Et rungende suk efter nærvær

Selvom januar aldrig blev til en vintermåned i år, var den kold og mørk nok til, at længslen efter varme og lys indfandt sig. D. 22. januar bød tidsskriftet Lapidar på oplæsning i Sofiebadet på Christianshavn og forsøgte med nytænkte rammer at dele ud af følelsesmæssigt lys og varme. Tre unge forfattere læste op fra deres noveller med fravær i relationerne. Rummet umuliggjorde fravær.

minor i sofiebadet
Caroline Albertine Minor læser op af “Villages de France” // Foto: Malthe Ivarsson

Januar er mørk som altid, januar er grå og regnfuld. Jeg har endnu ikke lært at komme ud ad døren i tide, og denne mørke, regnfulde januaronsdag er ingen undtagelse. Vejen til Christianshavn er lang og fuld af brosten, men for enden venter Sofiebadet. Den mere end 100 år gamle badeinstitution udgør aftenens kulisse, fordi den ifølge Lapidars Facebook-begivenhed er: ”Et sted, som siden 1865, har været rum for det intime delt blandt fremmede.” Det er det rum, vi skal dele denne aften. Bevares, alle beholder tøjet på, det står ikke med skum og sprøjt om ørene på os, men fraværet i det nære er på dagsordenen. Tre forfattere skal læse op; Caroline Albertine Minor, Johanne Bille og Ida Holmegaard. De læser alle fra noveller, som har skrøbelige relationer i det nære til fælles.

Min forsinkelse betyder, at stolepladserne er sluppet op, og jeg må tage plads på stengulvet, lænet op ad et badekar af træ. Over karret hænger et skilt ”# 3: Del karrene (shared facilities)” og reklamerer med rummets tvingende fællesskab, som endnu ikke har lagt sig over publikum, der i stedet sniksnakker og kaster blikke op og ned ad de glatte marmorvægge. Det ændrer sig dog hurtigt, da aftenens første oplæser, Caroline Albertine Minor, stiller sig i den store hvælvede døråbning og gør sig klar til at læse op fra novellen ”Villages de France” fra hendes bog Velsignelser. I introduktionen blev vi gjort opmærksom på, at det ville blive krævende for både oplæsere og publikum at give ordene ordentlig plads i disse særlige lokaler. Men så snart de slippes løs, føles det ikke spor svært. Minor siger, at hun er nervøs, men hendes stemme er blød og smyger sig som sæbe ud igennem rummet. Alle lyde forstørres. Selv det at flytte på et støvfnug ville kunne høres, og vi koncentrerer os om at gøre alle bevægelser små og stumme. Nogens iPhone begynder selvfølgelig alligevel at bimle. Alle bliver som vækket af en døs og udnytter forstyrrelsen til selv at rumstere kortvarigt, tage en tår, smide en sweater, lyne en lynlås. Forfatteren anerkender forstyrrelsen med et venligt smil, men fortsætter ellers nogenlunde uforstyrret, og vi henfalder til den ro, historiefortællingens nærvær bringer. Novellen gøres ikke færdig, for den er lang, og efter et visit til Sydfrankrig er det også på tide at lande igen.

Johanne Bille læser op af “Mellemlanding” // Foto: Malthe Ivarsson

Landingen er dog kun kort, for Johanne Billes novelle ”Mellemlanding” tager os med på vejen til et kærlighedsmøde efter lang afstand. Oplæsningen foregår i hamam-rummet. Der er ikke plads til alle, så vi bliver delt op i to. Røde armbånd først, dernæst de gule. Rummet er varmere end varmt, men Johanne Bille sidder ubekymret i skrædderstilling op ad bagvæggen og tager smilende imod den første flok. Hun ligner en, der nyder at være i et intimt centrum. Lydene fra nabolokalet siver ind gennem glasvæggen som en mumlen under dynen, dog hurtigt forduftende i mødet med fortællingen om Alice. Det er den samme Alice, der optræder i Billes anden roman Elastik, for, som hun forklarer, er det lidt som at gå fra en kæreste, når man afleverer et romanmanuskript. Så kan man ikke længere skrive om de personer, og da hun sådan savnede Alice, blev hun nødt til at skrive lidt mere. Alice flyver med Emirates, og varmen fra Østen synes at trænge ud fra Billes A4-sider og sætte sig i vores kinder. Nogle må lukke øjnene, læne sig op ad væggen for at søge kølig støtte, mens ordene lægger sig godt i rummets kroge og udfylder den afstand, man mere end fornemmer mellem Alice og hendes kæreste.

Imens det næste hold indsnuser hamam-oplæsningen, funderer jeg som ofte før over de her begivenheders funktion. Hvad er det, vi er samlet om her? Giver forfatternes stemmer os noget, vi ikke selv kunne læse frem? Savner vi højtlæsning? Ved siden af mig er andre i gang med de samme overvejelser, og én siger: ”De kan jo ikke sælge varen bedre.” Jeg smiler over vores tankers underlige forbindelse, som min nabo ikke er bevidst om, men jeg tvivler alligevel på, at det blot er et salgstrick, vi er vidne til. Arrangørernes formål er vel til dels promoverende, men der ligger mere bag. Der er tænkt over rammerne. Rummet er ikke tilfældigt, og hvis man virkelig blot vil sælge, burde man måske invitere flere end de godt og vel ca. 60 mennesker, der er plads til her. Jeg når ikke at tænke denne tanke til ende, før rummet igen fyldes op af mennesker og småsnak. Det summer, mens vi samles og spændt følger aftenens hjerteslag.

Ida Holmegaard læser op fra “Klip” // Foto: Malthe Ivarsson

Den sidste oplæser er Ida Holmegaard. Smålydene fordufter, idet stemmen tager overhånd og styrer rummet. Vi har vænnet os til intimiteten nu. Stilheden er ikke længere en uforstyrrelig byrde, men rummet kræver noget af os, som andre rum ikke gør det. Vi giver det med glæde, for selvom aftenens sidste akt har øjnene klistret til papiret, driver roen ned ad væggene. Hamam-rummets varme sidder stadig i kinderne. I novellen ”Klip”, som bliver læst højt, har jeg-fortælleren svært ved at spørge sig ind til sin bedstemors sande minder, men Holmegaard har ikke svært ved at holde vores opmærksomhed. Der kommer pludselig mærkelige lyde fra rørene, og en af arrangørerne rejser sig og lukker døren ud til det skyldige lokale. Den diskrete handling gør dog højlydt opmærksom på sig selv, da glasdøren skraber mod stengulvet med et mindre rabalder. Det hiver Ida ud af hendes tætte koncentration, hun afbryder oplæsningen med et hævet øjenbryn og ser ud på os med et aflurende sideblik. Latteren drypper fra loftet, men behøver ingen lyd. Vi er alle medskyldige nu. Novellen gøres færdig, vi klapper, og der lyder et varmt, rungende suk efter nærvær mellem fællesbadets kolde marmorvægge.

læsende menneske som finder stor glæde i finurlige formuleringer og fantasifulde formater