København i litteraturen: I Tove Ditlevsens fodspor

Forestil dig Istedgade som en smuk kvinde, der ligger på ryggen med hovedet ved Enghave Plads, ungt og uskyldigt, ved Gasværksvej spreder benene sig og strækkes lange og letsindige ned mod Hovedbanegården. I Tove Ditlevsens roman Barndommens gade skildres 1930’ernes og arbejderklassens rå Vesterbro som en levende, pulserende kvindekrop. Kom med VINK på en litterær byvandring med romanen i favnen, hvor vi fordyber os i Tove Ditlevsens urolige, fattige og kælent gabende barndomskvarter.

Julen nærmer sig med hastige skridt, Vesterbro emmer af julegaveindkøb, travlhed og forventningernes forløsning. På Værnedamsvej, Vesterbros hippe gourmetparadis, spadserer børnefamilier, turister og par hånd i hånd rundt med poserne fulde med gaver og glædesfulde smil. Vi skal dog tilbage i tiden til 1930ernes Vesterbro, tilbage til arbejderkvarterets mørke og vedhængende stank, gadens skrigende unger og deres alkoholiserede forældre. Vi skal tilbage til den sorgfulde barndom, hvor drømme brister. Vi begynder på Hedebygade, Tove Ditlevsens barndomsgade. 

 

Barndommens gade

Et stenkast fra den trendy vinbar Vinhanen og spisestedet Høegs på Enghavevej finder vi Hedebygade. Det er her, romanens hovedperson Ester vokser op i et arbejderhjem i en kold baggård, hvor koksen hentes i kælderen. Forestil dig, at de velhavende bor i forhuset, mens arbejderne lever et langt mere ydmygt liv i baghuset. Det er her, vi møder den rødskæggede blotter, fru Poulsen, der lokker sladder fra ungerne med nybagte kager, bedsteveninden Lisa, frk. Thomasen, der i al hemmelighed er prostitueret, frygtløse Irene med den fordrukne far og forkuede mor og fædrene, der drikker 30 Hof om dagen.

 

”Når mor nævner sin adresse for nogen, tilføjer hun hurtigt efter navnet på den berygtede gade: det er i den pæne ende. Hvilket vi sige, at huset ligger en smule nærmere Vesterbrogade end Istedgade.”

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

Den yndige, eftertragtede krog

Mellem cykelskurene og skraldebøtterne i gården finder vi pigekliken bestående af den 16-årige Olga og et par pigebørn, lidt yngre og ældre, fra gården ved siden af. Når Esters storebror Carl går over gården, opstår der en fnisen og en tisken i sladrekrogen. Carl er ubetinget nr. 1 af alle de umulige drenge i gården, og Olga fortæller stolt, hvor vidunderlig han er.

 

”Disse piger tåler ingen indblanding af mindreårige. De er sprængfærdige af hemmeligheder, der siver ud af dem som vand fra et utæt nedløbsrør. Snart spredes de fra for alle vinde og krogen ved skraldebøtterne bliver ledig for det næste kuld.”

 

Folkets Hus – Vega

Vi drejer videre ned af Enghavevej til højre, hvor vi slentrer hen til Folkets Hus, i dag erstattet af det populære spillested Vega. Carl hænger ud med sin klike, hvorfra vi på lang afstand kan høre hans skraldende latter. Det er her, han udvikler sine planer, forvirrede og heftige, med megen mimik og svingen med armene. Programmet er fast: Lærerdrengenes kår må kendeligt forbedres. Det er i Folkets Hus, at Ester får sit første kys af Carls bedsteven Oskar, en kunstnerisk sjæl med en grøn Cecil hængende i mundvigen, til Socialdemokratiets stiftelsesfest for 14. kreds. Det er Esters første gang til bal, og hun er stramt onduleret med en klemme i hver bølge og i konfirmationsantrækket med gule brokadesko.

 

”Det er nat, det er nat, nu tar tyvene fat – der er en vild hastig lystighed over det hele. Nogle af mændene danser i rundkreds, mens pigerne sidder oppe på hænderne af dem og hviner. Om et par timer skal de møde på fabrikkerne og værkstederne.”

