København i litteraturen: Hærværk

Tag med VINK på en sjælelig deroute i fodsporene på hovedpersonen i en af de måske mest kendte danske romaner, Hærværk af Tom Kristensen. Romanen om den livskriseramte anmelder Ole Jastrau, der kaster sig ud i et selvdestruktivt hærværk, hvor mantraet synes at være, at dykker man dybt nok ned i kaosset, så finder man nok en eller anden form for mening. Et projekt, der fører Jastrau ud i et på en gang poetisk og destruktivt mørke, og som finder sted i Københavns skjulte afkroge, hvor der ikke er langt fra den ene tomme flaske til den næste.

 

Rådhuspladsen. //Foto: Anna T. Huynh

 

På Rådhuspladsen er det blæsende. Folk kommer væltende forbi mig på cykler og til fods, som bliver de spyttet ud af Strøget. Jeg står foran Politikens hus og stirrer ind i en mur af metrobyggeri. Her på en kølig forårsaften, hvor solen er forsvundet bag skyerne, starter min byvandring. Selv står jeg med et slidt eksemplar af Hærværk i hånden og forsøger at omforme Rådhuspladsen til som den så ud i år 1930. Hvordan der ville have set ud, da Jastrau trådte ud af Dagbladets redaktion for at bevæge sig ud i byens mørke. Ville der være ligeså mange mennesker, ligeså svært at finde ro?

 

”Paa fortovet mellem Strøget og Vesterbrogade kom mennesker gaaende i en ensom stribe som folk, der gaar over en tilfrosset sø.”

 

 Politikens Hus. //Foto: Kim Jaspar

 

Denne aften er Rådhuspladsen ikke nogen tilfrosset sø, men en kaotisk hvirvelstrøm af trafik, og den urolige plads gør det svært for mig at finde et holdepunkt. I stedet begynder jeg at bevæge mig ned ad Vestergade langs Politikens facade. Målet er Hotel Kong Frederik – efter sigende et af Københavns allerældste hoteller og hjemstedet for Jastraus stambar, Bar des Artistes. Her søgte Jastrau trøst på bunden af ølflaskerne, og samme håb om et tilflugtssted knuger jeg mig nu til på denne blæsende forårsaften.

 

”Indgangen var uanselig. Døren og de to vinduer var klemt hen til den ene side af en værdig hotelindgang og en større restaurant. ”

 

Hotellet gør ikke umiddelbart meget væsen af sig. Receptionen er i mørke farver med en simpel indgang, og der står en enkel receptionist bag disken. Det moderne udtryk giver mig ikke lyst til at gå ind. Ved siden af ligger restauranten. Bordene er dækket op fuldstændig ens som topersoners borde, og rummet er tomt. Farverne er lyse og gardinerne trukket fra, så man kan se direkte ind fra gaden. Konceptet er italiensk men på den hotelagtige måde, hvor alt synes korrekt uden at være det. Mit blik søger efter spor af 30’ernes København, af Ole Jastraus hemmelige bar. Det bliver restaurantens bagvæg, der giver forløsningen. Dekorerede, uigennemsigtige ruder dækker bagvæggen i en stil, der kunne minde om den fra Titanic. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger bag ruderne. Resterne af Jastraus bar eller endnu et nyistandsat hotellokale? Det er svært at forestille sig, at det var stedet, hvor Jastrau efter sigende søgte trøst i alkoholens tåger, hvor grammofonpladerne sang, og Nordens bedste cocktailryster, Lundbom, skulle have rystet sine cocktails – svært at finde roen.

 

 

Hotel Kong Frederik. //Foto: Kim Jaspar

 

Det blæser fortsat kraftigt, da jeg går videre fra hotellet og ned ad Vesterbrogade med Frihedsstøtten som pejlemærke for at fortsætte min jagt på Hærværks København. Folk stopper sjældent op og smilene er få. Jeg passerer en mand med en slags dyreskind på hovedet, der spiller på en fløjte uden at ramme andet end tilfældige toner. Han har stået der og spillet, lige så længe jeg kan huske. Jeg får lyst til at give ham en mønt, men indser, at jeg ikke har nogen kontanter på mig. Det har man efterhånden sjældent. Så drejer jeg ned mod Istedgade, mod Jastraus lejlighed.

