Kvindens stemme – part II

Trods, vi endnu ikke har nået målet, er der sket meget på ligestillings-fronten i lille Skandinavien fra starten af 1800-tallet og til nu. Vi skylder en tak til første-, og anden bølge feministerne der i sin tid kæmpede for hvad der for os virker som fuldstændig basale rettigheder for kvinden: skilsmisse, arbejde og autoriteten over egen krop. Kvindens eksistens og betydning i samfundet gennem de sidste to hundrede år, afspejler sig i både dramaet og litteraturen. Utallige kvindefigurer har kæmpet, tabt, sejret, levet med og levet – på trods af.


Ingrid og Molly deler her udvalgte passager fra iøjefaldende dramatiske værker og romaner. Disse er valgt fordi de dels er både tidstypiske for perioden, og fordi både Ingrid og Molly synes, at de kvinder der er repræsenteret i værkerne er pisse seje og på hver sin måde, badass selvstændige. Det er en historisk rejse gennem ord, handlinger og konsekvenser.
I lørdags tog Ingrid og Molly os gennem 1800-tallet og 1900-tallets kvindelige stemmer (find første del her). Vi er nu nået til nutiden. God tur.

af Ingrid Grusje Holm & Molly Christensen

Nu med lidt farve på tilværelsen. //Illustration: Freja M R Kammer

 

2000- nu

Kvindebevægelser har siden 1800 banet vejen for der hvor vi står i dag. Kvinderne har siden dengang fået både stemme og stemmeret. Inden for de sidste år har en ny og fjerde bølge af feminisme gjort sit indtog. Her har kvinden for alvor taget magt og valgret over egen krop. Nu handler det om at anerkende det faktum, at man er et frit seksuelt menneske der i enhver sammenhæng har og bør have fuld autoritet over egen krop. Når Twerk Queen Louise ryster sin røv og samtidig proklamerer, at hun er feminist, hører det ind under den nyeste bølge af feminisme der, kort fortalt, omfavner retten til at kunne bestemme hvem du vil være: tyk, tynd, mand, kvinde, hen, De – eller bare være til.

Kommende passager fremstiller, på hver deres måde, den nye seksuelle epoke. Den ene er fra Kamilla Hega Holst roman Sort og den anden scene 2 fra teaterstykket Kussesumpen. Fælles for dem begge, er den kompromisløse egenrådighed der hersker over for kroppen og kussen.    

 

Han løfter det ene bryst, dupper med kluden på den røde sprække under brystet. Puster forsigtigt mod det røde, inden han smører et lag salve på. Han vasker oven på brystet og det andet bryst og igen den røde sprække og salven. Han vender hende en smule om på siden, så han kan vaske hendes ryg. Fra skuldrene over ryggens deller ned til balderne. Ind mellem balderne. Han presser dem fra hinanden med fingrene, vasker omhyggeligt omkring endetarmsåbningen. Han skyller kluden med den ene hånd, imens den anden hånd stadig blotter hendes åbning. Han stryger kluden ned mod skeden, sætter sig på hug og skiller skamlæberne ad. Der sidder lidt toiletpapir fast, som han fjerner med to fingre. Dupper med kluden. Han stikker sin tunge op i hende.

(Kamilla Hega Holst: “Sort” 2012)

 

Kære Ingrid

Kamilla Hega Holsts “Sort” skiller sig ud fra det andet litteratur, jeg har valgt, fordi hovedpersonen her er en kvinde, som umiddelbart opfører sig, til desperation for mig som læser, provokerende passivt: I et feticheret forhold lader Sanne sin kæreste fede sig op og for hver dag, der går, bliver hun mere og mere immobil. Man opdager dog hurtigt, at Sanne ikke er et offer. Hun trives med sin krop og med rollen som den begærede, og på flere måder er det hende, der har kontrollen i forholdet. Hun fandt sammen med kæresten Jesper via en side på nettet, hvor hun livestreamede sig selv, mens hun spiste nøgen og rørte ved sin tykke krop, mens mænd så på.

Derudover har Sanne et stort temperament og en til tider ustyrlig vrede. Og så er hun

en lidenskabelig skribent, som skriver halv-aggressive læserbreve til aviser om alverdens emner; tit handler det om at skælde ud på en mand, hun synes, har skrevet noget dumt. Så det er ikke handlekraften, der svigter, tværtimod fornemmer man, at det for Sanne er en nydelse at ligge passivt og lade alt stå til, mens hendes kæreste passer og plejer hende. Morbidt? Måske, men “Sort” er også et fascinerende eksempel på, at kærlighed og passion kan indtage mange former og at nogle kvinder, selv i vores model-kropsfikserede tid, rent faktisk trives med at være andet end det lille nips og at man godt kan være en stærk kvinde, selvom man frivilligt indtager den passive rolle.

