København i litteraturen: En hårnål klemt inde bag panelet.

Himmelens og asfaltens farver går i ét i Indre By, hvor jeg står med Søren Ulrik Thomsens seneste bog sirligt pakket ind i en pose så den ikke bliver våd. I bedste firserlyriktradition har det altid regnet meget i Thomsens univers, og det gør det også i dette værk. Derfor er det helt bevidst, at jeg har lagt min byvandring på en regnfuld men mild sommerdag i storbyen.

 

Igennem den brogede samling af tekster i En hårnål klemt inde bag panelet møder vi både det gamle og det nye København. Set igennem Thomsens minders filter har det sidstnævnte på mange måder udviklet sig til et homogent rum. Ifølge forfatteren er den rå charme og de kontraster han elsker og forbinder med storbyen stadig til at finde, men de er også i overhængende fare for at blive opløst til en kedelig masse. Det er et billede, jeg har svært ved at koble sammen med mit eget. En af grundene til, jeg elsker min fødeby er mangfoldigheden, og for mig at se er byens overraskelser ikke forsvundet; de er blot opstået andre steder. Jeg er derfor taget på gaden i dag for at finde og hylde skævhederne i København.

 

Når fordomme krakelerer

Jeg starter ud på Nørreport, som funkler sølv og hvidt, hvor end man kigger hen. Efter stationen for nyligt blev renoveret, virker den nu næsten klinisk ren, og det er ikke til at se, at den i næsten 100 år har været den mest befærdede i København.

 

”Den enlige gademusikant med guitar og Bob Dylan-hat, som man stadig kan møde på Nørreport, står som et rørende citat fra en tid, hvor der endnu fandtes et borgerligt byliv at råbe op og skille sig ud fra.”

 

Jeg slentrer ned ad Vendersgade med Torvehallerne på min ene side og Israels Plads, også nyrenoveret, på min anden. Når man befinder sig i denne del af byen, er det nemt at forstå Thomsens nostalgi ved det ældre København, som her midt imellem de store glasfirkanter og undergrundsparkeringspladsen, stort set ikke kan spores længere.

 

14423587_10154628647153969_919266574_o-copy_1

TORVEHALLERNE //Foto: Linnea Frandsen

 

Længere nede ad gaden passerer jeg en kælderkiosk, som lå her længe før Israels Plads fik sin makeover, og som stadig lægger rum til diverse lyssky aktiviteter. Thomsen beskriver en oplevelse her, hvor han i en sen nattetime nærmer sig ”tre kronragede unge indvandrerfyre med tatoveringer helt om i nakken”. Til hans forbløffelse genkender den ene ham, som en af forfatterne bag fotobogen København Con Amore, og tilføjer: ”Den bog er for fed, mand. Sådan så byen ud, da jeg voksede op. Det er min onkel der har Vibenshus Grill”. Thomsen skildrer flere lignende uventede møder, og det er herigennem læseren fornemmer, at han gang på gang genvinder sin tro på, og kærlighed til, København. Noget af det, både digteren og jeg selv finder særligt opløftende ved storbyen, er måden hvorpå fordomme kan blive gjort til skamme i mødet med de mennesker, som bor her. Alle de forskellige mennesker, som er stuvet sammen i byen, som kommer fra så mange forskellige baggrunde, med så mange forskellige erfaringer, og som kan vise sig at være noget helt andet end det de ligner.

 

”Bestemte steder i byen, og jeg siger ikke hvilke, for du kender dem selv, er luften altid fyldt med muntre råb og energisk trafiklarm, med trin på trappen og solens lyn i de åbne vinduer, for her færdes man som ung fuld af drømme og forventninger til de store ting, der snart skulle ske, og selv på de dårligste dage kan man tydeligt mærke, at fremtiden begynder, hver eneste gang man bare nærmer sig.”

 

I dag emmer pladsen imellem de to Torvehaller af liv og latter fra folk, som på trods af skyerne insisterer på sommeren, og sidder og drikker Cava og kaffe. Som her ser ud nu, er det svært at forestille sig, at pladsen engang har været opholdssted for pushere og alkoholikere, medmindre man er gammel nok til at kunne huske det. Jeg hilser på kvarterets lokale ”papegøjemand”, som bor lige om hjørnet, og hver dag går tur med sin papegøje på skulderen i bedste sørøverstil.

