Genudgivelser; Pangfarvede accessories eller glemte perler?

REPORTAGE: For nylig var jeg til et arrangement for Gyldendals genudgivelsesserie SKALA. De har genudgivet syv bøger i smukt, matchende design og markedsført dem som glemte klassikere. Men hvorfor og hvordan polerer forlag gamle værker op til nye tiders læsere? Og hvad skal der til for, at en bog er en klassiker?
Det prøvede jeg at undersøge den dag i Gyldendal og efterfølgende ved at tale med min gamle underviser, der er ekspert på området.

 

//Foto: Nanna Rylander

 

En eftermiddag med SKALA

Tilbage i maj måned havde jeg fundet vej til et arrangement i en krog af Gyldendals Forlag, en såkaldt Duras+Didion matiné. Arrangementet var stablet på benene af folkene bag genudgivelsesserien SKALA, og de syv bøger i serien lå da også sirligt stablet i bunker ved indgangen, hvis man i løbet af aftenen skulle få lyst til at erhverve sig en.

SKALA-serien er udvalgt og løst bearbejdet af forfatter Olga Ravn og forlægger Julie Paludan-Müller. Det er syv værker fra det 20. århundrede, som de ikke mener, fik den anerkendelse, de fortjente i deres samtid, og som er oversete klassikere, der stadig har relevans i dag. Værkerne er primært skrevet af kvinder, kun én mand er iblandt, da det er forfatterindernes romaner, der har haft sværest ved at finde fodfæste som klassikere i deres samtid.

Blandt SKALA-seriens bøger ser man også værker af kendte forfatterinder som Marguerite Duras og Joan Didion, der allerede var bredt anerkendte for andre bøger. Det forklarede Olga Ravn i sin intro til arrangementet. Hun ser det som en del af SKALA-seriens program at tage usete nuancer op af allerede etablerede forfatterskaber. Hun mente, at det er en generel tendens, at eftertiden prøver at holde forfatterskaber ”rene”, at skabe en sammenhæng og glemme de bøger, der stikker for meget ud.

 

Lol V. Steins henførelse

Jeg kiggede rundt i det store, lyse rum hos Gyldendal, mens smalltalken summede i baggrunden, og valgte mig en strategisk plads med godt udsyn til den lille scene. Et litteraturkyndigt panel skulle vende og dreje to af SKALA-seriens bøger, Lol V. Steins henførelse af Marguerite Duras og Intet gælder af Joan Didion.

Jeg havde netop læst Lol V. Steins henførelse, og det var den primære grund til, at jeg var der; jeg ville gerne have hjælp til at dechifrere denne mystiske bog. Titlen indikerer allerede, at bogen er speciel; Lol V. Stein er hovedpersonens mærkværdige navn, og hun indgår i et helt drømmeunivers af steder med ligeså mærkelige navne. S. Tahla er der en by, der hedder i bogen, T. Beach en anden. I romanens første danske oversættelse fra 60’erne hed den Vendepunktet. Det gør den fordi hele romanen kredser om det vendepunkt, der indtræffer i starten af bogen, hvor Lols forlovede bliver forelsket i en anden kvinde.

 

//Foto: Nanna Rylander

 

De uskrevne regler for genudgivelse
Et par uger efter matinéen mødtes jeg med min gamle underviser, Krista Stinne Greve Rasmussen, der er ekstern lektor på Københavns Universitet og har skrevet en ph.d. i boghistorie og editionsfilologi. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvorfor hun mener, at man genudgiver bøger, og hvad hun synes, der er god genudgivelsespli. ”Man genudgiver for at gøre noget svært tilgængeligt mere tilgængeligt, men også fordi man mener, et gammelt værk stadig har en aktualitet.” forklarer hun. Hun understreger, at der er nogle uskrevne regler for genudgivelse, som ikke altid bliver overholdt. Det er for eksempel vigtigt, at man ikke genudgiver bøger efter en for sen udgave; man kan ikke undgå redigering, men det er vigtigt, at genudgiveren orienterer sig kritisk i det pågældende værks historik og forskellige udgaver. Krista mener, at det er ærgerligt, at der ikke er flere, der skriver et forord i genudgivelser, hvor de redegør for deres teknik og de valg, der er blevet taget i forbindelse med redigeringen.

Jeg viste Krista de to forskellige danske udgaver af Lol V. Steins henførelse. Hun undersøgte dem nøje og sagde, at det var tydeligt, at de havde to forskellige apeller. Den nye udgave var meget 10’er-typisk, en hardback med format som en pocketbog og som indgår i en serie, hvor alle bøgerne har variationer af samme layout. Hun sagde, at layoutet ser ud til at være målrettet unge kvinder og er et godt eksempel på det, hun kalder nymaterialisme – når litteraturen bliver en accessory.

At bøgerne i SKALA-serien og alle andre genudgivelser har formålet at tjene penge, kan man vel ikke bebrejde forlagene. Det gør Krista heller ikke, hun nævner blot det store fokus på et lækkert design som noget tidstypisk. Selv er hun ikke til de pangfarvede nye versioner hjemme på sin egen reol, hun foretrækker de gamle, slidte originaludgaver.

 

Hvad er en klassiker?

Tilbage hos Gyldendal går paneldiskussionen i gang. Lektor og oversætter Lilian Munk Rösing forklarer, hvad hun mener, at Lol V. Steins henførelses appel fortsat er i dag. Hun definerer romanen som ”nådesløs forskning i kærlighedssorgernes gamle algebra” og fremhæver dens vidnesbyrd om adskillelsen og det at være erstattelig som grundvilkår.

Panelet diskuterer ligheden mellem Duras og Didions SKALA-bøger, de er begge skrevet i slutningen af 60’erne og har en central kvindelig hovedperson, der, som Informations anmelder Kizaja Routhe-Mogensen påpeger, griber oprør an på en meget atypisk måde i forhold til den dominerende opfattelse af oprør i 60’erne. Ideen om, at man frigør sig fra noget uønsket ved at være magtfuld, har domineret. Men i disse to romaner er der et andet billede af frigørelse, de to hovedkarakterer nægter at håndtere de sociale skandaler, de ufrivilligt tager del i som forventet, de vælger i stedet at dvæle i afmagten. De vælger passivitet som bearbejdningsteknik. Det er ikke en særlig forbilledlig måde at håndtere oprør på, men den nuancerer begrebet og kan måske også siges at pege frem mod i dag og vor tids fokus på handlekraft.

Argumenterne for Lol V. Steins henførelses status som klassiker ligger altså i, at den har et tidløst sprog for kærlighedssorger og magt ved afmagt. Duras’ egensindige kommatering og sætningsopbygning samt det mærkværdige univers, hun har opbygget i bogen, gør den meget lidt entydig. Det er på mange måder en æstetisk bog, der taler til følelserne. Jeg tror, at bogen har noget universelt i al sin retningsløshed, der vækker noget i enhver uafhængigt af den tid, de lever i, og det er vel netop det, en klassiker skal kunne.

 

//Foto: Nanna Rylander