‘Jeg er ik med?’

 

bogen ligger foran med ryggen opad, hvor jeg sidder om

morgenen tidligt

jeg tramper rundt

støvet fosser i lyse hvide strå

farven opdager dit øje og du skærmer det

nervøst med hånden

søvnig langt ind i kroppen

er det sidste gang? jeg er ik med?

jeg skærmer løs med håndryggen forrest

jeg har en helt klar ide om hvor jeg skal hen

 

solen, varmen knitrer

i den døde hånd låser de døre igen som

var blæst hurtigt op af vinden

 

nu farver blæsten et gråt punktum

 

 

 

 

Om teksten:

Digtet er skrevet på computer i oktober 2014.

Når jeg skriver digte, skriver jeg oftest en masse

ad gangen og går tilbage og retter til.

Mange af de digte har samme tema og deler mange af

de samme ord. Denne gang har jeg skrevet om

det ubestemte / man kan ikke sige det hele / man kan ikke sige

noget.

Ubestemtheden er min nummer et, måske fordi jeg er

af den overbevisning, at ting hurtigt kan blive forklaret

for godt og herigennem for simpelt. Jeg tuder ikke over, at det

er smukt, men at det er svært helt at forstå.

Der bliver dvælet ved et lille øjeblik og præsenteret en ret

genkendelig scene. Heri bliver der skrevet og ikke læst,

digtet er i gang. Skrivesituationen beskrives. Måske er

digtet en cirkelslutning, det er ikke sikkert?

Herefter er det de subtile fænomener, der overtager og

presser teksten fremad. Lys bevæger sig, generer en.

Tingene begynder at ligne hinanden.

Jeg vil gerne beskrive det at være lidt hægtet af

som en grundfølelse. Det ved jeg vel sagt ikke om er lykkedes

måske er det for kedeligt, ik? Det er svært at skrive, hvad

de digte, som man selv har frembragt, er. ‘Jeg er ik med?’,

er det centrale, ser jeg nu.
Det er nok sådan, jeg har det nu. Jeg er ik’ med? Hvad sker

der? …
I øvrigt er det vigtigt, hvordan det lyder, når jeg skriver om,

hvordan der ser ud. Det kan jeg sige. Det er vigtigt!

 

 

//Joachim Aa. Sørensen, digter ved VINK LIVE #1 i Rubæks Boghandel. Han har udgivet i tidskriftet Hvedekorn og tidsskriftet Slagtryk.

 

//Fotograf Nynne Thykier

 

* I oktober læste tre digtere op af deres digtsamlinger til vores første VINK LIVE-arrangement. Nanna Storr-HansenEva Obelitz Rode og Joachim Aa. Sørensen har hver dedikeret et digt specielt til VINK, som vores fotografer har fortolket. Tryk ind og giv dig hen!