En rejse til Edith Södergrans lyriske land

Kendskabet til navnet Edith Södergran er måske så tæt på værende ikkeeksisterende for de fleste danske ører, som det kan være. Men efter en aften med en bjergtagende Rosalinde Mynster på scenen i Bådteatret, kan man efterfølgende straks bevæge sig ud på digtsamlingsjagt i fuld forelskelse.

// Foto: Idaemilia Nørgaard

Edith Södergran er navnet på en af Sveriges største modernistiske digtere. I sin levetid mestrede hun det poetiske sprog på trods af, at hun ikke formåede at mestre så meget andet i livets absurde tilværelse. Med tuberkulose, verdenskrige og tragiske sorger omkring og i sig levede hun som en isoleret digter indtil sin død i 1923 – blot 31 år gammel. Den finsksvenske forfatter nåede at udgive fire digtsamlinger, og efter hendes død udkom Landet som icke är med frasorterede digte.

Landet som ikke er er også titlen på den forestilling, der i 2018 spillede på Teatret ved Sorte Hest for udsolgte sale. I Bådteatret er forestillingen præsenteret for første gang som en performativ koncertversion af samme tekst og dramaturgi, hvor Edith Södergrans karakteristiske tekster synges og læses op i en magisk mikstur af lyd og følelser.

Jeg ligger hele dagen og venter på natten,
jeg ligger hele natten og venter på dagen

Når digtene udfolder sig i Bådteatret, går der ikke længe før månelandskaber, bjerge og blomsterhaver dukker op for det indre øje. Turen igennem Södergrans sygdomsforløb og brevudvekslingen med kritikeren Hagar Olson, længslen efter kærlighed og naturelementernes fortryllelse ledes af ene-kvinde på scenen, Rosalinde Mynster, akkompagneret af Henriette Groth, der er kvinden bag den ny-komponerede musik, hvor digtene forvandles til sfæriske lyde. Sammen vækker de Södergrans personlige og dybtfølte univers til live og sætter teksterne i spil med alt, hvad det indeholder af hidsig- og sårbarhed. Også med plads til grin og tårer derimellem.

Selvom forestillingen har lukket dørene i for nu (og vi er mange som håber på en genopsætning), er det bestemt ikke en grund til at gå glip af digterindens verden. Samme oversættelse som forestillingen benytter bliver nemlig snart udgivet for første gang på Gyldendal, og indtil da kan man gå på jagt i landets biblioteker. Om du end låner eller erhverver dig en (eller flere) af Edith Södergrans værker, bliver du uanset mødt af et simpelt, men smukt sprog, der tager dig ind i kærlighed, natur og sorg, en søsterlig feminisme og måske endda hele vejen ind i en stjernehimmel af rytmisk klang med lys og lyd, som i Bådteatrets mørke.

// Foto: Idaemilia Nørgaard

Skæbnen sagde: hvid skal du leve, eller rød skal du dø!
Men mit hjerte besluttede: rød vil jeg leve.
Nu bor jeg i landet, hvor alt er dit,
døden træder aldrig ind i dette rige.
Hele dagen sidder jeg med armen hvilende på brøndens marmorrand;
naar man spørger mig, om lykken har været her,
ryster jeg på hovedet og smiler:
lykken er langt borte, der sidder en ung kvinde og sømmer et barnetæppe,
lykken er langt borte, der gaar en mand i skoven og bygger sig en hytte.
Her vokser røde roser omkrig bundløse brønde, 
her spejler skønne dage deres leende træk,
og store blomster taber deres skønneste blade…

skrivende flanørinde, med kærlighed til regnvejr, storby og kaffe. Altid klar på en filosofisk diskussion eller en god bog