Kære gamle dagbog

 

På Nørrebro Teater har man i de forgangne måneder haft mulighed for at høre en række danskere læse op af deres dagbøger. Jeg tog et kig i mine egne støvede arkiver og tog derefter ind og hørte oplæsningen, for hvad er det man kan lære af at læse sine gamle dagbøger? Og hvorfor tiltaler det mig at bruge en vinteraften på at høre fremmede mennesker læse op fra deres?

 

//Illustrion: Marie Emilie

 

Det var i starten af februar, oplæsningen var faciliteret under navnet En Pinlig Affære og foregik på Nørrebro Teater. Fordi det var på en teaterscene, lyder det som et teaterstykke, men jeg ved egentlig ikke, om det kan klassificeres som et sådant, for det var blot mennesker, der læste op af deres dagbøger fra gemmerne. Én ad gangen trådte de ind på en hjemligt indrettet, stor scene. En baggrundsskærm stod parat til at vise deres skolefotos, deres 14-årige bøjlesmil og crepede hår. To mænd og seks kvinder læste op, vi fik indblik i deres ungdomme, der udspillede sig i alt fra 70’erne til 00’erne.

 

Efter oplæsningen, da oplæserne skålede i champagne nede i foyeren, fik jeg en snak med en af dem, Sabina, om hendes forhold til sine dagbøger gennem tiden. Sabina er journalist i dag og barn af 90’erne, hun har skrevet dagbog jævnligt siden hun var 7 år gammel. På scenen læste hun op af sine teenagedagbøger, ligesom hovedparten af de andre oplæsere. Nogle af dagbøgerne havde fået navne som SPAR, Louise, Daniella eller noget så poetisk som Forglemmigej. På den måde blev bøgerne nærmest en ven, oplæserne rådførte sig med. Én, som skulle lægge øre til diverse turbulente kærlighedsforhold, intense mindreværdskomplekser og grundlæggende livsforvirring. Det var underholdende at se voksne mennesker recitere brudstykker af deres teenagetanker, især når de tog former som ”til sidst fik Maria lov til at vokse mit numsehår”. Indimellem var ungdomsvidnesbyrdet også krydret med dybfølte musikcitater såsom ”I don’t believe that anybody feels the way I do” eller et lille stykke historie, der skulle foreviges, i form af et gammelt tyggegummi der lå klistret ind mellem siderne i stolteste scrapbogstil.

 

Hormonerne fløj op fra det linjerede papir og manifesterede sig i salen. Da oplæsningen havde nået sin ende og det meste af publikum var hoppet i overtøjet og draget ud i mørket, fortalte Sabina om, hvordan hun mente, hendes dagbøger havde ændret sig siden dengang: ”Mine dagbøger i dag er meget anderledes end dem, jeg skrev dengang, jeg var teenager. Jeg tror, at man generelt i teenageårene har mange flere ting, man ikke føler, at man kan sige til andre. Emner, man føler, at man står alene med, og som man så deler med sin dagbog. Verden åbner sig mere, når man bliver ældre, og dagbogen drejer sig i stedet om alt det, man ikke vil kede andre med, langtrukne banale parforholdsovervejelser for eksempel.”

 

Det rørende ved dagbogsoplæsningerne denne aften var netop den påfaldende lighed mellem alle disse private skriblerier. Alle de unge, der har sat sig ned alene i hver deres forstadshjem og nedskrevet alle deres hemmeligheder, der viser sig at være ret ens. Det er dejligt, hvis det er rigtigt, at man som voksent menneske bliver klar over det fællesskab, som ens tanker skriver sig ind i, at man ikke er alene om det, man sidder i og at der højst sandsynligt er nogen, hvis ikke mange, der har haft de samme tanker og følelser som en selv. Jeg kiggede på mine gamle dagbøger, inden jeg tog afsted, og de taler samme sprog som oplæsernes; refleksioner over at være på mellemstadiet mellem barn og voksen, tanker om hvem man er og hvad man skal blive til, nysgerrighed på fremtiden og en masse grænsesøgning, usikkerhed og misundelse. ”Når jeg læser mine gamle dagbøger fra den tid, kan jeg godt blive frustreret over min teenageusikkerhed og selvoptagethed dengang, jeg får lyst til at tage tilbage i tiden og give mit gamle jeg gode råd,” fortæller Sabina. Hun synes at det kan være svært at acceptere de gamle skriv som noget, der er udsprunget fra hende selv, men ikke desto mindre mener hun, at dagbøgerne er en tidskapsel og det mest ærlige, man har.

 

Der er utroligt meget sårbarhed i at dele sin dagbog, hemmelige tanker, der har materialiseret sig og fået en fysisk, taktil plads i verden. Selvom mange af oplæsningerne spillede på de samme tangenter, var det en særlig oplevelse, netop fordi det var så privat, dengang det blev skrevet. Det tilfredsstiller nysgerrigheden og ønsket om at forstå andre mennesker og spejle sig i dem. Nu læste de på grund af kravet om underholdningsværdi alle sammen op fra de mest kiksede perioder af deres liv, tidspunkter der lå langt nok tilbage i tiden til at være søbet ind i ironisk distance. Men samtidig med at teenageårene er en vanskelig tid, er det også en utroligt idérig tid, hvor man former mange ambitioner for sig selv. Jeg tror, at det at læse sine gamle dagbøger også er at komme i kontakt med sine gamle drømme og forhåbninger igen. Man bliver rusket op i, og man ser om de drømme, man har haft i tiden mellem barn og voksen, har været med til at forme ens liv eller er blevet efterladt på en støvet hylde. Jeg tror, at det at oplæserne gav deres dagbøger navne hænger sammen med at man, i de øjeblikke man er ved at falde fra hinanden, konsulterer dagbogen som man ville konsultere en nær ven. Dagbogen bliver det sted hvor erindringerne fortættes og følelserne foreviges, da der sættes ord på dem. En tidskapsel, som Sabina sagde. Hvis man vender tilbage til den senere i livet, kan den bruges som en påmindelse om det afsæt, man har taget – de planer, man har haft for sig selv og det, man har været igennem på godt og ondt. At læse mine gamle dagbøger er en forunderlig oplevelse af genklang mellem den, jeg var dengang og den, jeg er nu. Det at læse dagbøger, både vores egne og andres, hjælper os med at holde os vågne over for det sted, vi er i vores liv nu.