I Café Pyt får de små forlag plads til at fylde

I København er bogcafeerne ved at få en mere markant rolle i bybilledet. Københavnerne kommer ind for at få en kop kaffe og være fælles om deres interesse for litteratur. I nyåbnede Café Pyt er det de små, uafhængige forlag, der får lov til at spille hovedrollen. Her kan du få et bredere kendskab til dansk litteratur, når du falder over nye bøger fra forlag, du ikke finder andre steder. VINK tog afsted for et få en snak med ejer, Bjørn Themsen, og et førstehåndsindtryk af cafeen.

//Foto: Anna T. Huynh

Et unikt bogudvalg

Hvis man befinder sig på Sydhavn og bevæger sig ned af Borgbjergsvej forbi Fakta og genbrugsbutikken, vil man finde et lille, nyt sted, der er åbnet op. Café Pyt står der over de åbne, indbydende glasdøre. Det er her, jeg skal ind.

Stemningen i Café Pyt kan måske bedst beskrives som hyggelig urban. I loftet hænger orange, industrielle lamper, og der er et hjemligt virvar af grønne, orange og brune møbler. Da jeg træder ind i cafeen, bliver der spillet Miles Davis fra højtalerne, og jeg bliver med det samme draget mod cafeens enorme træreol, der står til højre for indgangen. 

Indholdet af træreolen er meget beskrivende for resten af cafeen. Det er en skæg og mærkværdig blanding af genstande: champagne, en Buzz Lightyear-figur, en orange skrivemaskine, og vigtigst og mest fremtrædende i reolen er samlingen af bøger. Det her er ikke et udvalg af bestsellers, krimier og biografier, som man kan finde anmeldelser af i alle de store aviser. En stor del af bøgerne har jeg faktisk aldrig hørt om før, så jeg nyder at gå på opdagelse i samlingen, kigge på titler og forlag, jeg ikke kender til, og som jeg måske burde lære bedre at kende.

“Konceptet er det, der hedder små, uafhængige forlag,” fortæller Bjørn Themsen, ejeren af Café Pyt, da vi sætter os ned for at snakke om cafeens åbning.

“Jeg tror, at folk, som interesserer sig for nyere dansk litteratur, ville være enige i, at der kommer meget væsentligt litteratur fra de små forlag og ret meget eksperimenterende litteratur og efterhånden også en del ældre mere anerkendte forfattere. Men stadig har de små, uafhængige forlag det svært med at få omtaletid i medierne, og selvom du kan gå ind i en hvilken som helst boghandel og bestille bogen fra langt de fleste af de her forlag, så er det de færreste, som har dem hjemme. Det vil sige, man ikke kan gå ind og tage fat i bogen hos de fleste boghandlere.”

Netop derfor er det en ret fantastisk oplevelse at gå på opdagelse i Café Pyts udvalg af bøger, for her får man virkelig et billede af alsidigheden i dansk litteratur. Her er både repræsenteret nogle af de lidt større forlag som Gladiator og de helt små som enkvindes-forlaget Uro. Der er en bred variation, der går fra børnebøger til lyrik, og man kan mærke, at det her er bøger, som er blevet skabt med passion og ikke kun for at opnå et økonomisk mål.

“Den sammensætning af bøger findes ikke andre steder, og hvis man tager det en tand videre: Politikens boghandel, som er Danmarks største boghandel, hvor mange titler har de egentlig af nyere dansk poesi? Det er jo ret vildt at tænke, at vores udvalg er meget større, og det er der ikke så mange boghandlere, der ligesom kan prale med. Det her er det ene sted, hvor man kan komme ind og få så stort et udvalg af bøger fra de små, uafhængige forlag og rent faktisk falde over noget, man ikke vidste var der” 

//Foto: Anna T. Huynh

Opdateret 70’er-retro inspireret af Berlin

Da jeg snakker med Bjørn, lægger jeg mærke til, at der er en indrammet 10-pundseddel med David Bowie-tryk hængende på væggen ved siden af os. Sådan er der en masse finurlige pyntegenstande i cafeen, som man pludselig kan falde over, ligesom man falder over nye bøger i bogreolen. Her er der virkelig gjort plads til de små opdagelser og det personlige præg, og det er ikke noget, der er sket ved et uheld:

“Stemningen skulle være personlig. Hvis man skal tale om inspiration, så er det for eksempel i Berlin, som jeg holder meget af. Man kan se, at i hele indre Berlin, også bydelene, der findes stort set ikke kædeforretninger. Det giver et væld af små, afhængige forretninger. Det er på en måde bare utroligt hyggeligt, for så bliver de præget af de personer, som har dem, og så bliver de forskellige, og det bliver sjovt at gå ind i dem alle sammen. 

