KØBENHAVNERKANON – Litteratur #1

vink_koebenhavnerkanon_malenesimone

BOGKANON // Tegning: Malene S. Hansen

 

LITTERATUR TIL DEN ENSOMME KØBENHAVNER

Det kan være ret ensomt at bo i storbyen. Hvilket egentlig er ret paradoksalt, eftersom de fleste af os er stimlet sammen i lejlighedskomplekser, hvor naboen kun bor to skridt til højre. Men for tilflyttere er København et mikrokosmos, de stadig er ved at lære at kende, og ensomheden kan være særligt påtrængende. For andre faste beboere kan al larmen, virvaren og festerne forstærke følelsen af ensomheden, hvis man ikke kan overskue fællesskabet. Ensomheden kan dog også være rum for refleksion, hvor vi bliver lidt klogere på os selv, når vi skruer ned for alle de påtrængende impulser fra storbyen. Når vi gerne vil blive klogere på ensomhedens væsen, stiller litteraturen sig heldigvis til rådighed. Litteraturredaktionen har samlet en række værker, der virker som værn mod ensomheden og ét enkelt værk, hvor ensomheden er hovedkarakterens bedste følgesvend.

 

 Sasha anbefaler: Den lille prins af Antoine De Saint-Exupéry (1986)

”Menneskene. Der er vist bare en seks-syv stykker. Jeg så dem engang for flere år siden. Men det er ikke godt at vide, hvor de er. Vinden fører dem med sig. De har ingen rødder, det er højst ubehageligt for dem” (Den lille, uanselige blomst, Den lille prins)

Når jeg begynder at mærke følelsen af ensomhed snige sig ind på mig, vender jeg mig til den franske forfatter Antoine De Saint-Exupérys fantastiske børnebog Den lille prins. Den trøster mig lige så meget ved 22 år, som den gjorde, da jeg var 11 år og lige var flyttet på tværs af landet. Lige da jeg stod og følte mig mere alene og mere rodløs end nogensinde før, gav en venindes mor mig prinsen i hånden. Jeg læste den fem gange den dag. Prinsen havde en speciel måde til at få min ensomhed til at føles fuld på.

Min egen bog – en gammel udgave fra Jespersen og Pios’ forlag med inskriptionen ”Godt Nytår” – er i så heftig opløsning, at prinsen nu gemmes til nødsituationer og kun læses med yderste forsigtighed for den efterhånden 50 år gamle ryg, der truer med at give op, hver gang jeg vender en side. Prinsen er, for mig, den skriftlige version af et kram.

Hvis du aldrig har haft fornøjelsen af at møde prinsen, så lad mig introducere dig: Prinsen er fra sin egen planet, asteroide B612, som er på størrelse med et hus. Her passer han sine tre vulkaner, hvoraf en af dem er udslukt. Han river baobabrødder op af jorden og taler med sin blomst, en rose, som efter sigende skulle være den eneste af sin slags. Når han er ekstra ked af det, bruger han dagen på at se på solnedgange, som han kan 44 gange hver dag ved blot at rykke sin stol lidt rundt på den lille planet.

Prinsen og hans krævende blomst kommer desværre op at skændes, og han tager derfor på et eventyr gennem universet, som ender på Jorden. Her møder han vores fortæller, en pilot som er strandet i ørkenen. De er sammen på en rejse i kærlighed, ægthed og i at se verdenen som den virkelig er, ikke på den måde som de voksne gør det. Prinsen og piloten gør sig mange vigtige opdagelser sammen, som at det væsentligste er usynligt for øjet, og at det er den tid og det arbejde vi ligger i vores relationer, som gør dem specielle.

Hvis man går og føler sig palle alene og lidt ensom i København, vil prinsen altid komme dig til undsætning. Om nogen forstår han, hvad ensomhed virkelig vil sige.

”Hvor er menneskene henne? Begyndte den lille prins igen. Der er lidt ensomt herude i ørkenen …

– Der er ensomt blandt mennesker også, svarede slangen”

 

P.s. Jeg må med største vemodighed meddele, at prinsens ryg lod livet for dette skriv, lige mellem side 58 og 59.

 

Helena anbefaler: Lejlighedssange af Stine Pilgaard (2015) 

I København lever vi hver vores lille liv i hver vores lille tændstikæske kun adskilt af en væg med varierende mængde isolering. Min lejlighed er placeret på fjerde sal i en ejendom fra 1898, og sommetider mistænker jeg datidens håndværkere for at have lavet mine vægge af pap. Jeg kan høre, når min rengøringsglade overbo støvsuger lørdag morgen, når min unge underbo spiller Justin Bieber på volumen 30 til kl. 05.00, og jeg kan høre, når naboparret skændes. Jeg kender efterhånden mine naboers rutiner ret godt uden egentlig at kende dem. Når vi passerer hinaden ude på opgangen, bliver det højst til et mumlende hej. Jeg drømmer nogle gange om at bo i en opgang fuld af liv og fællesskab, der kan kvæle den ensomhed, der sommetider kryber sig ind på mig på de mørke efterårsdage. På sådanne dage kan det være rart at flygte fra virkeligheden gennem litterære universer.

I Stine Pilgaards roman Lejlighedssange vrimler det med hverdagsfællesskaber, der for en stund kan undermane de små stik af ensomhed. Romanen inviterer os indenfor i livet i en andelsforening. Den kvindelige hovedkarakter og hendes kæreste flytter ind i voksenlivet, da de drejer nøglen om ind til deres nye andelslejlighed. Her bliver de hurtigt viklet ind i foreningens fællesskab, der byder på arbejdsweekender, julehygge, generalforsamlinger og fællesspisning.