 

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

Biblioteket

Få skridt fra Folkets Hus støder vi på biblioteket i Lyrskovgade. Et frirum for Carl og Oskar, som gradvist frigør sig fra gadens faste greb. Her finder vi dem højt hævet over al verdens tant hver aften på læsesalen, hvor de gransker store værker om kunst: Schopenhauer, Kant og Darwin. Carl er ikke mere at finde foran Folkets Hus, nu gælder det digtekunsten. Med en uendelig iver sidder de med tungen ud af halsen og sender breve til avisredaktionerne ledsaget af deres digte og tegninger. Ved hvert afslag ser de to kunstnere ligeglade ud og siger: å skidt, der er andre blade.

 

”Den syttenårige vokser og skriver digte. Af og til kommer der et sted derindefra en sætning vandrende hen over papiret, en sætning der er skøn og mærkelig og aldrig sagt før – men desværre drukner den endnu i opstyltede efterligninger, fulde af hule, voldsomme, forlorne udtryk.” 

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

Gadens børn

Fra Lyrskovgade bevæger vi os med hastige skridt over Enghavevej og mod Istedgade. Vi skal være hurtige, hvis vi skal nå at fange Ester og Lisa, der tilbringer de fleste af deres vågne timer på gaden. Disse dage går med narrestreger, hvor de ivrigt stjæler slik fra Vesterbros butikker med en altoverskyggende lykkefølelse over den farlige, vilde og søde beruselse. Tyvekosterne nydes med stor tilfredshed tilbage i gården på forhusets køkkentrappe, hvor de kikker i nøglehuller og udforsker livet i baggården.

”Slikmutter løber ud på gaden, nærved et tilfælde af raseri. I kan vente jer, råber hun efter dem, I kan tro, jeg kender jer godt, I er berygtede på hele Vesterbro. Men de er for længst borte.”

 

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

Skellet ved Gasværksvej

Turen går videre op ad Istedgade hen til Gasværksvej. Det er her, Vesterbro langsindigt spreder benene ned mod Hovedbanegården og markerer skellet mellem det fine og beskidte Vesterbro selv den dag i dag. Vi møder på den ene side den økologiske restaurant Neighbourhood med speciale i gourmetpizza, og på den anden side sexbutikkerne, glædespigerne og Mændenes Hjem. Forestil dig en fuldvoksen Ester med vidunderligt trætte fødder og kærestesorg vandre langsomt tilbage til gaden og pludseligt få øje på barndomsveninden Irene under lygten med de andre glædespiger, stadig med sit smukke ansigt, men med øjne så hårde, at du fryser ved at se på dem. Det er gadens brutalitet.

 

”Tykke koner står og skændes på gadehjørnerne, arbejdsløse mænd hænger uden for caféerne med kasketten og hænderne til albuerne begravet i bukselommerne. Trætte skøger med grå, usminkede ansigter forsvinder ned i ismejeriet med en flødekande i hånden, nedstirret af den ærbare ekspeditrice.”

 

 

//Foto: Zuhal Kocan

 

Vesterbros hjerte

Vi slutter byvandringen med øl på Jernbanecaféen, hvor vi forlader Ester og 1930’ernes arbejderkvarter. Vi vender tilbage til tidens hippe Vesterbro med Kødbyens fashionable restauranter og barer og ikke mindst julestressen. På Jernbanecaféen gemmer vi os i et af Vesterbros smuthuller med rig mulighed for at reflektere over et Vesterbro, som engang var, og hvor foranderlig og uforudsigelig tiden figurerer.

 

”Gaden sover aldrig. Dens store, urolige hjerte banker vel knapt så iltert som om dagen, til gengæld er det mere vagtsomt. Den strækker de bløde poter og vogter på sine unger. O, du elskelig rovdyr – din rå og ramme lugt hænger os i tøjet.”

 

Tove Ditlevsen udgav i 1943 romanen Barndommens gade, som er en skildring af arbejderkvarterets kontante forhold, en bred social fortælling af proletarspigens opvækst og en åbning ind i barndommens indre med al dens smerte og glæde.

 

Du kan komme på en byvandring i Tove Ditlevsens spor og spejlinger med byvandring.nu. Find mere information her.

 

 

Litteraturskribent, tekstforfatter og tidligere boghandler i Møllegades Bogandel og Thiemers Magasin.