Hubertusjagt – i hælene på en rævedame

Jeg er lige kommet op fra metroen på Christianshavns Torv. Jeg sidder på bænken ved Grønlandsmonumentet og venter nogle minutter på min ven, Filosoffen, som jeg har lokket med på Christiania. Vi skal i Jazzklubben. I aften er der udgivelsesfest for beatpoeten Maja Petrea Fox’ forlagsdebutdigtsamling Åben.
Filosoffen er kommet. Solen skinner mellem skyerne. Vi slår et smut forbi Brugsen for at købe et par gå-øl og selvfølgelig for at skaffe nogle kontanter. Det er længe siden, jeg sidst var på Christiania. Måske godt tre år siden. Og hvorfor egentlig det? Her er jo altid skønt, mangfoldigt og en evig sidevind af noget sjovt.
Filosoffen og jeg begiver os forbi Vor Frelsers Kirke mod Christiania, og lige inden ramperne og Pusherstreet sætter vi os i det fri og nyder resterne af vores medbragte dåseøl. Imens vi sidder her, mindes jeg min egen udgivelsesfest for min debutdigtsamling tilbage i 2010, som blev afholdt i Operaens Café på netop Christiania. Jeg var ung, naiv og pladderhumanistisk digtertype med den helt rigtige samfundskritik. Det er stadig noget, der batter blandt publikum.
Efter et par tømte dåseøl finder vi Jazzklubben, også kaldet Børneteatret, og får et skønt bord lige nær scenen. Der er allerede godt fyldt, og der er endnu en halv times tid, til showet går i luften. Og hvilket show. Jeg har glædet mig.
Men kender du egentlig Maja Petrea Fox? Hvis ikke, så kan jeg sige, at hun er lidt det hele. Hun er lidt by og boheme, lidt gadedigter og måske Københavns bedste kvindelige beatpoet. Hendes sprog og skrivestil er letlevende, og man aner let en dansk pendant til de store amerikanske beatpoeter. Sproget er en rytme. Sproget er jazz.

//Foto: Michael Juhl Svendsen

Åben
Digtsamlingen Åben fra forlaget Copenhagen Storytellers er en halv Yayha. Ikke stilmæssigt, men i længden. Værket rummer 51 digte på 95 sider, så det er ikke så lille en sag endda. Værket er inddelt i tre dele; nemlig dagen, aften/natten og den efterfølgende tømmermændsmorgen. Et sted vi alle har været og gang på gang igen ender – mens vi forbander Fernet Branca-shots langt væk.
Det var i maj
og vi så pinsesolen danse
Vi hoppede i nordhavnens mørke dyb
og jeg skar mig på en sten
Blodet dryppede fra mit skinneben
og jeg grinte beruset
Vi delte en flaske gin
og faldt i søvn på stenene i morgensolen
Du spurgte om jeg var din
og jeg svarede ja
VI kyssede længe den dag
og faldt i søvn i S-toget på vej hjem
mandag middag
Men foråret forfaldt
og bladene faldt af
mens jeg sad på Dronning Louises Bro
tirsdag morgen lidt i ti
med mig selv i pant i en plastikpose
og havde brugt mit niende liv
på at være en baggårdskat
i stedet for at være din
Nu har jeg blot en anden mands
tandmærker på mit lår
Maja Petrea Fox fortæller historier. Om druk, sex og tømmermændsparadokser i Københavns skyggeside. Der er kærlighed. Digtene oser af kærlighed. Til mænd. Til barndommen. Og til livet generelt. Værket rummer et ungdomsbohemeliv på godt og ondt.
Digtene svæver hele tiden mellem det mørke, groteske og det lyse, humoristiske. Og hun gør det ganske godt. Rent beatpoetisk benytter hun sig ofte af gentagelsens effekt. At sige den samme linje flere gange igennem et enkelt digt som var det et omkvæd, virker fortræffeligt – især når man får teksterne oplæst. Knap så effektfyldt, når de står på skrift. Men, ja, digtene skal høres, slet og ret. Få dem læst højt, eller læs dem selv højt, det giver så meget mere mening. Apropos gentagelser:
Imens du giver mig elektriske stød
som Edith Piaf synger
Padam Padam Padam
fra højtaleren på skrivebordet
ved siden af askebægeret halvtomt
som vinen ved siden af sengen
Imens du giver mig elektriske stød
som Klaus Pagh digger unge damer
med dådyrøjne i den lille død
modtager jeg min straf som fortjent
i den elektriske stol
Imens du giver mig elektriske stød
tæller jeg småpengene på himlen
som sveden på din pande daler
mod mit ansigt
Disse små dråber af salt
som du senere vil sende ud
på min hals
Imens du giver mig elektriske stød
er jeg sikker på at du ikke er helt død
Åben betræder en verden af Dan Turéll og Charles Bukowski, og uden dem ingen Maja Petrea Fox. Men dette er ikke en sammenlignede kritik, for Fox er helt sin egen. Hun er den kvindelige stemme, som vi danskere ubevidst har savnet i den klassiske beatpoesi.