”I andelstanken findes mange træk fra bondesamfundene i middelalderen, siger Lisa. Capitalism meets socialism, siger Agis, it is extremely Danish. Nogle dage er man glad for sine naboer, og andre gange ønsker man dem langt væk, siger Lotte, men man har nu engang underskrevet kontrakten og sagt ja til et fællesskab, som forpligter. Det er ligesom i et band, siger Iben, hvis der er problemer, trækker man vejret dybt og spiller videre”. (96)

Lejlighedssange er fuld af liv, humor, finurlige horoskoper og lejlighedssange – skrevet til særlige begivenheder i lejlighedernes beboeres liv. Hovedpersonen laver horoskoper for et ugeblad, men skriver lejlighedssange i sin fritid, og det er gennem tilblivelsen af sangene, at hun bliver viklet ind i naboernes liv.

Det tvungne fællesskab i andelsforeningen skaber også nogle gnidninger mellem beboerne, som er fortalt med en sarkasme, der fik mig til at grine over genkendeligheden i at blive irriteret over ens naboers sære vaner – men samtidig holde af trygheden i vanerne.

 

Ejendommens rungende opgang kan være enormt ensom, men Stine Pilgaard fylder den med fællesskab og lune, der giver mig lyst til straks at flytte ind.

 

 

Molly anbefaler: Extremely loud & incredibly close af Jonathan Safran Foer (2005)

 

“I looked at everyone and wondered where they came from, and who they missed, and what they were sorry for.”

 

Ofte kommer ensomheden helt af sig selv. Uden at det helt står klart, hvorfor eller hvornår den sneg sig ind på en. Andre følelser, som glæde og vrede, kan også opstå pludseligt, men tager alligevel ofte afsæt i noget mere håndgribeligt. Ensomhedens væsen har noget særligt over sig, som gør, at den kan opstå ud af det blå, lige meget hvor man befinder sig.

I Jonathan Safran Foers roman Extremely loud & incredibly close fra 2005 har hovedpersonen, niårige Oskar Shell, en meget konkret grund til at være ensom. Hans far er omkommet i World Trade Center den 11 September 2001, og Oskar står tilbage med alle sine tanker og en dobbelt følelse af skyld: Skylden over ikke at have svaret på sin fars opkald i minutterne inden tårnet styrtede sammen, og skylden over ikke at kunne overskue sin mors (om)sorg oveni sin egen.

Et par år efter tabet finder Oskar en nøgle på faderens gamle kontor i en kuvert med teksten Black påskrevet. Herfra bliver det drengens altoverskyggende mål at finde nøglens ejermand, som han går ud fra, hedder Black til efternavn. Drengen begynder sin søgen i telefonbogen og planlægger at besøge alle, som bor i New York, og som har navnet Black.

Som læser sidder man dels med en følelse af medlidenhed (du kan kun blive skuffet, lille dreng), og dels med en respekt (sikke et gåpåmod!) for det lille menneske, som, af kærlighed til sin afdøde far, begiver sig alene ud i The Big Apple for at mødes med fremmede mennesker – men – de bliver jo ikke ved med at være fremmede. På grund af sit håb om at finde ud af noget nyt om sin far møder Oskar en masse nye mennesker, som gør byrden lidt lettere at bære. Oskars ensomhed bliver altså hele forudsætningen for, at han åbner sig for verden og mennesker igen.

Så hvis du føler dig lidt alene her i Københavns efterårsmørke og har brug for en lille opmuntring; lad Oskar Shell være din følgesvend, og lad ham stå som et eksempel på, at følelsen af glæde og det at være en del af verden, nogle gange kun kan komme, hvis det spirer af ensomhed. Tag ud og mød verden med åbne arme!

 

“My life story is the story of everyone I’ve ever met.” – Foer, Extremely loud & incredibly close

 

Mikkel anbefaler: Walden af Henry David Thoreau (1854)

Når vi taler om ensomhed, så forbindes det oftest med noget negativt, men behøver det at være sådan? Her kommer transcendentalisten Henry David Thoreaus store klassiker Walden fra 1854 ind i billedet. Den bearbejder nemlig temaet ensomhed på en radikal anderledes måde, end hvad det normalt tænkes som.

 

Bogen handler om, hvordan Thoreau alene valgte at bosætte sig i en hytte ved søen Walden Pond i over to år. På den måde opsøgte han aktivt ensomheden. Formålet var, at han, gennem et simpelt liv i skoven, kunne reflektere over livet i naturen og få en større livsindsigt. Selve tanken om at flytte ud i skoven som et livfilosofisk eksperiment kan forekomme forholdsvis bizart, men netop deri ligger hele projektets force. For ved at gøre det endte Thoreau nemlig med at give ensomheden helt nye positive dimensioner.

 

Ensomheden går hen og bliver en slags drivkraft for livsforståelse. Det er ikke, fordi Thoreau ikke anerkender, at ensomheden til tider var svær, men overordnet set ser han ensomheden som noget positivt. Ja, faktisk udtrykker han i kapitlet ’Ensomhed’, at det at være alene for ham var mindre ensomt end det at være sammen med andre:

 

”Jeg elsker at være alene. Jeg har aldrig været i bedre selskab end med ensomheden. Som oftest er vi mere alene, når vi går ud blandt mennesker, end når vi bliver i vores kammer. ” – Thoreau, Walden.

 

På den måde får Thoreau altså fremstillet ensomheden som noget meget givende. Ensomhed bliver noget, som man kan være i selskab med, mens det at være sammen med andre forbindes med at føle sig alene. Så hvis du har ledt efter et anderledes og mere positivt syn på ensomheden, så led ej mere, men kast dig over Thoreaus evige klassiker, Walden.