Er guruernes tid forbi?

 

Mødet mellem spiritualitet og modernitet opstår i en indisk ashram i romanen Det store glidefald. Forfatteren bag, Peter H. Fogtdal, har ikke selv kunnet forene spiritualitet med et moderne liv i København og er derfor flyttet til Portland. På VINK har vi talt med forfatteren om spiritualitet for at få svar på det store spørgsmål, som romanen rejser: Er guruernes tid forbi?

 

//Illustration: Julie Sabber Nielsen

 

Den spirituelle forfatter Peter H. Fogtdal trives ikke i København, men det er ikke byens skyld. Han tror på energi og kemi, og den har han ganske enkelt ikke med storbyen København. Af den grund bor forfatteren nu i grønnere omgivelser i Portland, Oregon, hvor han finder ro.

”Vi kommer i kontakt med naturen i os selv ved at være i naturen. Det er de færreste guruer, der har deres ashram i en storby – der er en grund til, at de ligger i naturen”, fortæller Peter H. Fogtdal.

Romanens hovedperson, den dansk-amerikanske reklamemand Nick, befinder sig i en identitetskrise, og i sin søgen efter mening med tilværelsen rejser han netop til en ashram i Indien for at få et inner view med guruen Sri Bhakti.

 

Det begyndte, efter jeg kvittede mit job og blev mere bevidst om mig selv og verden omkring mig, næsten som om universet ønskede at straffe mig for at gøre det ”rigtige”, hvis nogen ved, hvad det ”rigtige” er. For hvem siger, at det at lede efter sig selv ikke bare er en form for narcissisme?

 

Det at arbejde med sit indre er netop omdrejningspunktet for romanen. Gennem sit 34-årige lange forfatterskab har Peter H. Fogtdal været drevet af spiritualitet, selvom det ikke har været synligt for alle læsere. Af den grund ønskede han at skrive en roman med et mere eksplicit budskab om, hvor vigtigt det er at arbejde med sig selv. Det har forfatteren selv gjort, og det gør romanens hovedperson i allerhøjeste grad også på sin rejse, der både byder på tvivl, tro og fanatisme.

Selvom Peter H. Fogtdal har hentet inspiration fra sit eget liv – han har haft erfaring med at dyrke tre indiske guruer og har forladt storbyen til fordel for naturen – er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en selvbiografisk roman.

 

Gud giver vesterlændinge udslæt

 

I den indiske ashram går det hurtigt op for den overfladiske reklamemand Nick, at man ikke fra den ene dag til den anden kan give slip på sit ego og blive oplyst.

 

Jeg er alt for dansk til at hengive mig 100% til noget guddommeligt. Der er altid en mur af ironi, som beskytter mig mod det, der er større end mit ego – en dannebrogsfarvet firewall, som sørger for, at Gud-virussen ikke når ind i mit system, hvor den rationelle sindssyge har hersket i århundreder.

 

Sarkasme og skepsis forfølger Nick i hans jagt på meningen med tilværelsen. Særligt guruen Sri Bhakti, der blandt andet kan materialisere guldure, får Nick til at tvivle og synes, at guruer er svindlere. Som tidligere reklamemand har han desuden svært ved at fralægge sig sin salgsorienterede-tankegang og tænker konstant på, hvordan han kan markedsføre guruen.

Selvom tvivlen er stærkere end troen på store dele af Nicks spirituelle rejse, ender han alligevel også med at hengive sig fuldstændig til det guddommelige. Ifølge Peter H. Fogtdal er det et symbol på al tro. ”Troskriser er en vigtig del af den åndelige vej. Uden tvivl, ingen tro”, fastslår forfatteren, der med disse ord indkapsler romanens dilemma.

 

Fanatisme er en farce

 

Det store glidefald er spækket med satire og ironi, hvilket er et ganske bevidst valg, der blandt andet udspringer af forfatterens egen erfaring med at gurudyrkelse, som efter hans eget udsagn er en farce, hvis man har sans for humor. Han beskriver en oplevelse, som på mange måder bekræfter hans udsagn.

Han har været til darshan (bøn) med en guru, hvorefter han føler, at han er i himlen. Lige indtil en af vagterne, der synes at han har været for længe om at rejse sig, kommer og skriger ham ind i ansigtet: “Go go go!”. Det får ham til at fare op og være tæt på at slå vagten i ansigtet. Scenen, der egentlig burde have været en del af bogen, illustrerer, ifølge Peter H. Fogtdal, en ashrams absurditet. Den er en blanding af Nordkorea og Paradis, fyldt med bureaukrati og kærlighed – for at bruge ordene fra romanen.

 

Selvom romanen er hylende morsom, og gurudyrkelse på mange måder er en farce, er det alligevel vigtigt for forfatteren, at romanen bliver taget seriøst. Den sætter nemlig fokus på en alvorlig tematik, som romanens dobbelttydige titel kan være med til at forklare. Glidefald referer til den bevægelse, som tibetanske buddhister udfører 111.111 gange for at rense og styrke krop og sind. Med ordene Det store glidefald kan titlen også læses som verdens store nedtur – materialismens sejr over åndelig værdier. Og netop denne forståelse af titlen er afgørende for forståelsen af romanen.

 

”Enhver der har læst romanen vil vide, at man ikke behøver at finde meningen med tilværelsen hos en guru. Romanen er også et opgør mod guruer og religioner, som begge er gode støttepædagoger i begyndelsen. Derefter skal man gå den åndelige vej alene og ikke lægge al magten hos en guru”, siger Peter H. Fogtdal.

Det erfarer hovedpersonen også på sin rejse – at sand spiritualitet ikke er at rejse til Indien for at besøge sin guru, men se verden som et sted, hvor alle røvhuller vil en det godt.

 

Det leder oplagt til at stille forfatteren selv dét spørgsmål, som romanen rejser: Er guruernes tid forbi?

”Måske er guruernes tid forbi – på grund af en stigende mistillid og kriser, som skaber skepsis – men det er troen ikke. Om det er troen på Kristus, Buddha eller noget helt tredje er ligegyldigt”, siger forfatteren Peter H. Fogtdal.