//Foto: Michael Juhl Svendsen

Sexet jazztrompet
På den lille sceneforhøjelse, kun en meters penge fra filosoffen og jeg, indtager Maja Petrea Fox sin plads bag mikrofonen som en sortklædt Medusa med sigøjnersmykker og halsen og på hænderne. Smilende nervøst og synligt glad for publikums massive fremmøde, begynder hun at recitere digte fra værket. Hun akkompagneres af David, som med sexet trompet lægger et uldent jazztæppe rundt om ordene. Digtene er jazz. Stemningen er jazz og Christiania er jazz. I aften er alt jazz. Der er plads til mangfoldighed og skævhed. Hun har allerede forstenet publikum, og med fælles stemme råber vi “Maja! Maja! Maja!” mellem teksterne.
Jazzen runger. Filosoffen og jeg skåler i Ale no. 16. Livet i København kan ikke blive meget bedre end det her. Maja Petrea Fox er elsket, og vi kan slet ikke få nok. Men alting har en ende, og efter små tredive minutter på scenen slutter Fox af i den humoristiske afdeling med et eftertænksomt digt om hvad-nu-hvis.
Jeg faldt ude i brusekabinen
og lå der
på de kolde klinker
småbuttet og nøgen
og gned mig selv på røven af smerte
imens jeg bandede
Bruseforhænget hang skævt
og det varme vand
styrtede stadig ned fra bruseren
og ramte mig i ansigtet
Så slog det mig
imens jeg lå der
og havde slået min røv noget så slemt
at der egentlig ikke ville være nogen
der ville lægge mærke til
hvis jeg var død af faldet
Hvis jeg altså havde
smækket baghovedet så hårdt ned i gulvet
at kraniet var gået i stykker
Så blod og hjeremasse
bare ville flyde
med det beskidte badevand
videre ned i afløbet
og skaden ligesom bare var sket
uden at nogen havde opdaget det
Der var nok gået et par dage
så ville de finde mig der
småbuttet og nøgen i brusekabinen
Død og bleg
Så begyndte jeg at grine
fyldig og buttet
Jeg grinte i mere end fem minutter
inden jeg rejste mig op
og fik vasket resten af shampooen
ud af håret
Så tog jeg morgenkåben på
og livet gik videre
FIlosoffen og jeg forlader Jazzklubben med smil på læberne, alvor i sindet og med lidt flere promiller i blodet, end da vi kom. Men natten er stadig ung, og der står endnu flere værthuse på Christianshavn, som endnu skal efterses, inden vi kan sige godnat og tak for i aften.
Hvad: Digtsamlingen ”Åben” af Maja Petrea Fox.
Hvornår: Udgivet d. 29. maj 2015 på forlaget Copenhagen Storytellers.
Portemonnæ: Paperback: 179 kr., E-bog: 49 kr.
Note: Alle pressefotos er taget af Michael Juhl Svendsen på vegne af Copenhagen Storytellers.