 

Jeg krydser Nansensgade og Hotel Ibsens røde neonskilt på vej til Dronning Louises bro. Broen er den mest cykeltrafikerede i verden, og forbinder Indre by med Nørrebro, og mennesker mødes og krydser hinandens veje her dagligt. Om sommeren er catwalken sort af mennesker, som sidder tætpakket langs de to fortove på hver side af den brede kørebane, og når man passerer, bliver man målt og vejet af nysgerrige hipsterblikke bag Raybanbriller.

Men det er ikke kun de unge og trendy, som holder til på Dronning Louises. Andet fast inventar er for eksempel medlemmerne af Jehovas Vidner, som Thomsen også falder i snak med, og som viser sig at have besøgt en af hans digtoplæsninger, og i øvrigt kender og deler hans kendskab til Dan Turèll.

Jeg smiler ved tanken om potentielle snakke imellem Guds egne udsendte og en morgenbrandert på vej hjem fra morgenværtshuset Café Louises, som ligger et par minutter væk. Jeg går over broen i den lune aften og passerer en fyr, som sidder og spiller på et medbragt trommesæt. Da jeg går forbi ham, kigger jeg rundt på de andre mennesker, og rammes af den velkendte følelse af, at den musik som kommer udefra, spilles til ære for mig og for resten af københavnerne, som lige netop nu er ude at gå. Noget af det fine ved storbyen er den spænding, som opstår imellem tilfældet og det unikke. Det som kan ske på ethvert gadehjørne, men som gør øjeblikket specielt.

 

”På en bænk ved Sortedamssøen sidder en gammel mand. Og jeg tænker på, hvad han mon tænker på. Måske tænker han på sin fars store hånd, på bagsiden af en by, han så fra togvinduet en tidlig morgen på vej til Paris.”

 

dsc02823_ny_bw

DRONNING LOUISES BRO //Foto: Linnea Frandsen

 

 

Forskellighed i fuldt flor

Jeg kan godt genkende Thomsens følelse af fremmedhed over for visse dele af byen, men jo længere væk jeg bevæger mig fra Indre Bys polerede facader og lidt for dyre, lidt for smarte tøjbutikker, jo mere føler jeg, at jeg nærmer mig min by. Gothersgade og det beherskede, mondæne Kongens Nytorv virker meget længere væk end det i realiteten er, så snart man indsnuser duften fra Nørrebrogades første kebabbiks.

Det kan godt være, at bydelen, i Thomsens ungdomsår tilhørte en nu uddød arbejderklasse, og at den manglende sanering af byrummet gav Nørrebro en vis råhed, men i mine øjne har brokvarteret ikke mistet sine charmerende kontraster, de har bare forandret sig; de tilrøgede værtshuse med gule gardiner kan stadig findes men er blevet færre og ligger nu lodret op og ned af sundhedstrippende juicebarer. Ligeledes har den gamle kinagrill fået arabiske ejere, og kan nu servere dig frisklavet durum med syltede rødløg og den obligatoriske drikkeyoghurt Ayran.

 

Efter en tur ned ad Nørrebrogade er jeg nået til den hektiske smeltedigel, Runddelen. Man behøver ikke at bevæge sig indenfor på Café Runddelen for at møde de farverige typer, som Thomsen møder inde på det gamle værtshus. Man kan blot stille sig midt i mylderet, og man vil med stor sandsynlighed få lov til at se både punkere, unge indvandrerdrenge og alkoholiserede matroner vikle sig ind og ud imellem hinanden som travle myrer i det trafikerede kryds, som sender dig mod enten centrum, Østerbro, Nordvest og Frederiksberg.

 

”Først tykke, gamle koner, som måtte bo lige i nærheden, for de stod simpelthen ved baren i deres sutsko, dernæst et udvalg af indvandrere, der brød det muslimske alkoholforbud, dog kun mænd. Da jeg på et tidspunkt skulle tisse, måtte jeg kante mig forbi to danske mænd, der stod på toilettet og kyssede hinanden. Ud på aftenen slog en flok autonome fra Ungdomshuset på Jagtvej 69 sig ned ved bordet op til mig”

 

dsc02681_bw

CAFÈ RUNDDELEN //Foto: Linnea Frandsen

 

Bydelen med dobbeltansigtet

Jeg går ud ad Jagtvej i den retning, som fører mig imod Østerbro. Bydelen har blandt københavnere, især den yngre del, ry for at være middelklassens, familiernes og de gamles. Den jævne, lidt kedelige, sammen med Frederiksberg. Hvis man er under 35 og uden børn gider man ikke rigtigt Østerbro. Men tager man sig tid til lige at søge om bag Østerbrogades højloftede herskabslejligheder, kan man finde levn fra mindre prominente tider.