 

”Jastrau følte den lille oplevelse som en glæde inden i sig, lidt rokoko i storbyens natliv, og det var med en vis hjertelighed i stemmen, han ved Frihedsstøtten sagde god nat til Vuldum og drejede ned mod Istedgade. ”

 

Frihedsstøtten. //Foto: Anna T. Huynh

 

Jeg står med Hovedbanegården bag mig og Istedgade foran, der som en revne skærer sig gennem boligblokkene. På det ene hjørne ligger 7-Eleven og til venstre endnu et metrobyggeri, som havde det planlagt at forfølge mig på min vandring gennem byen. Stemningen er anderledes her, da jeg bevæger mig ned ad gaden. Der er mindre trafik end på Vesterbrogade, og folks ruter virker mere tilfældige, mindre travle. En mand skærer over gaden i joggingtøj og slidte gummisko med kurs mod købmanden. Over mig hænger et skilt: The happy hooker only lives in your imagination. Det er der så mange ting, der kun gør, kunne Jastrau have kommenteret. Jeg er usikker på, hvor jeg skal stille mig hen. Jastruas lejlighed fra bogen findes ikke længere, hvis den nogensinde har fandtes. Den brænder ned i den sidste del af bogen ligesom så mange andre ting i hans liv. Familie, kærlighed og penge.

 

”Jeg har længtes mod skibskatastrofer // og mod hærværk og pludselig død.”

 

 Hærværks mest kendte linjer kører i mit baghoved, mens jeg stirrer ud over Istedgade. I dag er gaden endt som en underlig størrelse. Fortovene er lige og pæne, vejen nyrenoveret. Københavns Kommune lod Istedgade køre igennem kommunens projekt ”byforskønnelse”, så også den kunne blive en pæn gade. En turistbus kører gennem den alt for snævre gade med kameraer hængende ud af vinduerne, forbi de mange hoteller, forbi sexbutikkerne, der lokker med deres kulørte farver, og de små barer gemt på sidegaderne. Man hygger sig hos Tove, står der på en af dem. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig Tove. Hun har langt, gråt hår samlet i en knold, ryger Prince Light, og så smiler hun til hver eneste kunde, der kommer ind. Det er hos Tove – her hygger man sig. Måske gjorde Jastrau også det.

 

”Og han maatte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den (…) langt ude ved Enghaveplads blev de graa og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende taage.”

 

Istedgade. //Foto: Lisa Risager

 

I horisonten bag Enghave Plads hæver sig i dag en enorm sort bygning som den moderne bys vartegn. Der er ikke længere nogen facader, der forløses i flimrende tåger, som Jastrau beskriver. Der er kun Istedgade og så den lange skygge, som den sorte kolos fra Enghave Plads kaster. På den anden side af gaden står en pige i slidte jeans foran en bygning. Erotic Corner, siger den røde neonskrift på den. Vinduerne er alle dækket til af pap, og der synes ikke umiddelbart at være nogen indgang. Det blæser stadigvæk en del, men det er som om, at blæsten er aftaget en smule. Jeg krydser gaden, og idet jeg gør det, mødes mit og pigens blik i et kort øjeblik – usikker på, hvad det skal betyde. Så bevæger jeg mig tilbage mod stationen uden nødvendigvis at have fundet Jastraus København, men et glimt af noget, der ligner.

 

Hærværk af Tom Kristensen, Gyldendal 1960, 442 sider. Først udgivet i år 1930.

 

Steder: Rådhuspladsen/Politikens Hus, Hotel Kong Frederik, Vesterbrogade (mellem Rådhuspladen og Frihedsstøtten) og Istedgade.

 

Litteraturskribent, VINKkbh.