Ideen her var, at det skulle være sådan opdateret 70’er-retro. I mit barndomshjem var sådan nogle mørke træpaneler på væggene, det var utroligt hipt dengang, men det blev for mørkt her, så det blev lyst birk i stedet for at få noget nyt nordisk, og stort set alle møblerne er genbrug, som til dels er købt i den lokale genbrug og dels er fund smidt ud i baggården, og som vi så har shinet lidt op. Det, du sidder på, er 25 år gamle Ikeastole. Jeg bruger mange timer hernede, så jeg har også taget noget af min private kunst herned og hængt op. Der er Morten Søndergaard der, og derover hænger noget af Asger Schnack og dernede noget af Knud Odde. Og det er fordi, jeg også bruger mange timer her, så jeg skal også føle mig hjemme.” 

Følelsen af hjemlighed går igennem cafeen. Her er fornemmelsen af at være på besøg i en cool og hyggelig lejlighed, hvor man får serveret supergod kaffe, en lækker sandwich og kan slappe af med en bog, man ikke har hørt om før nu. Det her er ikke en boghandel, hvor man kan fare vild i en labyrint af bogreoler, og hvor man bliver nødt til at puste støvet væk for at kunne læse bogens titel. I stedet er Café Pyt rummelig og lys, og cafeens eneste bogreol er stor og indbydende, men den dominerer ikke. 

“Jeg har gjort meget ud af, at det udadtil primært skal ligne en cafe. Altså man kan kigge ind og se bogreolen med bøgerne, og det kan nok give en et hint om, at der sker noget, men udadtil har vi sagt, at det er en café. For man skal ikke tænke, ‘Aj, det er for fint eller for mærkeligt til mig’. Det skal være tilgængeligt. Og hvis man så tilfældigvis interesserer sig for en bog eller falder over en bog, så er det jo fint. Så vi har to målgrupper. Den ene er at forsøge at gøre os interessante i forhold til folk, som bor her, at blive lokal café med stamkunder og så videre. Og det næste er en del af det litterære miljø, som jo godt ved, at vi ligger her, for det ved de fra sociale medier og alt muligt andet. Og de kommer også. Jeg prøver at tænke det som en 100% café og en 100% specialboghandel, som ligger i samme rum.”

Uformel kærlighed til litteratur

Her bliver vi nødt til at afslutte vores samtale, for nu kommer forlaget Arkiv for detaljer, som skal gøre klar til bogreception for Kim Hiorthøys Du kan ikke svigte din bedste ven og blive god til at synge samtidig.

Bøgerne bliver pænt opstillet på et bord, mens der bliver gjort klar til at servicere de gæster, der måtte komme. Jeg har ærlig talt hverken hørt om Arkiv for detaljer eller Kim Hiorthøy, men da jeg bladrer i bogen, får jeg indtryk af, at den måske er noget for mig, så jeg ender med at købe den. 

Der er så småt begyndt at dukke en god bunke mennesker op til receptionen. Størstedelen er her for bogens skyld, og nogle få virker til bare tilfældigvis at være kommet forbi. Både forfatter og redaktør står klar til samtale med dem, der vil ønske tillykke, fans og nysgerrige sydhavnere. 

Der er en dejlig åbenhed og uformel stemning, som man får bedst fra de små forlag. Kim Hiortshøy læser højt fra sin bog, siger hej, når nogen går ind, mens han læser, og gæsterne griner sammen over bogens sorte humor. Her bliver der skabt et personligt forhold mellem gæster, læsere, forfatter og forlag, og man mærker, at det er kærligheden til litteraturen, der får lov til at udfolde sig. Da han har læst færdig, får jeg ligesom mange andre signeret min bog af Kim Hiortshøy: “Hej fra Kim!”, skriver han til mig.

Hvis det her er et billede på den danske litteraturbranche, så er jeg optimistisk.

Inden jeg går igen, spørger jeg Bjørn om forventningerne for Café Pyt.

“Drømmen er, at det kan blive en slags mini kulturhus herude, som også jævnligt har besøg af andre steder fra byen. Og det synes jeg, vi er på vej til. Vi starter formentligt og forhåbentlig heri juli eller deromkring vores egen oplæsningsrække op, som ligesom kan være basis for, hvad der skal ske fremover.

Jeg synes, vi har styr på tingene nu, men vi øver os jo stadigvæk. Når man ikke har haft café før, og ikke har arbejdet i fødevarebranchen, så er der mange ting at lære og sørge for at få gjort rigtigt og bedre – helt lavpraktiske ting: det tager lang tid at lære at lave en god kaffe. Man skal øve sig. Men som sagt, så synes jeg, at vi er ved at få basis på plads nu.”

Jeg går glad fra Café Pyt med en ny bog, et lidt større kendskab til de små, uafhængige forlag og med planer om at komme forbi Sydhavn igen.  

Filosofistuderende og selvdiagnostiseret litteraturnørd med forkærlighed for støvede antikvariater og Kender du typen