”Selvom Østerbro alle dage har skullet forestille at være helt igennem fin, kan man stadig skimte bydelens hemmelighedsfulde dobbeltansigt”

 

Nordre Frihavnsgades gamle værtshus Østerbros Perle gemmer for eksempel på et klientel, som ser ud til at have arvet forældrenes stampladser. Samtidig er der kommet nye til, eksempelvis eleverne fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole, som bruger stedet til før- og efterfester, når der er arrangementer på gymnasiet. Lige ved siden af den gamle beverding ligger der nu en smart tøjforretning, som sælger streetwear til fyre.

 

dsc02606_bw

ØSTERBROS PERLE //Foto: Linnea Frandsen

 

En sidegade væk ligger Bopa Plads, en charmerende lille oase med cafeerne Bopa og Pixie, som også fungerer som barer om aftenen. Under de mangefarvede lamper kan man næsten altid kan finde brunchende mødregrupper og kærestepar, som fjoller hen over Cappucinoerne. Ud fra den lille plads skyder de små jyllandsgader; Ålborggade, Viborggade, Randersgade, som trods den korte afstand til Østerbrogade, stadig har sine små lejligheder hvor du også som studerende har råd til at bo.

 

”og når man en aften rejser sig fra udendørsserveringen under de i efterårsvinden let svajende, kulørte lamper på Bopa Plads for at fortabe sig i gaderne, opløses Østerbros mørke i blodet som puddersukker i porter.”

 

dsc02593_bw

BOPA PLADS //Foto: Linnea Frandsen

 

Den anden, mindre pæne, side af Østerbros dobbeltansigt kan man blandt andet finde ude omkring Haraldsgade og Ryparken. Det er tydeligt, at kvarteret er hjem for en del økonomisk- og socialt belastede mennesker, og på den måde adskiller det sig på i høj grad fra det pæne og middelklasseprægede billede af Østerbro, som jeg lige har forladt. I Rovsingsgade, ikke langt derfra, ligger Københavns stormoské som et af beviserne på, at selv Østerbro er blevet multikulti, trods der er længere imellem shawarmaerne og de mellemøstlige grønthandlere end på Nørrebro.

 

Byrum er hjerterum

Den blå time nærmer sig og markerer slutningen på min byvandring. På trods af, jeg har forsøgt at betragte byen igennem Thomsens brilleglas, endte jeg naturligvis med at komme hjem med mine egne indtryk, som jeg associerer med mine egne minder. Igennem bogens Københavneranekdoter mærkes det, at selv i de øjeblikke hvor forfatteren er mest forurolig over sin by, så møder han nogen eller noget i gaderne, som får bekymringerne til at forsvinde igen som dug fra solen.

”og man skal lige hen til nr. 19 for at se, om navnet på en gammel ven, man for længst har mistet forbindelsen til, stadig står i gadedøren ved siden af smykkeforretningen, som tidligere var en boghandel og før dét en kaffestue for taxichauffører”

 

Kærligheden til en by hænger ubrydeligt sammen med ens indre; alt det man selv tillægger stedet. Oplevelser begynder at klistre sig fast til bænke, parker og gadehjørner: Der hvor man fik sit første kys, dansede hele natten eller hvor man boede i en betydningsfuld periode af sit liv. Byen ser forskellig ud set i lyset af forskelligt levede liv, og derfor er det ikke spor mærkeligt, at jeg ikke ser de samme forandringer som Thomsen gør. Jeg har mine favoritsteder, Thomsen har sine, og helt anderledes kan det se ud for en ny tilflytter, som møder København for første gang, og forelsker sig i byen på samme måde som når man møder et nyt menneske.

 

dsc02796_bw

//Foto: Linnea Frandsen

 

”Og her i København slukker jeg som dagens sidste handling alt lys i lejligheden og står så og kigger ud over den tågede by, mens jeg elsker den med blikket og tænker, at så længe jeg hver aften, inden jeg skal sove, får lov at se lysene fra tagvinduerne og kontorerne og gadelygterne og flyene på vej hen over himlen, savner jeg intet.”

Inkarneret københavner med en forkærlighed for Nørrebro fra det sorteste slum til den trendyste hipstercafé. Passioneret omkring mennesker og ord.