Kh Molly

 

Scene 2: Røvhul

Kvinde 3: “Kald mig bare analpigen. Det er fint, jeg vil gerne stå ved min analfiksering. For jeg er nemlig trådt ind i en ny æra i mit seksualliv, analæraen”.

Kvinde 1: “Det er ikke fordi, jeg ligger og stritter med røven, hver gang nogen rører ved mig”.

Kvinde 2: “Og pik i røv er ikke den eneste måde, analsex fungerer.

Kvinde 3: “Det handler egentlig langt mere om, at mit røvhul bliver anerkendt, at det ikke ignoreres, hver gang jeg får slikket kusse (…) Jeg er selvfølgelig helt med på, at alle ikke er lige glade for røvhuller, og det respekterer jeg. Men jeg synes, det er synd, at det ikke på samme måde er socialt acceptabelt at have analsex”.

(“Kussesumpen”, Teatret ved Sorte Hest 2017).

 

Kæreste Molly

Jeg vil fortælle dig kort om et stykke jeg var inde og se i sommer. Det tager udgangspunkt i udvalgte passager fra bloggen ved samme navn (Kussesumpen.dk). Stykket hedder Kussesumpen og handler om, ja, kussen, kvinden, hendes køn og hendes seksualitet. Her er intet filter. Svesken er smækket på disken(…) Alligevel formår teksten at være poetisk i sit vulgære sprog. Med sætninger som anerkendelse af røvhul og analfiksering, markerer Kussesumpen sig som et tidstypisk billede på, at nu kan det være nok med den simulerede orgasme og de undergravede usete behov. Hvis jeg vil have en pik i røven, så forventer jeg at det bliver imødegået. Slut med kvinden som en uskyldig passiv modtager, der blot kan nøjes med at ligge på ryggen i en missionærstilling og vente til (sæd)afgang. Det er ikke seksualitet på en bornert og tilbageholdende måde i Kussesumpen. Tværtimod, er det er befriende at være tilskuer til et stykke der ikke søger at lægge noget imellem. Så kan du tage hvad du kan bruge, og lad resten ligge. Det er ikke meningen, at alle som identificerer sig med kvindekønnet kan eller skal kunne spejle sig i det skrevne og i det spillede. Med en kæmpe portion satire, velspillede karakterer og anal anerkendelse, går man derfra med en endnu større grad af seksuel frigørelse end da man kom.

 

Så Molly! Her rammer vi nutiden, og det er derfor oplagt at afrunde vores skriv om kvindens stemme. Ud fra et teaterhistorisk synspunkt, er der sket meget, både med kvindes karakter, virke, position og ikke mindst stemme på scenen. I takt med de forskellige kvindesammenslutningers mange tiltag rundt omkring Europa, fra starten af 1800-tallet, fik kvinderollen, så at sige, gradvist ben at gå på. Selvom Nora ikke tilkendegav, at hun ville have den hårdt i røven af Helmer, kan vi alligevel slutte, at hun ejede både mod og pondus som til sidst fik hende til at forlade hjemmets trygge rammer. Kvindernes væren i verden har altså ændret sig og ligeså har selvsagt deres sproglige ytringer. Med fordel kan jeg nævne #Metoo.

Kh, Ingrid

 

Lige præcis, Ingrid. Vi kvinder har tilkæmpet os muligheder, siden Nora og Constance måtte kæmpe for deres ret til lykkelige liv og til ikke at blive tromlet af mænd. Ligeledes er der sket meget siden Tove D og Grusche tog modet til sig og kæmpede for retten til at bestemme over deres egen krop – og resultaterne af kroppen, nemlig børnene.

Når aktuelle bølger og bevægelser som #Metoo bliver negligeret som ”små”, ”forkælede” eller ”ligegyldige” problemer, skal vi alle huske, at det samme blev der sagt om præcis de problemer, vi mødte hos Ibsen, Skram, Brecht og Ditlevsen! Det er tit det, der foregår lige nu, i nutiden, man ikke kan se klart. Som man siger, det er de små ændringer, der gør den store forskel. Og jeg tror, det er en blanding af naivitet og blindhed over for ens privilegier, der gør, at nogle mennesker kan finde på at proklamere, at feminisme ikke er relevant længere. But we’ll show them.

Kærligst Molly

 

Du kan se et 15 minutters uddrag af forestillingen Kussesumpen i Vega 8. marts, i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, afholdt af Kvinfo. Køb din billet nu. Derudover genopsættes stykket på Teatret ved Sorte Hest, sommer 2018. Få mere information her.