jorden og himlens herre. – Ikke sandt, frue. De ønsker ikke at stå ham imod (…) Husk, at der står skrevet-” begyndte han.

“Det er mig lige meget, hvad der står skrevet (…) Og desuden. Skilsmisse strider ikke imod Guds Bud,” vedblev hun og greb nervøst om de egetræes armstykker på stolen, hun sad i” 

(Amalie Skram: “Constance Ring” 1885)

 

Kære Ingrid

Wow, den norske forfatterinde Amalie Skrams seje karakter Constance Ring giver mig altså lyst til at lave J. Howard Millers “We Can Do It”-pose. Så stort et mod trods så meget fordømmelse fra det omkringliggende samfund!

Constance kæmper for sin ret til et godt liv, når hun står fast på, at hun vil skilles fra sin utro, narcissistiske røv af en mand. Hun går til præsten for at få hjælp, og det kræver altså mod, i et stadigt stærkt kristent 1800-tal, at indrømme – og så til en præst – at man i bund og grund vil skide på Guds ord, som vi ser det her i citatet. Hurra! Her er en kvinde, der står op for sig selv.

Kh Molly

 

Helmer: “Å, det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter”.

Nora: “Hvad regner du da for mine helligste pligter”?

Helmer: “Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn”?

Nora: “Jeg har andre ligeså hellige pligter”

Helmer: “Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være”.

Nora: Pligterne imod mig selv”.

Helmer: “Du er først og fremst hustru og moder”

Nora: “Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligesåvel som du – eller ialfald, at jeg skal forsøge at bli’e det.

(Henrik Ibsen: “Et Dukkehjem” 1880).

 

Kære Molly

Hvor har du ret. Det må ikke have været let, at være både kvinde, hustru, moder og menneske på én og samme tid. Kig engang på Nora. Hun havde oprindeligt bare til hensigt at redde sin mand fra økonomisk fordærv, hvorefter hun indså hvad hun havde været underlagt i alt den tid. En egocentreret og patriarkalsk husbond, der kun tænker på sit eget ry og rygte. Hun var ikke andet end Helmers pyntedukke. En lille fugl i et bur. Når hun så endegyldigt får truffet den badass boss beslutning om at forlade mand, hus og børn er der intet som hedder 7/7 ordning eller børnebidrag, hun må ligesom bare starte fra nul og skabe sin egen tilværelse – hvis dette overhovedet var en mulighed. Skilsmisse var absolut no go, mega tabu og du var for evigt stemplet som den kirkelige ægteskabspagts største forrædder.  Spørgsmålet lyder jo også: hvor gik Nora hen da hun gik? Gik hun i kanalen? Hvis hun gjorde, ak, stakkels kvinde.

Kh Ingrid

 

1900-1975

Kvinderne opnår allerede i 1908 stemmeret og bliver valgbar til det kommunale råd. Den 5. juni 1915 bliver grundloven ændret og kvinder kan stemme samt opstille til Rigsdagsvalg. I 1960’erne og 1970’erne opstår med Rødstrømpebevægelse en mere radikal og venstreorienteret feminisme, der betragter socialismen som en nødvendig betingelse for kvinders frigørelse. Her skal nævnes, at p-pillen i 1966 blev indført og havde indflydelse på kvinders seksuelle frigørelse. Det var et nemt præventionsmiddel, som de selv kunne styre. Således havde den også indflydelse på kvinders indtog på arbejdsmarkedet. Antallet af kvinder i et lønnet erhverv steg fra 25 procent til ca. 41 procent i 1940. Denne betegner en ny bølge i kvindebevægelsens historie.

Første passage er taget fra vores allesammens elskede Tove Ditlevsen, der allerede som 22-årig udgav digtsamlingen Pigesind. Gennem sit forfatterskab formåede hun at udvise en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Selv tog hun sit eget liv i 1976 efter mange års pille- og alkoholmisbrug. Denne passage er fra Tove Ditlevsens erindringsbog Gift, der beskriver forfatterens tre første ægteskaber. Anden passage er fra den tyske forfatter, dramatiker og ikke mindst systemkritiker Bertolt Brechts stykke Den Kaukasiske Kridtcirkel. Brecht var marxist det meste af sit liv og ønskede et opgør med den herskende borgerlige orden. Han anså teatret som det oplagte sted at påvirke folkets bevidsthed og hvor det her var muligt at skildre kapitalismen og borgerskabets mange paradokser.

 

Hun ser tankefuldt på mig:

synes du virkelig, siger hun, at det ville være så frygteligt, hvis I får et barn til?

Lise forstår mig heller ikke.

Jeg vil ikke have, siger jeg lidenskabeligt, at der sker noget med mig jeg ikke ønsker. Det er som at være fanget i en fælde. Og vores ægteskab kan simpelthen ikke bære en ny ammefrigiditet. Det er allerede sådan, at jeg ikke kan tåle, at Ebbe rører ved mig.

(Tove Ditlevsen, “Gift” 1971)

 

Hej Ingrid

Stakkels Nora.. Men det kunne vist ikke være gået anderledes, da hun først kom frem til erkendelsen, at hun måtte gå. Bare hjerteskærende, at det på det tidspunkt i historien betød at gå i hundene eller gå i døden.

Jeg sidder med en anden ulykkelig kvinde: Tove Ditlevsen. Her er vi nået godt op i tiden, nemlig til 1940erne, som Tove befinder sig i i perioden, hun beskriver i sin erindringsroman “Gift”. Vesterbroforfatterinden skrev bogen om sit liv hen mod slutningen af det. Især de forliste ægteskaber og ensomheden, hun følte, fylder meget i “Gift”. Men trods, Ditlevsen følte sig alene, mister hun ikke handlekraften. Hun stod op for sig selv som kvinde, men især som forfatter. Man kan mærke den brændende passion gennem skriften, når man læser; hendes passion for at skrive, og det virker til, at de ulykkelige ægteskaber i det mindste giver hende stof at skrive om. På den måde bruger hun mændene i sit liv.

Ikke længe efter, Ditlevsen har fået en lille datter med sin anden mand, Ebbe, bliver hun gravid igen, men hun vil ikke have barnet. Det er den situation, vi hører om i citatet. Vi hører om, hvordan hun afprøver midler, der skulle fremprovokere abort og opsøger lyssky læger for at få dem til at lave indgrebet på hende; på dette tidspunkt var det stadig ulovligt at få en abort, medmindre kvinden havde fysiske skavanker, der gjorde, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade hende være gravid eller få barnet.

Ditlevsen skildrer altså en kriminel handling og oveni er hun modig i sin hudløse ærlighed omkring sine dalende følelser for manden Ebbe.

Ditlevsen er stille feminist, der lider under tidens kvindeundertrykkende normer, men som i det små gør sit for ikke at lade sig kue. Jeg er fan.

Kram Molly

 

Azdak: ”Du gør alt for at ødelægge min sympati for dig. Du skulle hellere lave kønne øjne til mig og vende lidt af bagdelen mod mig, så jeg kunne blive lidt gunstigt stemt. Tyve piaster”.

Grusche: “Om det så bliver tredive, vil jeg sige dig, hvad jeg mener om din retfærdighed, dit fordrukne svin. Hvordan tør du tale til mig som den revnede Esajas på kirkevinduet? Som om du er noget (…) Jeg har ingen respekt for dig. Ikke mere end for en tyv og en rovmorder med en kniv, han gør hvad han vil. Du kan tage drengen fra mig hundrede gange, men en ting vil jeg sige dig: til et embede som dit skal man kun vælge barneskændere og ågerkarle, der som straf skal sidde og dømme deres medmennesker. Det er værre end at hænge i galgen”. (Bertolt Brecht, “Den kaukasiske kridtcirkel” 1944).

 

Hej Molly

Brechts kvinderoller sparker virkelig røv. Og Grusche er én af dem. Brecht lægger i ingen af sine stykker skjul på hans ekstremt venstreorienterede overbevisning. I Den Kaukasiske Kridtcirkel nægter Grusche at lade et forældreløst barn ligge, men tager det med sig på sin lange flugt. Hun er en ludfattig pige som knytter sig uløseligt til drengen, Michel, som i virkeligheden er søn af en guvernante. Hun forlanger pludselig den dreng tilbage, som hun med fuld overlæg har efterladt og Grusche må i retten og forsvare sin kærlighed til drengen. Hendes status som fattig ung pige, giver hende ikke den oplagte mulighed for at erhverve sig retten over drengen. Dommer Azdaks oplagte valg er den snobbede og rige guvernantefrue, der ikke mangler hverken penge eller status. Grusche og guvernante bliver stillet over for en utaknemmelig udfordring, nemlig at stille sig ind i en cirkel tegnet med kridt. Med drengen i midten skal de hive i hver arm og den der er stærkest og får trukket ham til sig, vinder retten over drengen. Grusche nægter, for hvordan kan hun udøve skade på den dreng hun har knyttet sig til og elsker? Med denne kærlighedserklæring, ender dommer Azdak med at give sig, da han kan se at hun er den rette moder for barnet. Med Den Kaukasiske Kridtcirkel giver Brecht en kritik af den borgerlige klasse og deres selvforståelse. Ydermere giver han en stærk stemme til den unge kvinde Grusche og hendes modstand mod domstolens autoritet og småsexistiske kommentarer.

Kh Ingrid

 

Følg med på tirsdag den 27. februar, hvor Molly og Ingrid fortsætter rejsen ind i nutidens kvindestemme.